"Patron på ladeskålen, ansætteren spændt."

Når man skal med færgen fra Sjællands Odde til Ebeltoft eller Århus, kører og kører man ud af Sjællands Odde og når endelig færgehavnen. Men hvis man tror, at man har nået spidsen, må man tro om igen. Kort før færgehavnen kan man dreje af til højre og efter endnu 5 km, når man til Søværnets Artillerikursus, som ligger helt ude på spidsen af Sjællands Odde, kaldet Gniben. Her blev vores kadetaspiranthold igen samlet 3. juli 1978. Her skulle vi uddannes til pjecekommandør på 40 mm maskinkanon model 48. Bofors 40 mm maskinkanon var og er nok stadig, en af de mest anvendte 40 mm kanoner i verden, og i 1978 var den også installeret i mange af søværnets enheder. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle havde hver 4, Torpedobådene af Søløven-klassen hver 2, og bevogningsfartøjerne 1.
Begrundelsen for at uddanne os til pjecekommandører på 40 mm var den, at vi så kunne opfylde en mobiliseringsfunktion. Under den kolde krig var det planlagt sådan, at alle i forsvaret (og reserven) havde en mobiliseringsfunktion, således at personel, som til daglig havde et job, der ikke var brug for i krigstid, var designeret til en funktion i krigsorganisationen. Hvis "ballonen gik op", som man kaldte det, skulle man så møde i sin krigsfunktion. Da vi nu og 4 år frem i tiden ville være under uddannelse skulle vores designeringsfunktion være pjecekommandør om bord på en enhed udstyret med 40 mm kanon model 48.

I uddannelsen til pjecekommandører på 40 mm var det første gang vi blev gjort til specialister i noget. Vi skilte ad og samlede kanonen utallige gange og lærte specielle navne på dele af kanonen, som var logiske i denne sammenhæng, men som vi fandt så morsomme, at flere af dem fulgte os årevis, fx: Tilbringerholdepal. (logisk nok er det den pal, som holder tilbringeren.)

Det siger sig selv, at når man skal betjene og skyde med en kanon, skal sikkerheden for personellet være i orden, og vi indlærte derfor de rigtige kommandoer så grundigt, at jeg tror de fleste af os stadig kan vågne op om natten og gengive kommandoen i overskriften korrekt.

Når jeg i teksten hele tiden har understreget, at det var model 48, vi blev uddannet på, er det fordi det var den nyeste og mest avancerede i forsvarets arsenal. Der fandtes også en model 1936, der som navnet antyder var fra (før) 2. verdenskrig. Denne var om bord på minestrygere af SUND-klassen og i hærens luftforsvar på hjul. Model 36 var kun håndrettet og blev styret af 2 mand på selve kanonen (eller pjecen, som det retteligt hedder). Model 48 kunne derimod styres enten af et radar-ildledelsesanlæg, fra en sigtesøjle eller manuelt på pjecen.

Sigtesøjlen til 40 mm.

En sigtesøjle, som vist på billedet, styrede pjecen, således at den som betjente sigtesøjlen ved hjælp af dens sigtemidler kunne rette ilden mod målet korrekt. Dette var klart en fordel i forhold til den manuelle betjening med 2 mand.  Den sublime løsning var selvfølgelig et radar-styret ildledelsesanlæg, som man fx havde på fregatterne.
Vores ophold på artilleriskolen faldt sammen med højsommeren, og det år var det rigtig fint vejr. Det var selvfølgelig rart, når al skydning foregik udendørs, men der var den bivirkning, at vejret også var perfekt til lystsejlads. Kanonerne på Gniben står således, at man kan skyde enten i et skydeområde mod øst eller vest. Når man skyder er skydeområdet forinden blevet aflyst, som det hedder, og det skulle sikre, at skibe og både ikke sejler ind i området. Men da det er de færreste lystsejlere, som nærlæser Efterretninger for søfarende, var der gang på gang sejlbåde på vej tværs gennem skydeområderne, og skydningen måtte så indstilles. Mens vi så lå og slikkede sol kunne vi more os over lystsejlere, som ikke var ordentligt bekendt med geografien ved Sjællands Odde. Ud over spidsen, Gniben, strækker dig sig nemlig et langt, langt rev ud i vandet og for enden af dette er placeret et fyr; Sjællands Rev Fyr. Meningen er så, at man skal sejle uden om fyret, for at gå klar af revet, men mangen modig sejler så vi tænke: " Det kan da ikke være meningen, at man skal sejle helt derud. Jeg smutter lige over her". Vi kunne så ligge og gætte på hvornår han gik på grund, mens vi ventede på klart felt.

"Der skydes."

På trods af den forholdsvis moderne ildledelse af 40 mm model 48 var betjeningen stadig helt manuel. I selve pjecen stod to ladere, som skiftevis isatte en laderamme med 4 patroner. Det galt om at ruppe neglene, men alligevel sætte rammerne præsist, da de ellers kunne klemme sig fast og man fik en standsning. Laderne fik laderammerne fra 2 reoler bagerst i pjecen. Reolerne blev løbende fyldt op af to langere, som stod bag ved pjecen, eller rettere sagt løb frem og tilbage med patronrammene. Pjecekommandøren, som ledede skydningen stod enten oppe ved siden af sigtesøjlen, hvis den blev anvendt eller nede bag pjecen, hvis man sød manuelt.

Efter en lille måned var det overstået, og vi var "fuldbefarne" pjecekommandører til 40 mm model 48.

Tilbage på Skoleskibet

Efter udnævnelsen til sergent blev vores hold for første gang splittet op i mindre grupper. Vi var seks, som gik om bord i Skoleskibet, som nu var skiftet til FYEN. FYEN var søsterskib til MØEN, og havde fået installeret containerne og alt skoleskibsgrej fra MØEN. Grunden til dette, var at MØEN skulle til periodisk eftersyn.
Om bord på Skoleskibet skulle vi nu fungere som dækssergenter, med henblik på udtjekning som vagtassistent.

Vagtassistenten i søværnets skibe er vagtchefens forlængede arm. Modsat vagtchefen, som under sejlads er på broen, kan vagtassistenten bevæge sig rundt på skibet og udføre opgaver efter vagtchefens anvisninger. Til hans opgaver hører bl.a. at sætte og hejse skibets fartøjer, betjene ankerspillet under ankring og letning, rondere skibet jævnligt for at sikre, at der ikke er brand eller læk. Til hjælp i sit arbejde har vagtassistenten et vagthold.
Til søs blev vi seks vagtsassistenselever nu opdelt i tre 2 mandshold, som under vejledning af en af skibets faste sergenter gik en tre tørn. I havn var der kun én af os på vagt sammen med en fast sergent. Udover den rent tekniske del af tjenesten med at hejse og sætte fartøjer, betjene ankerspillet osv. fik vi nu også vores første praktiske træning i mandskabsbehandling. Overfor de menige konstabelelever kunne man godt føre alm. kommando, mens de "gamle" konstabeler fra stambesætningen skulle behandles lidt mere "nænsomt". Vi var jo stadig i deres øjne bare "pis-elever".
Da vi nu var sergenter, skulle vi heller ikke mere skaffe og opholde os i cafeteriaet, men hørte til i sergentmessen.
I søværnets skibe er befalingsmænd og officerer tildelt messer. Ud over det rent fysiske rum er messen en form for klub, som man tilhører i den tid man er om bord. Til "medlemsskabet" hører både rettigheder og pligter. Man spiser i messen og kan opholde sig der i sin fritid. Til rådighed har messen et antal messegaster, som står for betjening og rengøring i messen. Disse messegaster gør desuden tjeneste i kabyssen og har desuden klart skibs poster, normalt som maskingeværskytter eller luftudkigge. Som medlem af messen, afleverer man en fast del af sin udkommandogodtgørelse, som messen så kan råde over til fælles forbrug. Blandt messens opgaver er også repræsentation, når skibet har officielle gæster fx. under havnebesøg i udlandet.
Skoleskibet havde på det tidspunkt vi var om bord ikke mindre end 5 forskellige messer. Chefen havde sin egen messe med tilhørende messegast. Han spiste til daglig alene hos sig selv, men kunne ved specielle lejligheder enten invitere "gæster" fra besætningen, fx kadetter eller blive inviteret af en af de andre messer.
Der var dengang 2 forskellige officersmesser; A- og B officersmessen. A-officerene var de generelt uddannede officerer, enten med skibsførereksamen, forvalter eller tekniklinien. Det var den uddannelse vi sigtede imod. B-officererne hed tidligere specialofficerer og havde som navnet antyder et speciale. De var, som man sagde: "Kommet op gennem klydset" fra stampersonellet. Havde været først konstabler og derefter sergenter med et speciale fx maskin, elektronik, artilleri osv. De havde dernæst gennemgået B-officersuddannelsen på Søofficersskolen. A-officerene var designeret til at skulle være sektions-og divisionschefer,næstkommandrende, chefer i skibene og fortsætte deres karrierer i forsvaret, mens B-officererne var specialisterne, som normalt ikke kunne nå højere rang end orlogskaptajn. I dette system var der jo klart indbygget en strid, men normalt kunne alle se, at der var behov for begge parter, for at enhederne kunne fungere.
De 2 sidste messer om bord var sergentmessen og en kadetmesse for de kadetter, som var på langt togt. Vi var således medlemmer af sergentmessen, men vidste selvfølgelig, at vi var nederst i hakkeordnen, men blev behandlet godt, så længe vi ikke "førte os frem".
Hov, jeg har glemt at nævne den "6. messe". Det menige stampersonel havde en klub, som fysisk var et form for skur forenden af containerne på minedækket i bagbords side. Her kunne det menige stampersonel opholde sig, og der var ingen adgang for elever.

I de år sejlede Skoleskibet meget. Man havde omkring 200 sejldage om året og var normalt på havet fra mandag til fredag hver uge afbrudt af weekendophold i danske eller udenlandske havne. Derfor var det naturligt, at det faste personel opfattede skibet som deres andet hjem. Messen var dagligstuen og lukafet soveværelset. Jeg har oplevet, at sergenter eller officerer havde deres familie med til søndagsfrokost i messen, når skibet lå på Holmen.
En del af stambesætningen var såkaldte dagmænd. De havde deres daglige arbejde fra 0800 til 1600, og da de ikke gik vagt, havde de således fri efter kl. 1600, med mindre skibet gennemførte øvelser. Disse dagmænd kunne således efter aftensmaden hygge sig i deres "dagligstue", uden at tænke på, at de skulle op på vagt senere på natten. Når man var til søs dengang, var der ikke TV eller video. Man kunne spille kort eller læse en bog eller gå i baren. Holdningen til alkohol på arbejdspladsen jo generelt meget anderledes den gang og når mænd var sammen, skulle man have nogle bajere, sagt med andre ord; der var tit fest i messerne. Drikkeriet havde klart et omfang, som i dag ville være helt uacceptabelt, og en af vores kammerater blev da også så forarget, at han skrev en 20 sider lang rapport til Chefen for Søværnet. Den skabte vist en del røre, men jeg registrerede ikke nogle tiltag direkte affødt af "Vismandsrapporten".
Efter en lille måned om bord var vi udtjekket som vagtassistenter og skulle nu videre.