....et andet skib at føre.

Som fortalt var ideen med sommertogtet om bord på Svanen-Thyra, at vi i praksis skulle afprøve og udvikle vores basiske sømands- og navitionsmæssige evner. Derfor må jeg til ære for de ikke så nautisk kyndige hellere give et kort navigationskursus. Navigation til søs går meget enkelt ud på til hver tid at kende sin position, således at man ved, i hvilken retning man skal sejle, for at komme derhen man gerne vil. Når man sejler tæt på land, som i danske farvande, er det også vigtigt at undgå at gå på grund. I dag er det jo "A piece of cake" at vide hvor man er. Alle render jo rundt med mobiltelefoner med GPS i, og det har moret et gammel navigatør, at se i NCIS, hvordan man opgiver positioner på land i længde og bredde. Men i de "gode gamle dage" havde man ikke den slags moderne pjat. Der eksisterede godt nok forskellige radio navigationssystemer, som vi vil vende tilbage til. I skibe med radar, blev denne anvendt til at navigere med, men den primære navigation, i farvande som de danske,var terrestisk dvs. pejlinger til kendte punkter i land.
Navigatøren har forskellige hjælpemidler til rådighed: Et søkort over området, som er et jævnt godt forsøg på at få et udsnit af en globus ned på et fladt papir. En paralellineal, som er en vinkelmåler og forskydelig lineal i et. En bestikpasser, som er en passer med to spidser. Et ur. Et kompas og et pejlediopter, hvormed man kan bestemme kompaspejlingen til et punkt. Hvis han er heldig en log, som måler skibes fart og distance og måske en nautisk regnestok, som ligner en alm. regnestok? men er uden løber og som bruges til at omregne distance og tid til hastighed og omvendt.

Det beskedne bestiklukaf om bord på Svanen.



I Svanen-Thyra navigeredes således mest ved hjælp af pejlinger til kendte positioner i land, kirketårne, fyr osv. Og om natten med pejlinger til fyr. For at få en ordentlig position eller plads, som det retteligt kaldes, skal man have mindst to pejlinger. Der, hvor de krydses, er man. Men da man sejler frem gennem vandet (almindeligvis) er man der jo kun kort tid, ja faktisk er man jo allerede et stykke videre. Derfor må man identificere sin plads med en tid og distance. Det hellige mantra lyder: Klok og log.
Hvis man ikke har en log, må man sejle på tid alene og det går også endda. I Svanen Thyra var der ikke en fast indbygget log, men en såkaldt patentlog, som sættes efter 

 

skibet og man kan så aflæse distancen på loguret. Lidt besværligt, men det virker udemærket, så længe man ikke sejler rundt om sig selv for meget.

Nu har man sin plads, men er jo i virkligheden allerede lidt forbi. Derfor findes der et gammelt navigatør-trick, som desværre ofte er gået i glemmebogen og det nogle gange med katastrofale resultater. Bestik. Dette har ikke noget med kniv og gaffel at gøre, men er en metode, hvormed man hele tiden med en stor sansynlighed ved hvor man er.

Når man har sat sin plads i kortet med klok/log anvisning, tegner man en kurslinie i den retning man sejler, og og ud af den sætter man med faste mellem rum en lille "pind" med angivelse af  tiden eller distancen. Man kan så ved hjælp af enten sit ur eller loggen se hvor man er om fx 15 min eller 1 sømil. Hvis man ikke har en log, er det klart, at man må vide ca. hvor hurtigt man sejler, for at kunne sætte tider på kurslinien.

Nå men nok teori. Vi fik virkligt afprøvet vores færdigheder under togtet. Det er ret nervepirrende, første gang man, en mørk nat med frisk vind, skal forsøge at ramme den lille passage i Sjællands Rev, som er afmærket med 2 bøjer - uden lys. Men når det er lykkedes får man også større tiltro til, at tingene man har lært i klassen virkelig virker i det rigtige liv.





Svanen og Thyra

Sommertogt 1979. Nu skulle al teorien om, hvordan man navigerer og sejler til søs afprøves i praksis. Togtet skulle foregå ombord på Søværnets to sejlkuttere, Svanen og Thyra.
De to både, som heldigvis stadig er i Søværnets tal, er bygget i 1960 ved Molichs skibsværft i Hundested. De er ca. tres fod lange og er yaul- rigget ketch, dvs. de har to master, en stormast og en mesanmast, den sidste placeret bag roret. De er lidt underrigget, dvs man kunne godt fører et større sejlareal, men med den store spiler bærer de dog alligevel ca. 500 m2, hvilket må siges at være ret godt. Normalt foregår togterne i danske farvande, men de har dog en gang været over dammen til Bermuda. Besætningen består normalt af en CH og en regnskabsfører, 8 kadetter og to menige.

Svanen Thyra - et lidt nyere billede.

 

 

Jeg kom på Svanen, hvor vores CH det år var en ex-frømand ved navn Muller (tysk y), regnskabsføreren en seniorsergent, desuden var der en værnepligtig kok og en ligeledes værnepligtig maskinmand.

Blandt de 8 klassekammerater, som kom på Svanen, var der ca. en ligelig del, som havde sejlet med sejl før, og en del som aldrig havde prøvet det for alvor. Jeg var blandt den sidste del.

Vi ubefarne kom dog hurtigt efter det. Alt på bådene foregår ved håndkraft og forsejlene tightes ved hjælp at 4 messingspil - 2 i hver side. Jeg skal love for, at vi fik prøvet dem. Sejlsportsmænd har den ide, at sejlføringen hele tiden kan gøres bedre, justeres skifte sejl osv. og i den retning var Muller sejlsportsmand. Men det var jo herligt, at sejle rundt i danske farvande, noget som andre betaler i tusindvis af kr. for at kunne gøre, fik vi gratis, ja vi fik endda løn for det. Togtet førte os vidt omkring: Anholt, Samsø, Kolding, Stubbekøbing, Kiel, Helsingør.

Apteringen dvs. indretningen af bådene afspejlede, hvornår de var bygget. Chefen og rengskabsføreren havde hver et lille lukaf, mens vi kadetter sov i messen, der også var spise"stue" og opholdsrum. De 2 værnepligtige havde hver en køje ude for, foran for kabyssen.

 

Trætte kadetter nyder en ankomst pils efter et langt ben.

 

Det år skulle Svanen Thyra deltage i Kieler Woche. Det er en stor sejlregatta, som afholdes hvert år, jeg tror lige siden år 1900. Der foregår kapsejlads, men også en mængde orlogsskibe fra forskellige nationer kommer til Kiel den weekend. Vi skulle ikke deltage i selve sejladserne men havde weekend ophold sammen med resten af skoledelingen; Minelæggeren Møen og to minestrygere.

 

Flag over toppene i Marinebase Kiel.

 

I forbindelse med weekenden er der en del udveksling mellem de forskellige nationers skibe. Der er sportskonkurrencer og besøg ombord osv. Jeg var så heldig, at blive inviteret til frokost om bord i en amerikansk fregat. Jeg kom om bord iklædt min pæneste uniform med banderoler og det hele. Jeg blev inden frokost vist rundt på skibet af deres teknikofficer, som var en kæmpestor sort mand. Da vi gik til bords i messen sad jeg ved siden af teknikofficeren og ved bordet sad det største antal officerer, jeg endnu havde set på et skib. Frokosten skred frem, der var 3 retter (med vand til), og jeg konverserede med mester og de omkringsiddende på bedste vis. Så jeg talte nok mere end jeg spiste, hvilket gik op for mig halvejs gennem hovedretten, da folk omkring mig rejste sig og gik, efterhånden som de blev færdige med deres dessert. Jeg indså nu, at jeg måtte speede spisningen alvorligt op, hvis jeg ikke skulle sidde alene tilbage, når alle andre var færdige. Det var mit første møde med amerikansk bordskik.









Et er et søkort at forstå......

Velkommen igen til evt. trofaste læsere. Jeg beklager, at der er gået lang tid siden sidste indlæg, men man har utroligt travlt som pensionist. Det bekymrer mig dog lidt, at det ser ud som om, det vil tage ligeså lang tid at skrive om vores uddannelse til søofficerer, som det tog at gennemgå selve uddannelsen.

Som allerede tidligere nævnt blev der på første år lagt vægt på de fag, som skulle give os skibsføreren. I navigation havde vi mange timer, og som lærer havde vi gode, gamle Krydspejleren, som siden vi gik på sergentskole, var blevet pensioneret og fået tjansen som navigationslærer på Søofficersskolen. Han var meget vidende om området, men hans pædagogiske virkemidler var fra den gamle skole. Vi fik nu også syn for sagen om hvorfor, han blev kaldt Krydspejleren. I begyndelsen, når han stillede et spørgsmål til en elev i klassen, var der som regel to, som svarede; Han kunne se på to personer samtidig. Han havde også nogle specielle vendinger, som det tog lidt tid, at få styr på. Fx. "Se i hatten", som svar på et spørgsmål om, hvor man kunne finde oplysninger om en specifik udregning. Efter nogen tid gik det op for mig, at løsningen kunne findes i instruktionen til apparatet eller bogens indledning. Altså i låget til kassen, hatten.
Første semester af navigation var terrestisk navigation, altså hvorledes man navigerer et skib ved hjælp af pejlinger til kendte punkter, hvilke fejl som man skal tage hensyn til, magnetkompassets virkemåde osv. Den basiske navigation. Alt dette skulle man så vise at man mestrede ved en årsprøve til foråret. Her opdagede vi Krydspejlerens lidt specielle måde at give karakterer på for en skriftlig prøve. Han lavede simpelthen prøven så lang, at ingen kunne nå det hele, og man fik så karakter efter, hvor langt man var nået!
Et andet basisfag var søvejsregler, der omhandler hvorledes man skal føre sit skib i forhold til andre skibe. Vores lærer var orlogskaptajn Zittan, om hvilken, AB vist for første gang anvendte udtrykket: "Han er ikke udøvende humorist".
I faget søret havde vi en kæderygende orlogskaptajn fra forsvarsministeriet med øgenavnet Stritter. Han havde hang til lyserøde skjorter og øgenavne. En klassekammerat, som han opdagede havde læst medicin inden han kom i Søværnet, hed nu altid Doktor Kälstrøm. En anden, som i en opgave gjorde lidt for meget ud af en undersøgelse af forurenet tankvand, hed efterfølgende kun Marinebiologen.

Første semester var ret hårdt. En overgang havde vi 8 skriftlige opgaver om ugen. Det var helt klart også tilrettelagt for at skille fårene fra bukkene og det skete da også. Vi afsluttede klasse 1A teorisemester med eksamen i søvejsregler, søret, matematik og fysik samt årsprøver i de øvrige fag. I processen mistede vi 4 klassekammerater. Men nu kunne vi se frem til et herligt sommertogt.

 

Med Kronborg om styrbord.

Nyboder

De fleste ved at det var Christian den IV, der byggede Nyboder, men de gule huse med to etager, der nu udgør størstedelen af Nyboder er ikke helt tilbage fra 1600 tallet. De er kun fra 1770´erne.

Suensonsgade 45 med den lyseblå folkevogn.

 

Og på nogle områder, føles det som om de faktisk er over 200 år. Men det gode ved Nyboder var, at de den gang i slutningen af 70´erne var forbeholdt Flådens folk, og det var rimeligt nemt, for en ung kadet at få en lejlighed her. Mange af mine kollegaer kom fra andre dele af landet, og hvis man ikke havde råd eller lyst til at investere i en ejerlejlighed flyttede man ind i Nyboder. Lejlighederne er meget forskellige i størrelserne. Fra 24 m2 og op til et helt hus på 200 m2.

Jeg flyttede ind i 24 m2 i Elsdyrsgade. Lejligheden bestod af 2 værelser og køkken. Den tidligere lejer havde haft et projekt med at lave nyt køkken, men var kun nået til at rive det gamle ud, så jeg fik et nyt modulkøkken. Nu skal man ikke falde på halen over det, der var kun koldt vand og komfuret bestod af et gasblus på et gammelt kakkelbord. Opvarmningen af lejligheden forgik med en petroleumsovn, og man hentede petroleum i 20 liters dunke oppe på tanken hos Anders i Kronprinsesse gade. Det var jo absolut ikke luksus, men det var min egen lejlighed og prisen var overkommelig; 375 kr. om måneden.

Jeg havde lejligheden mod gaden og ind mod gården boede en konstabel, som sejlede i Inspektionsskibs eskadren. Jeg så ham aldrig i den periode på 1½ år, hvor jeg boede der. Til gengæld så og især hørte jeg hans pige, som boede i lejligheden. Det må have været et meget åbent forhold, for hun havde mange mandlige venner, som hun underholdt i lejligheden. Nu er væggene ikke specielt tynde, men man var ikke i tvivl om, at det gik muntert til. En fordel ved at hun boede der, var dog, at man aldrig behøvede at købe de sidste nye hits. Man hørte dem om og om igen i en uges tid, så var der et nyt på hitlisten.

Der var selvfølgelig ingen bad og toilettet var på gangen og var fælles for husets beboere. Her var man nok lidt glad for naboens veninde, da hun nok var lidt mere prober end vi drenge, men et irritationsmoment var toiletpapiret. Der var 4 bøjler til toiletpapir på WC´et, en til hver lejlighed. Men under tiden følte jeg at det gik utroligt hurtigt med min rulle, mens de andre ikke mærkbart ændrede udseende; De stjal mit toiletpapir, de skiderrikker. Jeg begyndte så at tage min rulle med ind, men det gav jo problemer, når man havde gæster: "Husk rullen".

Som sagt var Nyboder dengang kun for Flådens folk. Ikke kun uniformeret personel, men også civilt ansatte fx fra Orlogsværftet på Holmen og Søværnets Materielkommando. Det var endda muligt, hvis man havde boet i Nyboder i en lang årrække, at få en lille pensionistbolig. Min gode ven Peter havde også fået en lille lejlighed i enden af Haregade. her kunne man for alvor se betydningen af "De lave stuer i Ny´boer". Han er lidt højere end mig ca. 1,87m, og der var kun et sted i hans lejlighed, hvor han kunne stå helt oprejst. Ved siden af Peter boede en pensioneret overfyrbøder. Han brugte den meste til at ligge på køjen og drikke brændevin, men om foråret gik der ild i den gamle. Udenfor på gaden stod hans stolthed med en pressening over; En Harley Davidson med sidevogn. Af kom presseningen og på kom æggeskalden og så kørte han af sted med de hvide hår og skæg flagrende.

Nyboder var lidt ligesom en lille landsby mit i København. Man kendte ikke alle, men de lidt specielle typer var velkendte. Der var Atomdrengen, som arbejdede på Orlogsværftet. Lidt uvant den gang var han kæmpe stor og fed. Man mente, det var en sygdom, men så man på hans kone og børn, var det nu ikke helt sikkert. Der var Anders på tanken, og overfor på en bænk kunne man i godt vejr se Schøntal sidde, først minus et ben og senere helt uden ben pgr af sukkersyge. De fleste butikker i området havde også ligget der i en menneskealder. Der var kinagrillen, hvor ejeren havde sat alle sine penge i guldtænder. Bager Klinke, hvor man kunne få romkugler til ingen penge, så længe men ikke spekulerede for meget over, hvad der var i. Og ikke mindst Bangs Bodega, hvor mangen en familiefar havde lagt ugelønnen i stedet for at komme lige hjem.

Det var nemt at komme fra Nyboder til Officersskolen på Holmen. man gik ned til Toldboden, og her sejlede en lille båd over til Elefanten på den anden side af havnen. Elefanten er den mole som stikker ud fra Holmen overfor Toldboden. Den hedder således fordi den er bygget ovenpå et sænket orlogsskib ved navn Elefanten. Den lille båd hed Hønen, og jeg spekulerede i lang tid over hvorfor, den hed Hønen, indtil min far fortalte, at der oprindeligt havde været en tynd, lang bro fra Toldboden til Elefanten; en såkaldt hønsebro. Da der så kom for meget trafik ud og ind af Københvns havn blev broen erstattet af en lille færge, der naturligt blev døbt Hønen.

Fra den anden side af Toldboden, hvor Hønen lagde til, sejlede en færge til B&Ws skibsværft, som den gang stadig eksisterede. Arbejderne på B&W var ikke kendt som de mest forsvarsvenlige, faktisk var de fleste glødende kommunister. Det var dog sjældent at vi trådte hinanden over tæerne, men engang fortalte Peter mig, at der var en fyr, som flere gange, netop når han passerede ham, havde sagt: "Kanonføde". den næste dag fulgtes Peter og jeg ad ned mod Hønen, da vi mødte B&Ws natskifte, som var på vej hjem. Peter udpegede misdæderen og lige da vi nåede til ham, og han skulle sige noget, kom jeg ham i forkøbet, pegede på ham og sagde: "Du tier stille". Han blev så overrasket, at vi aldrig hørte mere.

Om eftermiddagen på vej hjem, kunne man godt være lidt brødflov, men heldigvis havde vi Monas pølsevogn, så stod overfor Nyboders boghandel på St. Kongensgade.

Efter man havde købt én eller to gange hos hende, skulle man bare sige: "Det sædvanlige". Jeg oplevede aldrig, at hun ikke kunne huske lige præcis hvad der var din sædvanlige.

Efter ca. 1½ år i vores små lejligheder enedes Peter og jeg om at forsøge at få nogle større. Nyboder blev den gang administreret af et kommandantskab under ledelse af Nyboders kommandant, der var en pensioneret søofficer. Dette var formodentligt et lev fra dengang Nyboder var en by i byen med eget politi, lægeklinik og porte, der blev låst om aftenen. For at få en lejlighed, skulle man føres på en venteliste, men Peter og jeg mente, at det var en god ide, at møde op hos kommandantens assistent Ingerdahl et par gange om ugen for lige at gøre opmærksom på vores eksistens. Det virkede åbenbart, for i løbet af kort tid fik vi hver tildelt en ny og større lejlighed på 45 m2 i henholdsvis Suensonsgade og Haregade.

Jeg stiftede nu bekendskab med begrebet gennemgangskøkken. Til lejligheden hørte en lille gårdhave, som man dog delte med ovenboen. Men for at han kunne komme ud i haven, skulle han gå igennem mit køkken. Det skulle skraldemændene også for at tømme skraldespandene, som stod i haven - og diverse håndværkere, når nået skulle laves i gården. Heldigvis var tiderne med lokum i gården forbi, natmændene bar nemlig også spandene gennem ens køkken. Jeg mener, at bemærkningen: "Godnat Ole, pengene ligger i vinduet" stammer fra den tid, idet hvis man ikke lagde en lille erkendtlighed til natmanden, kunne han let komme til at skvulpe lidt, når han gik igennem køkkenet.. Nå lejligheden var fin nok, en stor stue og to kamre samt køkken. Toilettet var stadig delt med ovneboen. Et problem havde den dog, den var ikke grundforbedret, dvs. gulvet var lagt direkte på jorden uden støbt fundament, så fugten kunne trænge lige op igennem gulvet og op i væggene. Det var ikke så stort et problem så længe vinduerne var så utætte at man fyrede for gråspurvene, og det skal tages bogstaveligt; om vinteren sad de lige på vindueskanten og kroede sig. Da det nu blev dyrere at fyre fik vi den ide, selv at indkøbe nogle plexiglas forsatsruder, og jeg skal love for at det satte gang i fugten. Da jeg vaskede væggene ned lige inden jeg skulle flytte 4 år senere, blev jeg våd på knæene af at kravle rundt på gulvtæppet. Som kollegie var det fedt at bo i Nyboder, midt i byen, men at bo der med familie og børn krævede et godt helbred.

Nu er alt ændret. I den hellige ligestillings navn er Nyboder nu fyldt med grønne og lyseblå soldater, til gengæld er der nu ikke plads til Søværnets civilt ansatte. Pensionistlejlighederne er også en saga blot, og nu skal man have tjenestested i København for at kunne bo i Nyboder, således er alle ISE sejlerne ude af billedet. Da min søn gjorde tjeneste på inspektionsskibene, ringede jeg til Forsvarets Boligkontor for ham, da han var nordpå, for at høre om det var muligt at får en lejlighed. Forsvarets Boligkontor ligger nu i Hjørring, så man smutter ikke bare lige forbi. "Har han tjenestested i København" spurgte den flinke dame. "Nej, i Frederikshavn". "Så kan han ikke leje en lejlighed i Nyboder, hvorfor flytter han ikke til Nordjylland?" Svaret røg lige ud af mig: "der er der sku´da ingen, der gider flytte op". Så var den ansøgnings samtale overstået.

 

Quick, quick -- slow

Der har i historisk tid altid været danseundervisning på Søværnets officersskole. At kunne danse høre til de områder, man skal beherske, for at være en søofficer og gentleman. Før i tiden, da skolen var internat dansede kadetterne med hinanden, og for at man (danselæreren) kunne kende forskel på, hvem der dansede som dame og hvem som mand, skulle "damen" folde det ene bukseben op. Dette system har formodentligt haft den ulempe, at en del søofficerer kun kunne danse "dame".
Da vi gik på SOS i slut 70´erne var danseundervisningen blevet frivillig, foregik onsdag aften og man måtte selv medbringe en dame. Især det sidste gjorde det jo lidt mere realistisk og interessant.
Undervisningen blev ledet af pensioneret solodanser ved Det Kongelige Teater Svend Erik Jensen. Svend Erik var ingen årsunge mere, men på trods af et lidt større livmål var han stadig spænstig og let til bens. Liv målet kunne dog give den dame, som han skulle vise trinnene sammen med, lidt problemer.

Svend Erik Jensen styrer

polonaisen med fast hånd.

De vigtigste danse man skulle beherske frem til kadetballet var selvfølgelig lanciers og så polonaisen. Men ud over dem lærte vi også engelsk vals  og quickstep. Ligesom i Matador foregik undervisningen til klaver, her spillet af Svend Eriks assistent hr. Enna. En undervisningsaften forløb på samme måde, som på danseskolernes "kaffehold"; En times dans, en halv time pause, en times dans. Men til forskel fra et "kaffehold", var kadetbaren her åben i pausen. Dette fakta gjorde, at Hr. Enna, som godt kunne tage fra i baren i pausen, af og til tabte tråden i den sidste times undervisning. Så lød Svend Eriks velartikulerede og ganske kraftige stemme ned bag fra: " Hr. Enna! Vi danser vals!" Eller: "Det er tredie tur, hr. Enna."
De faste lærere og officerer på skolen havde mulighed for også at deltage i danseundervisningen. Normalt var det kun to officerer som benyttede sig af dette, faggruppeleder idræt Cortsen og adminstrativ officer Bethelsen. Begge dansede med deres restpektive hustruer. Da disse (hustruerne altså) havde deltaget i mange år, var det tit en af dem, som blev valgt af Svend Erik til at vis de nye trin. Dette betød, at der var en indædt konkurrence mellem dem om at blive den udvalgte. Fru Berthelsen udnyttede sin spinkle statur gennem at optræde i prinsessekjoler, mens fru Cortsen, som var lidt mere firkantet måtte spille på sine flotte ben. De aftener, hvor Svend Erik forfordelte en af hustruerne var totoal ødelagt for den anden.
Det lykkedes faktisk at lærer os så meget, at kadetballerne kunne gennemføres uden nogen tilskadekomne og så Polonaisen så ordentlig ud og gik op til sidst.