SOS

SOS er det internationale nødsignal men som ovenfor nævnt også forkortelsen for Søværnets Officersskole - ingen relation. SOS blev oprettet i 1701 og er dermed Danmarks næstældste undervisningsinstitution efter Københavns Universitet. Om den er verdens ældste søofficersskole, skændes man til stadighed med den russiske søofficersskole i Skt. Petersborg. (selvfølgelig er SOS ældst).
Frem til 1964 var skolen internatskole (også kaldet kostskole - internat lyder lidt af fængsel), hvor eleverne boede på skolen og i 1970 blev organisationen reorganiseret med faggrupper, så da vi begyndte på SOS var det en helt moderne undervisningsinstitution. På nogle områder var det alligevel anderledes end dit alm. universitet. Påklædningen var jakkeuniform, under søværnets officielle sommer, 1. maj til 1. oktober, kunne man dog gå i sommeruniform, skjorte med korte ærmer. Der var mødepligt, og en gang i mellem havde man tjeneste som vagthavende kadet, hvilket var overkommeligt; møde en halv time før og hejse flaget. Sidde ved vagthavendes skrivebord i frikvarterene og nedhale flaget igen efter skoletid. Normalt var undervisningen fra kl. 0800 til 1500. Undervisningen var på helt moderne vis opdelt i moduler af 2 eller 3 undervisningstimer. Selve indretningen af skolen var (og er stadig) præget af traditionerne. Der er en hyggelig opholdstue til frikvarterene med et stor billardbord, maritime artifakter på væggene og dagens aviser og div. maritime tidskrifter.

Frikvarter med kaffe i opholdsstuen

 

 

Endevæggen i samlingshallen er dækket af et 3 etager højt billede af Slaget i Køgebugt, og i spisesalen er der en bar (dog ikke åben til daglig). Når man mødte om morgenen kunne man bestille smørrebrød til frokosten. Disse blev så smurt i løbet af formiddagen af et par "flinke damer".  I 10-frikvarteret åbnede en lille kiosk i mellemgangen, og man blev her betjent af kaptajnløjtnant Kiosk, som ret skal være ret, vist også havde et andet administrativt job på skolen.

Som nævnt var skolen organiseret med faggrupper, som hver blev ledet af en officer. Faggruppelederne underviste i enkelte fag, men ellers var der under de enkelte faggrupper ansat civile og militære timelærere.

Nu skal officerer jo også kunne begå sig socialt, og derfor var der et par årligt tilbagevendende fester. Den første vi stiftede bekendskab med var Rødvinspartyet. En rimeligt afslappet fest, arrangeret af kadetforeningen om efteråret for at "ryste" kadetterne sammen. Det var med ledsagende damer, og jeg mener at kunne huske, at vi blev "rystet" godt sammen. Der har også muligvis været en ældre kadet af teknisk linje, som har undret sig over alle de unge kadetter på mange billeder i hans kamera, som han så uforsigtigt havde efterladt på baren.

Det store brag var dog kadetballet om foråret, med damerne i lange kjoler og vi i selskabsuniform, som for yngste kadetter bestod i en butterfly i stedet for slips og hvide handsker samt bandoler og kadetdolk.

 

 

CH SOS kommandør Prause og frue hilser på gæsterne.

 

 

Efter man havde hilst på chefen og frue var der velkomst drink og dernæst middag med diverse taler her i blandt talen for damerne, som en (u)heldig kadet af ældste klasse var udvalgt til at holde. Til dette års kadetbal var der dog en ekstra tale, nemlig af kommandør Prauses tidligere sekretær fra Grønlands Kommando, hvor Prause før havde været chef. Prause havde åbenbart været så letsindig at invitere hende, og hun kvitterede med at drikke sig en skid på og holde en uannonceret tale om, hvor sjovt det havde været på Grønland og "du husker nok Prause - vi havde det rigtigt sjovt i Grønland - nodge, nodge - you know what I mean". Det vil være en underdrivelse, at sige, at der var en larmende tavshed efter talen, men hvem sprang til og reddede dagen (aftenen) Pol Potts! Han holdt en rigtig sjov tale, som fik selskabet op igen. Heldigvis er der dog en guddommelig retfærd til, idet sekretæren senere på aftenen faldt ned af hovedtrappen og brækkede håndledet.

Efter middagen var der polonaise og lanciers samt fri dans om ikke til den lyse morgen så da til kl. 0100.

 



 Polonaise er en form for indmarch, som bedst kan beskrives ved, at man går rundt i cirkler og kommer ingen vegne.

 

Nu kommer ingenting af sig selv, undtagen nullermænd, så hvordan kunne vi bovlamme kadetter polonaise og lanciers. Det vender vi tilbage til.







Søværnets Officersskole, klasse 1A

Mandag den 30. oktober 1978 var vi sluppet igennem nåleøjet og startede som klasse 1A på Søofficersskolen (i daglig tale SOS). Af de 40 aspiranter, som var startet et år før, var vi 18 tilbage. Hertil kom 6 nye, som enten var fra tidligere hold eller optaget på anden vis. Klasse 1A 1978 bestod således af 24 kadetter, 18 af taktisk linie og 6 teknikere.

En stor del af undervisningen det første år var en overbygning til fag vi allerede kendte fra gymnasiet. Fysik, matematik, sansynlighedsregning og statistik, engelsk og fransk. Det vigtigste fag var uden tvivl navigation. Desuden var der andre nautiske fag, som det var nødvendigt, at vi skulle have, for at vores uddannelse kunne leve op til den civile skibsføreruddannelse. I nogle fag gik hele klassen sammen, men var delt op i taktikere og teknikere i andre.
I matematik og sansynlighedberegning og statistik havde vi lektor Monrad, som var fra DTH (nu DTU). Teknikerne var så "heldige" at have lektor Krølfedt (se et tidligere indlæg). Monrad var en rigtig god underviser og høstede især poing på sit øl-forsøg i statistik, som med én-stjernet signifikans viste,  at unge kadetter ikke kan smage forskel på alm.- og lyst øl. Da det senere ved forårets kadetbal gik op for os, at han var gift med Madam Mim, gjorde det ham ikke mindre populær. En af grundene til at vi skulle have udviddet matematik, var at vi skulle lære sfærisk geometri med henblik på vores undervisning i astronomisk navigation. Den sfæriske geometri må have gjort et stor indtryk på mig. Hvis du den dag i dag vækker mig om natten, kan jeg stadig ikke sige, hvad det gik ud på.

Potts ved tavlen



I fysik havde vi ligeledes en lektor fra DTH. Lektor Potts (i daglig tale selvfølgelig Pol Potts). Pol Potts var sådan set en udemærket lærer, men havde vist lidt et problem med de våde varer. Den eftermiddag, hvor vi sluttede undervisningen med 3 fysiktimer, blev vi som regel sat til at regne opgaver, og hvis vi havde nogle spørgsmål, kunne vi finde ham på nedenunder på kontorbetjentens kontor (den lokale smugkro). Da vi var på ekskursion med ham til DTH, startede vi dagen på DTHs parkeringsplads med en gammel dansk i pyrexbægrer. Han fortalte os, at det var forbudt ham at drikke spiritus på inde på DTH, derfor parkeringspladsen.
Engelsk læreren var den nu desværre hedengangne Torben Saabye. Jeg tror, han havde haft børnelammelse, fordi han var meget lille og sammenkrøllet, men hovedet var der ikke noget i vejen med. En rigtig god ting var, at vi brugte megen tid på at læse
maritim faglitteratur.

PS og undertegnede ved vores bord i klassen.

Samme sted ca. 29 år senere.

Som andet sprog kunne man vælge mellem fransk og russisk, forstået på den måde, at hvis man havde haft russisk i gymnasiet, skulle man have russisk. Dette ramte en heldig kadet, som havde enetimer i russisk i to semestre. Vi andre var så heldige at have en ret så underholdende lærer i fransk; Pierre Hyllested. Hyllested havde foruden os, den opgave, at undervise daværende statsminister Paul Hartling og han (Hyllested altså) var meget begejstret for skuespilleren Susse Vold. Kunne man få drejet samtalen over på et af de ovennævnte emner, gik der hurtigt en time med det. Hyllested underviste også på Hærens Officersskole(HO), og understegede ofte over for os, at disciplinen på SOS havde meget tilbage at ønske i forhold til HO. Vi tog derfor en dag fusen på ham, ved at stille op til en skansevagt for ham, med skansvagtføreren saluterende med pegepinden.







Værnepligtige SØ hold 1977

Igen (eller måske igæng) må vi forlade kronologien for en kort bemærkning, da der ved SVAs foranstaltning er fremkommet billeder fra holdets optagelse på SRS:

Bag fra, fra venstre:  Hugin, Holst, Lauer, NAK, Wiesmann, Kim Kyhl,
                                  Peter, K.E. , Ivan, Meyer, Kählström, Lennart,
                                  Møllgaard, Per, Snitborg, Bo

Bag fra, fra venstre:  Lindahl, Jarnum, Schelde, Henrik ?, Gullaksen, Frigast,
                                  ?, Nils, ? , Harald, ?, Bondrup
                                  AB, ?, ?, Jesper, Fynboen.
Som I kan se har jeg lidt brug for hjælp med anden del af holdet.

Tilbage i Auderød

I september 78, ca. et år efter vi selv var startet som værnepligtige i Auderød, var halvdelen af holdet tilbage i Auderød, men nu selv som delingsførere for en deling værnepligtige. Vi skulle nu i praksis afprøve, hvad vi havde lært på sergentskolen om undervisning og mandskabsbehandling. Vores delinger bestod, som det var normalt dengang, af en blanding af høj og lav, frivillige og tvungne, fra alle dele af landet.

I min deling var der især 3 drenge, som skilte sig ud, og som jeg husker den dag idag. Den ene var bornholmer og talte meget bornholmsk. Heldigvis kommer jeg fra Dragør, og sjovt nok minder det gamle dragørmål meget om bornholmsk, så selvom jeg ikke taler dragørsk, kunne jeg dog nogenlunde forstå ham. Værre var det med de to sønderjyder i min deling. Det tog et stykke tid, helt at forstå, hvad de sagde, og undervejs lærte jeg en del "nye" gloser. Et hul hedder fx "a gaf" på sønderjysk. Spørgsmålet kom en dag på skydebanen: "Hva´ ska´a gøre, hvis a ha´ fået jord i a gaf"? "Hvad har du"? Det vakte også jubel, da den ene foran hele kompagniet før den første time i træningsbassinet spurgte: "Hva´ ska´ a gøre, hvis a ikke har nogen bade-bavs"? Det største problem med de to alsinger var dog, at mage til sludrevorne personer har jeg aldrig mødt. De knevrede løs med hinanden fra tidlig morgen til sen aften. I begyndelsen var de tilfældigvis placeret ved siden af hinanden i marchkolonnen. Det gik slet ikke. De kunne simpelt hen ikke tie stille. Selvom jeg flyttede dem fra hinanden, knevrede de stadig løs, når vi marcherede og sidste udvej var som regel: "Giv agt, løb". Det lukkede munden på dem, om end kun for en kort periode.

Min deling.

Som delingsførere havde vi ansvaret for en del af delingens uddannelse. Vi underviste i betjening af håndvåben, gevær M 75, og gennemførte skydeprogrammet med delingen på skydebanen. Vi underviste i militær optræden, dvs. ret og rør, march osv. Vi underviste også i sømandskab, knob og stik og øvelser med kasteliner og trosser på Lappedykkeren.

Kompagnibygningerne i Auderød lå i en halvcirkel.

I de andre fag så som redningsmidler, førstehjælp, FUT, brand osv. fungerede vi som hjælpelærere, mens faglærere stod for selve undervisningen. Auderød var sådan indrettet, at alle faciliteter lå indenfor 10 min gang, og man kunne så benytte "gåturen" mellem de forskellige undervisningssteder til at indøve militær optræden.

Under vores tid som delingsførere, afslørede det sig også, at ikke alle havde lige gode evner til at føre kommando. Dagens program afsluttedes med at delingerne marcherede op foran kompagnibygningen, deling for deling, og kompagnibefalingsmanden kunne så give evt. information samlet til hele kompagniet, inden der var aftrædning. Der gik selvfølgelig sport i for os delingsførere at kunne marchere sin deling op og stoppe lige på det rette sted. En dag gik det helt galt for kollega Hugin, hvis deling forsatte direkte ind i den næste deling, mens Hugin råbte forvivlet: "Jeg kan ikke huske, hvordan man standser".

Selvom mange af vores værnepligtige var tvungne ind, var der dog meget få disciplinære problemer. Jeg tror det skyldes, at grunduddannelsen i Auderød var meget koncentreret og uden meget spiltid. Samtidig var de fleste instruktører engagerede i deres undervisning, og dette gjorde, at selv værnepligtige, som ellers var sure over at skulle ind, fandt at tiden ikke var spildt og det måske var andre og interessante ting, man kunne lære i søværnet.

Efter en måned i Auderød var det nu alvor; Vi skulle starte på Søofficersskolen.

Svanen og Thyra

Den 14. august 1978 var vi fire fra årets kadetaspiranthold som mødte til sejlende tjeneste om bord i søværnets 2 sejlkuttere; Svanen og Thyra.
Svanen og Thyra er 2 60 fods yachts bygget ved Molich i Hundested engang i 60´erne. De har 2 master og er yawl-rigget, dvs. den agterste mast, mesanmasten står agten for rorstammen. Men nok om det tekniske. De er to fantastisk flotte skibe, og det er en fornøjelse at lære at sejle med sejl om bord i dem. Man kan kun undre sig over, at vores venner i FKO ikke forlængst har skrottet dem.

Thyra med spiler.

Jeg mønstrede sammen med Kählstrøm, kadetaspirant af MP-klassen, om bord i Svanen, hvor vi skulle fungere som bestikstyrmænd/kød for ældste B-klasse af navigatørlinjen. En bestikstyrmand skal føre navigationen i søkortet, udsætte pladser og føre bestik (nej ikke kniv og gaffel, jeg skal senere forklare, hvad bestik går ud på). Da B-kadetterne selv var under uddannelse i terrestisk navigation, var det så, som så, hvor meget vi kom til kortet, men det gjorde ikke så meget, der var rigeligt andet at lære med at hejse og bjerge sejl og betjene spil. Vores CH på Svanen var Gert Larsen, som var lidt af en herre, men en fantastisk sømand. Jeg lærte virkeligt meget om

Svanen i frisk vejr.

vejr og vind og deres indflydelse på, hvordan man kan sejle. Gert vidste, hvor langt man kunne presse båden, og vi havde nogle rigtigt spændende sejladser. Gert Larsen havde i en periode været 1. styrmand på Danmark, så der var ikke rigtig nogen, der kunne lære ham noget om sejlskibssejlads.

"Skipper, vi synker" Gert:"Gu´ gør vi ej."

Kählstrøm og jeg havde 3 fine uger om bord i Svanen. Det var anstrengende, og man sov godt om natten (når man sov), men en rigtigt godt togt med et par gode havneophold bl.a. Svendborg.

Svanen Thyra i Svendborg.

  

KT-aspirant Lund-Hansen til rors.

(bemærk det moderne sikkerhedsudstyr)



Filekursus og tegningslæsning

Næste del af vores uddannelse var et tre ugers kursus i grundlæggende brug af håndværktøj og uddannelse i at kunne læse (og tegne) tekniske tegninger. Set i dag i bagklogskabens afklarende lys, er det måske lidt svært at se, hvad nytte vi har haft af det. Det var jo selvfølgeligt rart at vide, at man, hvis der var behov for det, selv kunne tegne og bygge en torpedobåd. Behov for dette opstod heldigvis aldrig, da de fleste af os studenter var udstyrede med luffer i stedet for hænder.
Ovennævnte lyder måske lidt negativt, men fakta var, at det faktisk var ret sjovt at bruge hænderne under kyndig instruktion af gode lærere. Og det lykkedes da også at fremstille noget:

Det overlevende resultat af min korte karriere som jern-og metallærling.

FPT

FPT, "Forsvarets Psykologiske Tjeneste" stod med flammeskrift over den første uge i september 1978. Vi havde hørt mange skræmmende beretninger om psykologerne, der med en kort udtalelse kunne forvandle en ambitiøs kadetaspirant til en værnepligtig sergent. Vi skulle over en uge evalueres og vores fremtid i søværnet afgøres. Prøverne bestod dels af nogle skriftlige tests, dels af gruppesamtaler med psykologerne og til sidst 2 personlige interviews med psykologer. De skriftlige opgaver bestod af spørgeskemaer, hvor man skulle associere svar på nogle udsagn. Fx. "Min far" ..... Det var forholdsvis nemt at gennemskue krydsreferencerne og give de "rette" svar. Under gruppesamtalerne måtte man lægge lidt bånd på sine udtalelser, og skrue lidt ned for fis og ballade, idet det var helt klart, som AB ville udtrykke det; at psykologerne var ikke udøvende humorister. Ugen gik tilsyneladende godt, og vi skulle så til de afsluttende personlige samtaler. Her sad æggehovederne med næsen i ens skriftlige svar fra først på ugen. Man skulle så kommentere på nogle af disse. Jeg blev fx spurgt om mit svar på netop udsagnet: "Min far". Jeg havde svaret lidt ud i det blå: "Min bedste ven". Hvad mente jeg med det? Jo, nu da jeg var blevet voksen, følte jeg, at min far var blevet en god ven. "Det var han måske ikke før?" Lød så det næste spørgsmål. Nu var det jo ikke lige det jeg havde ment, men da jeg var barn, var han jo min far, og nu var vi jo mere på lige fod... Ja man skulle sørme passe på, hvad man rodede sig ud i.
Vi fik ikke straks resultaterne af evalueringen hos FPT, men der var nogle stykker på vores hold der røg af i det sving. Jeg husker ikke præcis hvem. Jeg er heller ikke sikker på, at vi andre ved optagelsen på officersskolen fik at vide præcist hvad det var, de enkelte der ikke kom ind, faldt på.

"Patron på ladeskålen, ansætteren spændt."

Når man skal med færgen fra Sjællands Odde til Ebeltoft eller Århus, kører og kører man ud af Sjællands Odde og når endelig færgehavnen. Men hvis man tror, at man har nået spidsen, må man tro om igen. Kort før færgehavnen kan man dreje af til højre og efter endnu 5 km, når man til Søværnets Artillerikursus, som ligger helt ude på spidsen af Sjællands Odde, kaldet Gniben. Her blev vores kadetaspiranthold igen samlet 3. juli 1978. Her skulle vi uddannes til pjecekommandør på 40 mm maskinkanon model 48. Bofors 40 mm maskinkanon var og er nok stadig, en af de mest anvendte 40 mm kanoner i verden, og i 1978 var den også installeret i mange af søværnets enheder. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle havde hver 4, Torpedobådene af Søløven-klassen hver 2, og bevogningsfartøjerne 1.
Begrundelsen for at uddanne os til pjecekommandører på 40 mm var den, at vi så kunne opfylde en mobiliseringsfunktion. Under den kolde krig var det planlagt sådan, at alle i forsvaret (og reserven) havde en mobiliseringsfunktion, således at personel, som til daglig havde et job, der ikke var brug for i krigstid, var designeret til en funktion i krigsorganisationen. Hvis "ballonen gik op", som man kaldte det, skulle man så møde i sin krigsfunktion. Da vi nu og 4 år frem i tiden ville være under uddannelse skulle vores designeringsfunktion være pjecekommandør om bord på en enhed udstyret med 40 mm kanon model 48.

I uddannelsen til pjecekommandører på 40 mm var det første gang vi blev gjort til specialister i noget. Vi skilte ad og samlede kanonen utallige gange og lærte specielle navne på dele af kanonen, som var logiske i denne sammenhæng, men som vi fandt så morsomme, at flere af dem fulgte os årevis, fx: Tilbringerholdepal. (logisk nok er det den pal, som holder tilbringeren.)

Det siger sig selv, at når man skal betjene og skyde med en kanon, skal sikkerheden for personellet være i orden, og vi indlærte derfor de rigtige kommandoer så grundigt, at jeg tror de fleste af os stadig kan vågne op om natten og gengive kommandoen i overskriften korrekt.

Når jeg i teksten hele tiden har understreget, at det var model 48, vi blev uddannet på, er det fordi det var den nyeste og mest avancerede i forsvarets arsenal. Der fandtes også en model 1936, der som navnet antyder var fra (før) 2. verdenskrig. Denne var om bord på minestrygere af SUND-klassen og i hærens luftforsvar på hjul. Model 36 var kun håndrettet og blev styret af 2 mand på selve kanonen (eller pjecen, som det retteligt hedder). Model 48 kunne derimod styres enten af et radar-ildledelsesanlæg, fra en sigtesøjle eller manuelt på pjecen.

Sigtesøjlen til 40 mm.

En sigtesøjle, som vist på billedet, styrede pjecen, således at den som betjente sigtesøjlen ved hjælp af dens sigtemidler kunne rette ilden mod målet korrekt. Dette var klart en fordel i forhold til den manuelle betjening med 2 mand.  Den sublime løsning var selvfølgelig et radar-styret ildledelsesanlæg, som man fx havde på fregatterne.
Vores ophold på artilleriskolen faldt sammen med højsommeren, og det år var det rigtig fint vejr. Det var selvfølgelig rart, når al skydning foregik udendørs, men der var den bivirkning, at vejret også var perfekt til lystsejlads. Kanonerne på Gniben står således, at man kan skyde enten i et skydeområde mod øst eller vest. Når man skyder er skydeområdet forinden blevet aflyst, som det hedder, og det skulle sikre, at skibe og både ikke sejler ind i området. Men da det er de færreste lystsejlere, som nærlæser Efterretninger for søfarende, var der gang på gang sejlbåde på vej tværs gennem skydeområderne, og skydningen måtte så indstilles. Mens vi så lå og slikkede sol kunne vi more os over lystsejlere, som ikke var ordentligt bekendt med geografien ved Sjællands Odde. Ud over spidsen, Gniben, strækker dig sig nemlig et langt, langt rev ud i vandet og for enden af dette er placeret et fyr; Sjællands Rev Fyr. Meningen er så, at man skal sejle uden om fyret, for at gå klar af revet, men mangen modig sejler så vi tænke: " Det kan da ikke være meningen, at man skal sejle helt derud. Jeg smutter lige over her". Vi kunne så ligge og gætte på hvornår han gik på grund, mens vi ventede på klart felt.

"Der skydes."

På trods af den forholdsvis moderne ildledelse af 40 mm model 48 var betjeningen stadig helt manuel. I selve pjecen stod to ladere, som skiftevis isatte en laderamme med 4 patroner. Det galt om at ruppe neglene, men alligevel sætte rammerne præsist, da de ellers kunne klemme sig fast og man fik en standsning. Laderne fik laderammerne fra 2 reoler bagerst i pjecen. Reolerne blev løbende fyldt op af to langere, som stod bag ved pjecen, eller rettere sagt løb frem og tilbage med patronrammene. Pjecekommandøren, som ledede skydningen stod enten oppe ved siden af sigtesøjlen, hvis den blev anvendt eller nede bag pjecen, hvis man sød manuelt.

Efter en lille måned var det overstået, og vi var "fuldbefarne" pjecekommandører til 40 mm model 48.

Tilbage på Skoleskibet

Efter udnævnelsen til sergent blev vores hold for første gang splittet op i mindre grupper. Vi var seks, som gik om bord i Skoleskibet, som nu var skiftet til FYEN. FYEN var søsterskib til MØEN, og havde fået installeret containerne og alt skoleskibsgrej fra MØEN. Grunden til dette, var at MØEN skulle til periodisk eftersyn.
Om bord på Skoleskibet skulle vi nu fungere som dækssergenter, med henblik på udtjekning som vagtassistent.

Vagtassistenten i søværnets skibe er vagtchefens forlængede arm. Modsat vagtchefen, som under sejlads er på broen, kan vagtassistenten bevæge sig rundt på skibet og udføre opgaver efter vagtchefens anvisninger. Til hans opgaver hører bl.a. at sætte og hejse skibets fartøjer, betjene ankerspillet under ankring og letning, rondere skibet jævnligt for at sikre, at der ikke er brand eller læk. Til hjælp i sit arbejde har vagtassistenten et vagthold.
Til søs blev vi seks vagtsassistenselever nu opdelt i tre 2 mandshold, som under vejledning af en af skibets faste sergenter gik en tre tørn. I havn var der kun én af os på vagt sammen med en fast sergent. Udover den rent tekniske del af tjenesten med at hejse og sætte fartøjer, betjene ankerspillet osv. fik vi nu også vores første praktiske træning i mandskabsbehandling. Overfor de menige konstabelelever kunne man godt føre alm. kommando, mens de "gamle" konstabeler fra stambesætningen skulle behandles lidt mere "nænsomt". Vi var jo stadig i deres øjne bare "pis-elever".
Da vi nu var sergenter, skulle vi heller ikke mere skaffe og opholde os i cafeteriaet, men hørte til i sergentmessen.
I søværnets skibe er befalingsmænd og officerer tildelt messer. Ud over det rent fysiske rum er messen en form for klub, som man tilhører i den tid man er om bord. Til "medlemsskabet" hører både rettigheder og pligter. Man spiser i messen og kan opholde sig der i sin fritid. Til rådighed har messen et antal messegaster, som står for betjening og rengøring i messen. Disse messegaster gør desuden tjeneste i kabyssen og har desuden klart skibs poster, normalt som maskingeværskytter eller luftudkigge. Som medlem af messen, afleverer man en fast del af sin udkommandogodtgørelse, som messen så kan råde over til fælles forbrug. Blandt messens opgaver er også repræsentation, når skibet har officielle gæster fx. under havnebesøg i udlandet.
Skoleskibet havde på det tidspunkt vi var om bord ikke mindre end 5 forskellige messer. Chefen havde sin egen messe med tilhørende messegast. Han spiste til daglig alene hos sig selv, men kunne ved specielle lejligheder enten invitere "gæster" fra besætningen, fx kadetter eller blive inviteret af en af de andre messer.
Der var dengang 2 forskellige officersmesser; A- og B officersmessen. A-officerene var de generelt uddannede officerer, enten med skibsførereksamen, forvalter eller tekniklinien. Det var den uddannelse vi sigtede imod. B-officererne hed tidligere specialofficerer og havde som navnet antyder et speciale. De var, som man sagde: "Kommet op gennem klydset" fra stampersonellet. Havde været først konstabler og derefter sergenter med et speciale fx maskin, elektronik, artilleri osv. De havde dernæst gennemgået B-officersuddannelsen på Søofficersskolen. A-officerene var designeret til at skulle være sektions-og divisionschefer,næstkommandrende, chefer i skibene og fortsætte deres karrierer i forsvaret, mens B-officererne var specialisterne, som normalt ikke kunne nå højere rang end orlogskaptajn. I dette system var der jo klart indbygget en strid, men normalt kunne alle se, at der var behov for begge parter, for at enhederne kunne fungere.
De 2 sidste messer om bord var sergentmessen og en kadetmesse for de kadetter, som var på langt togt. Vi var således medlemmer af sergentmessen, men vidste selvfølgelig, at vi var nederst i hakkeordnen, men blev behandlet godt, så længe vi ikke "førte os frem".
Hov, jeg har glemt at nævne den "6. messe". Det menige stampersonel havde en klub, som fysisk var et form for skur forenden af containerne på minedækket i bagbords side. Her kunne det menige stampersonel opholde sig, og der var ingen adgang for elever.

I de år sejlede Skoleskibet meget. Man havde omkring 200 sejldage om året og var normalt på havet fra mandag til fredag hver uge afbrudt af weekendophold i danske eller udenlandske havne. Derfor var det naturligt, at det faste personel opfattede skibet som deres andet hjem. Messen var dagligstuen og lukafet soveværelset. Jeg har oplevet, at sergenter eller officerer havde deres familie med til søndagsfrokost i messen, når skibet lå på Holmen.
En del af stambesætningen var såkaldte dagmænd. De havde deres daglige arbejde fra 0800 til 1600, og da de ikke gik vagt, havde de således fri efter kl. 1600, med mindre skibet gennemførte øvelser. Disse dagmænd kunne således efter aftensmaden hygge sig i deres "dagligstue", uden at tænke på, at de skulle op på vagt senere på natten. Når man var til søs dengang, var der ikke TV eller video. Man kunne spille kort eller læse en bog eller gå i baren. Holdningen til alkohol på arbejdspladsen jo generelt meget anderledes den gang og når mænd var sammen, skulle man have nogle bajere, sagt med andre ord; der var tit fest i messerne. Drikkeriet havde klart et omfang, som i dag ville være helt uacceptabelt, og en af vores kammerater blev da også så forarget, at han skrev en 20 sider lang rapport til Chefen for Søværnet. Den skabte vist en del røre, men jeg registrerede ikke nogle tiltag direkte affødt af "Vismandsrapporten".
Efter en lille måned om bord var vi udtjekket som vagtassistenter og skulle nu videre.

Hvorfor søofficer.

Her er det måske tid til at standse lidt op, holde en pause med soldaterhistorierne, og gøre sig nogle tanker om, hvorfor 40 unge mennesker egentlig var på vej til at uddanne sig som søofficerer. Jeg kan jo selvfølgelig ikke give en forklaring på alles motiver, men med baggrund i mine egne, mener jeg dog at kunne give et vist indblik i, hvad der drev os.
Da vi startede som værnepligtige i 1977, var det danske undervisningssystem, folkeskoler og gymnasier efter manges mening gennemsyret af venstreorienteret indoktrinering. Hvorfor valgte vi så alligevel den uddannelse? Jeg tror de fleste af os var rundet af et godt borgerligt miljø. Vi havde i kraft af vores opdragelse og omgangskreds mod til at stå imod. Jeg tror heller ikke mange af os var særligt interesseret i politik som sådan. Hvis jeg tænker på min egen gymnasieklasse, var der ikke mange, som var politisk interesseret. Måske var den røde påvirkning også overdrevet. Jo vi læste mange artikler fra Information, men faktuelt var der kun en af mine lærere, der sagde direkte, at han var ræverød. Det var min historielærer, som i øvrigt lærte mig meget om at være kritisk overfor alle kilder, røde som blå.
Mine primære motiver for at vælge en uddannelse som søofficer var tre. Det lød som en spændende og afvekslende uddannelse. Man fik en god lederuddannelse, og der var løn under uddannelsen. Mit valg af søværnet var også præget af, at min far var ansat som civil maskinmester i Søværnets Materielkommando, og jeg gennem ham havde fået et indtryk af de mange spændende oplevelser, man kunne få med søværnets skibe.
Jeg var absolut ikke nogen koldkriger, hvis vigtigste mål var at kæmpe for Gud og fædreland, og jeg tror dette heller ikke var tilfældet for de fleste af mine kollegaer. I virkeligheden er det vel de færreste unge mennesker, der når de påbegynder en uddannelse, har et klart billede af, hvad den går ud på, og hvorledes det job den leder frem til, vil være.
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg var totalt uden holdninger. 2 ture til Vestberlin havde givet mig et meget klart indtryk af, at det var langt bedre at være på den vestlige side af muren. Når man i den Østtyske told blevet linet op uden for bussen, mens den blev kontrolleret på undersiden med spejle, var det nok ikke for at hindre vestlige borgere i at komme ind i Østtyskland. Og en tur rundt i Østberlin viste klart at det var ikke et arbejdernes paradis også selvom en østtysk kopi-cola kun kostede 13 øre (og smagte af helved til). Jeg pæne skoleelev var i øvrigt ved at blive smidt af toget på vej til Potsdam af en østtysk togbetjent, hvis uniform fuldstændigt lignede en SS-officers, på nær den var grøn. Kun vores officielt tildelte guides indgriben hindrede mig i at blive efterladt på et trinbrædt i Østberlin.

Et kig over Berlinmuren mod "Unter den Linden" 1973

Nej. Jeg havde ingen tvivl om, at det vestlige system var langt at foretrække, men det var ikke denne holdning, der var min primære grund til at søge officersvejen. Jeg tror de færreste på dette tidspunkt var klar over, hvor stor truslen mod Danmark var og hvilke konsekvenser det kunne have.