Skoleskibet MØEN del 6

Som nævnt hørte man ordreanlægget på MØEN dagen lang, og alle standardordrerne blev altid indledt med et fløjtesignal på bådsmandspibe. Det er en traditionel fløjte, som gennem århundreder er blevet brugt til fløjtesignaler om bord på søværnets skibe.

Med bådsmandspiben kan man pibe (fløjte) en ren tone eller en trille. Der er dog det specielle ved bådsmandspiben, at man skal selv lave trillen med tungen, da der ikke er nogen ært i fløjten som i en trillefløjte. Det med at kunne trille er der nogen som aldrig rigtigt får lært. Om bord på MØEN var der en sådan. Han var sergent og skulle som vagtassistent praje over ordreanlægget og derfor også pibe. Det med at lave trille kunne han ikke, så når han var på vagt, var alle helt klar over det. Det lød nemlig, som om et lille dyr havde lagt sig til at dø i vagtstuen. Efterhånden blev det også for meget for skibsledelsen, så han fik besked på at øve sig. Men hvor går man hen på et skib, når man skal øve sig i at pibe og helst ikke genere resten af skibstjenesten for meget. Man bliver sendt ned i styremaskinrummet, som ligger helt agter, nede i skibet lige over rorene. På trods af den afsides beliggenhed kunne man dog i den agterste del af skibet godt høre, at nu havde det lille dyr slæbt sig ned i styremaskinen. Det blev aldrig rigtig godt.
For at blive optaget på A-linien på Søværnets Officerskole skulle man den gang have en matematisk-fysisk studentereksamen. Der var nogle på holdet, som var biologer, og de skulle så læse deres matematik op til det højeste niveau. Til at hjælpe med det havde officersskolen udpeget en af sine lærere til at undervise dem i et første halve år, og så skulle de bestå en prøve. Jeg og 2 af mine kollegaer, som alle havde mat/fys eksamen, fik den sære ide, at vi ville følge undervisningen og lave opgaverne alligevel, med de formål at holde vores kundskaber vedlige. Nu var det sådan, at den lærer, der skulle forstå undervisningen mest af alt lignede Ib Schønberg som faren i "Far til fire", og han var lige så tør og ikke særlig pædagogisk. Så efter et par opgavesæt og tilhørende undervisningstimer syntes vi tre "Bonus Pater" kadetaspiranter, at det faktisk gik den forkerte vej med hensyn til forståelse af matematikken. Vi besluttede at melde fra, hvilket vi mente vi godt kunne, da det var frivilligt for os. Da vi så var på vej ned til holdofficer SVA, for der en djævel i os, og vi sagde kun til ham, at vi ville melde fra. Han så nu helt forkert ud i ansigtet, fordi han jo troede vi ville stoppe helt på uddannelsen. Vi grinede så, og sagde, at det kun drejede sig om matematikken, og han så noget lettet ud.

Der udbakkes mulje i cafeteriaet.

For at lære lidt om hvad alle i besætningen på et marinefartøj laver, blev i et par perioder sendt ud i divisionerne. I søværnets skibe er besætningen inddelt i divisioner alt efter hvar deres hovedbeskæftigelse er. Der var den gang teknikdivisionen, forvaltningsdivisionen, operationsdivisionen (nej det er ikke lægen) og våbendivisionen. Vi var 2 der skulle gøre tjeneste i teknikdivisionen og vores første opgave var at rense en brændoliecentrifuge. I en centrifuge renses dieselolien inden den skal anvendes i motorerne og derfor bliver den af og til helt fyldt med skidt og skal renses i petroleum. Mage til svineri skal man lede længe efter. Vi var begge totalt fedtet ind i olie og petroleum da vi var færdige. Det var ikke svært at blive enige om, at vi var lykkelige over at vi havde valgt at blive operative officerer og ikke maskinofficerer.
Nu da vi havde været om bord i et stykke tid og måske var blevet lidt for selvfede og troede vi kunne alt. Da begyndte der at dukke elever op på broen eller i kontrolrummet der havde fået mystiske opgaver. På broen kunne en elev med en kande med vand spørge om han måtte vande kompasrosen, eller en elev kom ned i kontrolrummet med en besked, at han skulle have en pose kørnerprikker. Det var nogle af de "practical jokes" som jo findes på alle arbejdspladser. Kompasrosen er tegnet på kompasskiven og har absolut ikke brug for vand. En kørnerprik er den lille fordybning, man laver i metal med en kørner. De kan ikke samles sammen i en pose.

TRITON lægger til ved duc d´alber i Kielerkanalen.

 I februar skulle vi så på vores andet udenlandstogt. Det gik til Rotterdam. Turen derned og hjem gik på samme måde som til Gent. Igennem Kielerkanalen ud og hjem. Opholdet var sjovt. Vi gik på restaurant og jeg prøvede for første gang den hollandske specialitet: "Rice Tafel". Egentlig er det jo det indonesiske køkken, men hollænderne har taget det til sig som deres eget. Jeg var ikke den eneste i vores gruppe, for hvem det var første gang. Det lykkedes os at lokke en til at tage sambal olek på sin mad i den tro, det var ketchup. Det er det ikke. I Rotterdam traf jeg også for første gang Dommer Lo. Jeg havde en hilsen til hende fra min mor. De havde været kvindelige mariner sammen i Århus. Men mere om hende senere.



På sightseeing i Rotterdam.



MØEN og TRITON med lys over toppene i Rotterdam.



Skoleskibet MØEN del 5

Som tidligere nævnt fik vi også en hel del undervisning om bord både til søs og i havn. Et fag med mange timer var tovværksarbejde. Vi skulle lære at takle og splejse tovværk og wirer, og der var også nye knob og stik at lære. Det mest almindelige tovværk er treslået, dvs at tre tyndere reb, kaldet kordeler er snoet sammen til et tykkere reb. For af  hindre rebet i at trevle op laver man en takling på enden.

Hvis rebet er af nylon, kan man også være en doven sjuske og smelte enden sammen med en tændstik. Men vi lærte selvfølgelig at takle. Vi skulle også lære at lave øjesplejs,  kortsplejs og langsplejs.

Det værste var at skulle splejse en wire. Ud over at en wire selvfølgelig er stivere at arbejde med end et tov, har stålwirer også den kedelige tendens, at de enkelte små stålgarn, som de er lavet af, kan knække. En sådan lille metaltråd, der stikker ud af en wire, kaldes en lus og kan rive ens hænder til blods, hvis man ikke er opmærksom på den. Det var bare med at klø på og lære alle splejsningerne, for vi skulle op til en prøve, hvor man skulle lave en af dem. Så vidt jeg husker, trak jeg øjesplejs og det gik OK, for jeg bestod da. Vi have altid et lille stykke reb i lommen til at binde knob med. Så kunne man øve, hvis der var lidt ekstra tid. På et tidspunkt havde skibet inviteret en gammel sømand til at komme og vise os knob og stik. Han kunne lave et pælestik på en uhyre smart og fiks måde, idet han i stedet for "slangen op af brønden" ligesom "slog" tovet ind over og drejede det, og vips havde han et pælestik. Vi var ret imponerede, og flere af os brugte nu lang tid på at lære dette trick. Faktisk gik det så godt, at jeg den dag i dag kun kan lave et pælestik ved hjælp af "tricket".
Det var fortrinsvis befalingsmændene på MØEN, der underviste os i sømandskab. Blandt dem var specielt en, som vi aldrig har glemt. Seniorsergent af Gud og Dronningens nåde; P.G. Sørensen. Han var en befalingsmand af den gamle skole, der nu kun er få tilbage af. Fx Brand Kaj og Karl Søklar. Han anvendte absolut ikke forsvarets pædagogiske principper, men han var fantastisk god til at motivere folk, og det skal forstås på en positiv måde. Han havde altid en bemærkning til enhver situation. SSG P.G. Sørensen var ikke af de mindste, faktisk var han temmelig korpulent. Muligvis af den grund havde han en dyb bas, og alt blev udtalt som kommandoer. Det er selvfølgelig svært at forestille sig, hvis man ikke har hørt ham, men nogle af hans faste udtryk lød: "Så er det hurtigt op fra banjerne, tre på lejderen og to i luften". "Hvad De ved kan stå på bagsiden af et frimærke, hvad jeg ved kan ikke stå i samtlige KTAS telefonbøger".

Han kunne også fortælle nogle drabelige historier. På vej hjem fra USA med minestrygerne af SUND-kl. var han faldet overbord, og der gik, i følge ham, en time før man havde opdaget det, vendt rundt og samlet ham op. Hans kommentar var: "Ved De hvad jeg gjorde, ved De hvad jeg gjorde? Jeg lå bare og ventede".
P.G. Sørensen underviste os bl.a. i motorbådsejlads og den dertil hørende hageeksercits. Hageeksercits er en nu næsten uddød sømandsmæssig foreteelse, som nu til dags formodentlig kun bruges på Dannebrog. Når man sejler med en motorbåd og skal lægge til kaj eller ved et faldreb fra et skib, har man to gaster, en for og en agter, som hver er udstyret med en bådshage. Det er nu deres opgave at holde motorbåden fast til kajen eller faldrebet. Nu er det jo sådan, at de ikke bare kan stå hver især og fægte med denne bådshage, nej vi er i søværnet, så de skal selvfølgelig gøre tingene i takt. Så inden vi fik lov at øve med en rigtig motorbåd, tilbragte vi mange timer på kajen med at "tørtræne" hageeksercits. P.G. Sørensens undervisning var så levende og god, at jeg er sikker på, at de fleste af os efter kort tids træning selv i dag ville kunne lave en perfekt hageeksercits.
Vi skulle dog ikke kun lære at holde en motorbåd fast. Vi skulle også som en del af vores duelighedsbevis i sejlads kunne sejle og manøvrere en motorbåd.

Bjærgemærsmanøvre med 9 meter i Fådens leje København.
Hagegasterne et totalt klar.

Derfor var det jo meget praktisk, at MØEN var udstyret med 2 motorbåde, de såkaldte 9 meter både. Den ene havde en kahyt midtskibs og blev kaldt chefens motorbåd og den anden havde bare en pressening og var arbejdsbåden. Begge både hang højt over sidedækket og skulle fires af ved hjælp af davider. Motorbåden blev først firet af til den var på højde med sidedækket, og så skulle vi om bord efter ordren: "Fald på fartøjet - fat drengene". Drengene var nogle reb med knuder, der var fastgjort til en wire mellem daviderne.

Hvis båden faldt ned, eller svampede, som det hedder, skulle vi blive hængende i drengene og derved undgå at komme til skade. Det blev heldigvis aldrig aktuelt. Nå vi trænede lystigt med motorbådene, og det gik som regel også fint. En undtagelse

var, da Talje (10) under den praktiske prøve forsøgte at sejle op af faldrebet, dog heldigvis uden at nogen kom til skade. Han fik en tur til og bestod.

Skoleskibet MØEN del 4

Tilbage fra Gent var der ikke længe til jul. Men tro ikke vi lå på den lade side alligevel. Der var undervisning fra 0800 til 1600 hver ugedag også når vi lå i havn. Og så var der vagttjeneste, ikke mindst vagttjeneste. Jeg har beskrevet søvagten, som jo selvfølgelig var nødvendig (bjergemærsmand måske undtaget) for at besætte posterne til søs. Men i havn skulle der også gås vagt. Kl. 1600 lød meldingen over ordreanlægget:"Udskejning landlov for vagtfrit personel til i morgen kl 0800. Vagten omklædning. Der vil være vagt- og brandrullemønstring kl. 1630 i kranbanen agter".
Vagt i havn afhang af hvor skibet lå. I dansk eller fremmed havn gik man såkaldt skiftevagt og på flådestationer ½skiftevagt. På Holmen gik vi ½skiftevagt, hvilket betød en 6 tørn, således at man havde vagt hver 6 dag. Vi elever bestred 2 vagter; Faldrebsgast og ordonans. Man havde 1 time på sidedækket, hvor man skulle kontrollere at alle, som kom om bord havde ret til det. Dette bestod i at kontrollere vedkommendes militære id-kort.

Jeg som vagtmand juleaften

Efter 1 time tørnede man med ordonansen bestred den post en time. Ordonansen sad fortrinsvis i vagtrummet og betjente telefonomstillingen. Efter de to timers vagt skulle man opholde sig i skibet, man kunne endda gå ned og "slange på køjen" dvs hvile sig med tøjet på. Ud over adgangskontrollen havde vagtholdet den opgave at være brandberedskab. Brand om bord i et skib er noget af det man frygter mest, måske kun overgået af at skibet direkte synker. Fra den faste besætning skulle der derfor altid være 2 røgdykkere på vagtholdet. Vagten i havn blev ledet af en vagthavende officer og en vagthavende befalingsmand.
Da vi nærmede os jul, var det jo spændende hvordan vagten ville blive fordelt. Jeg fik vagt juleaften, men havde så fri nytårsaften. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at skulle fejre jul om bord, første gang jeg ikke skulle være hjemme juleaften. Det viste sig selvfølgelig at være rigtigt hyggeligt. Alle på vagtholdet spiste sammen i cafeteriaet, og nogle af den faste besætning havde koner eller kærester på besøg.



Og vi fik endda både flæskesteg og and. Vi fik også en julegave. Ikke fra søværnet selvfølgelig, men fra en rig forretningsmand i Ålborg. Historien var den, at han havde været noget uregerlig som ung, men var blevet rettet op gennem sin tjenste i søværnet. Da han så senere var blevet en succesfuld forretningsmand, ville han give noget tilbage. Da det nu var MØEN, som var adopteret af Ålborg by, så gav han julegaver til dem som var på vagt juleaften. Et skibsglas med MØEN våbenskjold indgraveret. Jeg har det stadigvæk.

Et glas rødvin pr. mand var der sørme også.

Skoleskibet MØEN del 3.

Der var mange nye mennesker at lære at kende om bord på MØEN. Man havde så småt fået styr på ens egne kollegaer og nu var der en hel skibsbesætning oveni. Der var konstabelelever, konstabler sågar overkonstabeler. Der var en hær af sergenter, oversergenter og endda seniorsergenter. Så var der talrige officerer af alle mulige grader, så vi knapt havde styr på. En officer fik man dog hurtigt lært at kende på MØEN. Det var næstkommanderende, NK lærte man hurtigt det hed om bord. Og snart kunne vi også søværnsslag; Negerkongen. Orlogskaptajn Moesgaard, vi syntes han var tudse-gammel. Han var sikkert kun i fyrrene, men hvis han ikke var gammel, var han i hvert tilfælde af den gamle skole.

En af NKs opgaver er jo, at skibet tager sig godt ud; at det er ship-shape. Det ansvar tog han meget alvorligt. Den gang var der jo mange, som røg, og det skulle forgå udendørs på sidedækket. På trods af, at det ikke burde være uoverkommeligt at smide sine afbrændte tændstikker ud over skibssiden, endte alligevel en del af dem på sidedækket. I NKs terminologi hed disse tændstikker bjælker, og Gud nåde og trøste én hvis man blev fanget af  NK i nærheden af en bjælke, også selvom man ikke havde den mindste tilknytning til denne bjælke. Nu var NK forholdsvis let at spotte, i hvert tilfælde om dagen, idet han efter engelsk 2. verdenskrigs forbillede havde anlagt en lys kameluldsduffelcoat som overtøj. Så bare man så op for bjælker og holdt udkig efter en lys duffelcoat, var man nogenlunde sikker.
Da skoleskibets vigtigste opgave var at uddanne til søs, sejlede MØEN virkeligt meget den gang. Normalt omkring 200 sejldage om året. De fleste sejladser var fra mandag til fredag med weekend på Holmen, men af og til var der sejladser med weekend i en fremmed havn, ja måske endda en udenlandsk havn. I begyndelsen af december 1977 skulle MØEN således af sted på "langfart". Juleturen skulle gå til Gent i Belgien. Begrebet juletur blev brugt i skoleskibet i mange år. Om det stammede fra engang, hvor man skulle have nødder, marcipan og andet eksotisk med hjem til jul, ved jeg ikke, men juletur skulle man have. "Undskyldningen" for at drage til Gent det år, var at en ny nordisk sømandskirke skulle indvies.
Mandag kl. 1000 stod MØEN ud fra Holmen og kursen blev lagt mod Kiel. For at spare tid skulle vi sejle igennem Kielerkanalen. I hver ende af Kielerkanalen, henholdsvis i Kiel og i Brunsbüttel er der en sluse, som sikrer at vandstanden i kanalen er konstant, da der tit kan være forskel på vandets højde i Nordsøen og Østersøen. Normalt går et skib bare ind i slusen og fortøjer mens vandstanden hæves eller sænkes og sejler derefter ud i kanalen. Da MØEN var kommet vel ind i slusen ved Kiel, så vi pludselig en lille kameluldsfarvet duffelcoat løbe frem og tilbage på kajen; NK. Skibssiden var ikke fin nok. En, to, tre stod et skifte elever på kajen og spulede.

Der spules til den store guldmedalje. Med på turen var også gamle TRITON.

Videre gik det igennem Kielerkanalen, hvor vi for første gang så den flyvende færge. Under en jernbanebro, som passerer over kanalen var der ophængt i wirer en lille bilfærge, der så kunne fragte biler over kanalen. Det var også en oplevelse, at se store skibe sejle midt igennem landet. Da vi var fortøjet i slusen ved Brunsbüttel kom der gang i den igen. Et hold elever blev sendt ned på kajen for at male. Nu var skibsiden jo ren, så kunne vi lige så godt også male den flot grå. Det var første gang vi stiftede bekendtskab med fænomenet "monkey shine". Man maler ovenpå alt, og det ser pænt ud i ca. 14 dage, hvorefter det hele skaller af igen.

Resten af turen gik uden de store hændelser og fredag lå vi fortøjet i Gent havn med TRITON på siden. 

Den unge, lovende VPSØ Lund-Hansen

Bemærk TRITONs top moderne antiubåds-
våben: Hedgehog (udviklet i 1943)

Vel ankommet gik det store "fredag i udenlandsk havn" program i gang. Der skulle gøres rent overalt og FUT-dækket på minedækket skulle omdannes til partydæk. Det er stadig normal kutyme, at når søværnets skibe aflægger et såkaldt uofficielt besøg i en udenlandsk havn, så inviteres de lokale dignitarer så som borgmester, militærkommandanten, politichefen osv, samt danske der bor og arbejder i lokalområdet. Standardopstillingen er borde med hvide duge, pindemadder og 2 barer. Og for at give et festligt indtryk dækkes skottene (væggene) med signalflag. Jeg var så "heldig" at blive udpeget til at være tjenende ånd til cocktailpartiet i Gent, og fik derigennem en uvurderlig viden om, hvordan man går til cocktailparty. En viden jeg har udnyttet lige siden.

Chefen og mig. 

Andre på fra mit skifte, som havde vagten fredag, var blevet udpeget til at skulle stå skansevagt. Dette er en meget gammmel marinetradition, hvor man opstiller en bevæbnet vagt på 10 - 12 menige under ledelse af en sabelbevæbnet officer. De fine gæster får så lov til at inspicere vagten, mens officeren saluterer, dvs sænker sablen. At man sænker sablen stammer formodentlig fra, at man med sænket sabel ikke kan hugge hovedet af gæsten. Et problem er dog, at fordi der sjældent er meget plads på sidedækket, hvor man normalt står, kan man uforvarende komme til at ramme gæsten, når man sænker sablen.

Opstilling af skansevagten i kranbanen agter.
(Minelæggerne havde på dette tidspunkt en stor minekran for og agter, som kørte på skinner på tværs af skibet)

Her vil jeg tillade mig kort at forlade konteksten. I mine kære læsere har nok bemærket, at jeg ikke nævner mange navne. Der er to gode grunde til dette. De som genkender personer, som optræder på billederne kender dem jo i forvejen, og de som ikke kender dem, har ingen speciel interesse i at vide deres navne. Den anden grund er, at jeg er meget dårlig til at huske navne.

Lørdag havde mit skifte fri, og efter rengøring og udskejning kunne vi tage en tur ind til byen. På det tidspunkt var vi begyndt at bemærke, at vandet i toiletterne lugtede lidt underligt, også før man brugte det. Men vi tænkte ikke nærmere over det. Vi havde en dejlig fridag og om aftenen var vi i byen. Jeg husker ikke nøjagtigt hvad der skete, men jeg smagte da for første gang belgisk øl på 8 procent.
Søndag morgen var vi alle lidt blege, men hvad der var lidt mystisk, var at nogle af os, som ikke havde været i byen også havde det dårligt. Vi fik dog ikke tid til at tænke nærmere over det, fordi søndag skulle alle vi elever formere et kompagni under ledelse af en kadet og opstille udenfor den nordiske sømandskirke inden gudstjenesten.
Kadetten, som skulle lede kompagniet var sekondløjtnant og han skulle være i tjenestefrakke (søværnets lange jakke) med sabel og gehæng (bælte og skede). Altså da han ikke skulle have overtøj på, skulle resten af kompagniet (os) heller ikke have overtøj på, da uniform betyder ens. Nu er det noget lettere, at tage ekstra tøj på under en tjenestefrakke end basseuniformen med stibet krave, så selv om vi havde lange underbukser og en ekstra T-shirt på var det utroligt koldt at stå udenfor i december måned i 1½ time uden overtøj.

Resultatet var at vi rystede som små hunde da vi kom ind i kirken og skulle overvære gudstjenesten. Vi blev placeret rundt omkring i kirken blandt de øvrige gæster, formodentligt for at skabe lidt maritim kolorit. Jeg sad midt på en helt fyldt kirkebænk. Jeg havde det utroligt dårligt, jeg kunne ikke holde op med at ryste af kulde. Efter et stykke tid gjorde jeg et halvkvalt forsøg på at komme ud, men ingen af mine sidemænd, hvor iblandt der var flere præster i fuld ornat, gjorde mine til at lade mig komme ud. Jeg fik det mere og mere dårligt og pludselig var det forsent at komme ud. jeg skulle kaste op. Hvad gør man så? Jeg kastede op i min runde hue - og så kunne jeg pludselig godt få plads til at komme ud. Jeg blev kørt ned om bord, og i løbet af søndag eftermiddag faldt folk om som fluer. Det var en god omgang Roskildesyge der godt hjulpet på vej at de trange forhold på banjen og det snavsede vand i toiletterne drog hærgende gennem skibet.
Årsagen til det dårlige vand i toiletterne var at minelæggerne tog saltvand ind til brug i toiletterne, og da Gent havn ligger langt inde i landet med en kanal ud til havet, var det så som så med gennemstrømningen i havnen og dermed rent vand.
Heldigvis er Roskildesyge jo hektisk men kortvarig, så selvom banjen en overgang mindede om vores første tur, var det værste overstået om tirsdagen, hvor vi var på vej hjem.

Nordsøen viste lidt tænder på vej hjem.