Værnepligtige SØ hold 1977

Igen (eller måske igæng) må vi forlade kronologien for en kort bemærkning, da der ved SVAs foranstaltning er fremkommet billeder fra holdets optagelse på SRS:

Bag fra, fra venstre:  Hugin, Holst, Lauer, NAK, Wiesmann, Kim Kyhl,
                                  Peter, K.E. , Ivan, Meyer, Kählström, Lennart,
                                  Møllgaard, Per, Snitborg, Bo

Bag fra, fra venstre:  Lindahl, Jarnum, Schelde, Henrik ?, Gullaksen, Frigast,
                                  ?, Nils, ? , Harald, ?, Bondrup
                                  AB, ?, ?, Jesper, Fynboen.
Som I kan se har jeg lidt brug for hjælp med anden del af holdet.

Tilbage i Auderød

I september 78, ca. et år efter vi selv var startet som værnepligtige i Auderød, var halvdelen af holdet tilbage i Auderød, men nu selv som delingsførere for en deling værnepligtige. Vi skulle nu i praksis afprøve, hvad vi havde lært på sergentskolen om undervisning og mandskabsbehandling. Vores delinger bestod, som det var normalt dengang, af en blanding af høj og lav, frivillige og tvungne, fra alle dele af landet.

I min deling var der især 3 drenge, som skilte sig ud, og som jeg husker den dag idag. Den ene var bornholmer og talte meget bornholmsk. Heldigvis kommer jeg fra Dragør, og sjovt nok minder det gamle dragørmål meget om bornholmsk, så selvom jeg ikke taler dragørsk, kunne jeg dog nogenlunde forstå ham. Værre var det med de to sønderjyder i min deling. Det tog et stykke tid, helt at forstå, hvad de sagde, og undervejs lærte jeg en del "nye" gloser. Et hul hedder fx "a gaf" på sønderjysk. Spørgsmålet kom en dag på skydebanen: "Hva´ ska´a gøre, hvis a ha´ fået jord i a gaf"? "Hvad har du"? Det vakte også jubel, da den ene foran hele kompagniet før den første time i træningsbassinet spurgte: "Hva´ ska´ a gøre, hvis a ikke har nogen bade-bavs"? Det største problem med de to alsinger var dog, at mage til sludrevorne personer har jeg aldrig mødt. De knevrede løs med hinanden fra tidlig morgen til sen aften. I begyndelsen var de tilfældigvis placeret ved siden af hinanden i marchkolonnen. Det gik slet ikke. De kunne simpelt hen ikke tie stille. Selvom jeg flyttede dem fra hinanden, knevrede de stadig løs, når vi marcherede og sidste udvej var som regel: "Giv agt, løb". Det lukkede munden på dem, om end kun for en kort periode.

Min deling.

Som delingsførere havde vi ansvaret for en del af delingens uddannelse. Vi underviste i betjening af håndvåben, gevær M 75, og gennemførte skydeprogrammet med delingen på skydebanen. Vi underviste i militær optræden, dvs. ret og rør, march osv. Vi underviste også i sømandskab, knob og stik og øvelser med kasteliner og trosser på Lappedykkeren.

Kompagnibygningerne i Auderød lå i en halvcirkel.

I de andre fag så som redningsmidler, førstehjælp, FUT, brand osv. fungerede vi som hjælpelærere, mens faglærere stod for selve undervisningen. Auderød var sådan indrettet, at alle faciliteter lå indenfor 10 min gang, og man kunne så benytte "gåturen" mellem de forskellige undervisningssteder til at indøve militær optræden.

Under vores tid som delingsførere, afslørede det sig også, at ikke alle havde lige gode evner til at føre kommando. Dagens program afsluttedes med at delingerne marcherede op foran kompagnibygningen, deling for deling, og kompagnibefalingsmanden kunne så give evt. information samlet til hele kompagniet, inden der var aftrædning. Der gik selvfølgelig sport i for os delingsførere at kunne marchere sin deling op og stoppe lige på det rette sted. En dag gik det helt galt for kollega Hugin, hvis deling forsatte direkte ind i den næste deling, mens Hugin råbte forvivlet: "Jeg kan ikke huske, hvordan man standser".

Selvom mange af vores værnepligtige var tvungne ind, var der dog meget få disciplinære problemer. Jeg tror det skyldes, at grunduddannelsen i Auderød var meget koncentreret og uden meget spiltid. Samtidig var de fleste instruktører engagerede i deres undervisning, og dette gjorde, at selv værnepligtige, som ellers var sure over at skulle ind, fandt at tiden ikke var spildt og det måske var andre og interessante ting, man kunne lære i søværnet.

Efter en måned i Auderød var det nu alvor; Vi skulle starte på Søofficersskolen.

Svanen og Thyra

Den 14. august 1978 var vi fire fra årets kadetaspiranthold som mødte til sejlende tjeneste om bord i søværnets 2 sejlkuttere; Svanen og Thyra.
Svanen og Thyra er 2 60 fods yachts bygget ved Molich i Hundested engang i 60´erne. De har 2 master og er yawl-rigget, dvs. den agterste mast, mesanmasten står agten for rorstammen. Men nok om det tekniske. De er to fantastisk flotte skibe, og det er en fornøjelse at lære at sejle med sejl om bord i dem. Man kan kun undre sig over, at vores venner i FKO ikke forlængst har skrottet dem.

Thyra med spiler.

Jeg mønstrede sammen med Kählstrøm, kadetaspirant af MP-klassen, om bord i Svanen, hvor vi skulle fungere som bestikstyrmænd/kød for ældste B-klasse af navigatørlinjen. En bestikstyrmand skal føre navigationen i søkortet, udsætte pladser og føre bestik (nej ikke kniv og gaffel, jeg skal senere forklare, hvad bestik går ud på). Da B-kadetterne selv var under uddannelse i terrestisk navigation, var det så, som så, hvor meget vi kom til kortet, men det gjorde ikke så meget, der var rigeligt andet at lære med at hejse og bjerge sejl og betjene spil. Vores CH på Svanen var Gert Larsen, som var lidt af en herre, men en fantastisk sømand. Jeg lærte virkeligt meget om

Svanen i frisk vejr.

vejr og vind og deres indflydelse på, hvordan man kan sejle. Gert vidste, hvor langt man kunne presse båden, og vi havde nogle rigtigt spændende sejladser. Gert Larsen havde i en periode været 1. styrmand på Danmark, så der var ikke rigtig nogen, der kunne lære ham noget om sejlskibssejlads.

"Skipper, vi synker" Gert:"Gu´ gør vi ej."

Kählstrøm og jeg havde 3 fine uger om bord i Svanen. Det var anstrengende, og man sov godt om natten (når man sov), men en rigtigt godt togt med et par gode havneophold bl.a. Svendborg.

Svanen Thyra i Svendborg.

  

KT-aspirant Lund-Hansen til rors.

(bemærk det moderne sikkerhedsudstyr)



Filekursus og tegningslæsning

Næste del af vores uddannelse var et tre ugers kursus i grundlæggende brug af håndværktøj og uddannelse i at kunne læse (og tegne) tekniske tegninger. Set i dag i bagklogskabens afklarende lys, er det måske lidt svært at se, hvad nytte vi har haft af det. Det var jo selvfølgeligt rart at vide, at man, hvis der var behov for det, selv kunne tegne og bygge en torpedobåd. Behov for dette opstod heldigvis aldrig, da de fleste af os studenter var udstyrede med luffer i stedet for hænder.
Ovennævnte lyder måske lidt negativt, men fakta var, at det faktisk var ret sjovt at bruge hænderne under kyndig instruktion af gode lærere. Og det lykkedes da også at fremstille noget:

Det overlevende resultat af min korte karriere som jern-og metallærling.

FPT

FPT, "Forsvarets Psykologiske Tjeneste" stod med flammeskrift over den første uge i september 1978. Vi havde hørt mange skræmmende beretninger om psykologerne, der med en kort udtalelse kunne forvandle en ambitiøs kadetaspirant til en værnepligtig sergent. Vi skulle over en uge evalueres og vores fremtid i søværnet afgøres. Prøverne bestod dels af nogle skriftlige tests, dels af gruppesamtaler med psykologerne og til sidst 2 personlige interviews med psykologer. De skriftlige opgaver bestod af spørgeskemaer, hvor man skulle associere svar på nogle udsagn. Fx. "Min far" ..... Det var forholdsvis nemt at gennemskue krydsreferencerne og give de "rette" svar. Under gruppesamtalerne måtte man lægge lidt bånd på sine udtalelser, og skrue lidt ned for fis og ballade, idet det var helt klart, som AB ville udtrykke det; at psykologerne var ikke udøvende humorister. Ugen gik tilsyneladende godt, og vi skulle så til de afsluttende personlige samtaler. Her sad æggehovederne med næsen i ens skriftlige svar fra først på ugen. Man skulle så kommentere på nogle af disse. Jeg blev fx spurgt om mit svar på netop udsagnet: "Min far". Jeg havde svaret lidt ud i det blå: "Min bedste ven". Hvad mente jeg med det? Jo, nu da jeg var blevet voksen, følte jeg, at min far var blevet en god ven. "Det var han måske ikke før?" Lød så det næste spørgsmål. Nu var det jo ikke lige det jeg havde ment, men da jeg var barn, var han jo min far, og nu var vi jo mere på lige fod... Ja man skulle sørme passe på, hvad man rodede sig ud i.
Vi fik ikke straks resultaterne af evalueringen hos FPT, men der var nogle stykker på vores hold der røg af i det sving. Jeg husker ikke præcis hvem. Jeg er heller ikke sikker på, at vi andre ved optagelsen på officersskolen fik at vide præcist hvad det var, de enkelte der ikke kom ind, faldt på.

"Patron på ladeskålen, ansætteren spændt."

Når man skal med færgen fra Sjællands Odde til Ebeltoft eller Århus, kører og kører man ud af Sjællands Odde og når endelig færgehavnen. Men hvis man tror, at man har nået spidsen, må man tro om igen. Kort før færgehavnen kan man dreje af til højre og efter endnu 5 km, når man til Søværnets Artillerikursus, som ligger helt ude på spidsen af Sjællands Odde, kaldet Gniben. Her blev vores kadetaspiranthold igen samlet 3. juli 1978. Her skulle vi uddannes til pjecekommandør på 40 mm maskinkanon model 48. Bofors 40 mm maskinkanon var og er nok stadig, en af de mest anvendte 40 mm kanoner i verden, og i 1978 var den også installeret i mange af søværnets enheder. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle havde hver 4, Torpedobådene af Søløven-klassen hver 2, og bevogningsfartøjerne 1.
Begrundelsen for at uddanne os til pjecekommandører på 40 mm var den, at vi så kunne opfylde en mobiliseringsfunktion. Under den kolde krig var det planlagt sådan, at alle i forsvaret (og reserven) havde en mobiliseringsfunktion, således at personel, som til daglig havde et job, der ikke var brug for i krigstid, var designeret til en funktion i krigsorganisationen. Hvis "ballonen gik op", som man kaldte det, skulle man så møde i sin krigsfunktion. Da vi nu og 4 år frem i tiden ville være under uddannelse skulle vores designeringsfunktion være pjecekommandør om bord på en enhed udstyret med 40 mm kanon model 48.

I uddannelsen til pjecekommandører på 40 mm var det første gang vi blev gjort til specialister i noget. Vi skilte ad og samlede kanonen utallige gange og lærte specielle navne på dele af kanonen, som var logiske i denne sammenhæng, men som vi fandt så morsomme, at flere af dem fulgte os årevis, fx: Tilbringerholdepal. (logisk nok er det den pal, som holder tilbringeren.)

Det siger sig selv, at når man skal betjene og skyde med en kanon, skal sikkerheden for personellet være i orden, og vi indlærte derfor de rigtige kommandoer så grundigt, at jeg tror de fleste af os stadig kan vågne op om natten og gengive kommandoen i overskriften korrekt.

Når jeg i teksten hele tiden har understreget, at det var model 48, vi blev uddannet på, er det fordi det var den nyeste og mest avancerede i forsvarets arsenal. Der fandtes også en model 1936, der som navnet antyder var fra (før) 2. verdenskrig. Denne var om bord på minestrygere af SUND-klassen og i hærens luftforsvar på hjul. Model 36 var kun håndrettet og blev styret af 2 mand på selve kanonen (eller pjecen, som det retteligt hedder). Model 48 kunne derimod styres enten af et radar-ildledelsesanlæg, fra en sigtesøjle eller manuelt på pjecen.

Sigtesøjlen til 40 mm.

En sigtesøjle, som vist på billedet, styrede pjecen, således at den som betjente sigtesøjlen ved hjælp af dens sigtemidler kunne rette ilden mod målet korrekt. Dette var klart en fordel i forhold til den manuelle betjening med 2 mand.  Den sublime løsning var selvfølgelig et radar-styret ildledelsesanlæg, som man fx havde på fregatterne.
Vores ophold på artilleriskolen faldt sammen med højsommeren, og det år var det rigtig fint vejr. Det var selvfølgelig rart, når al skydning foregik udendørs, men der var den bivirkning, at vejret også var perfekt til lystsejlads. Kanonerne på Gniben står således, at man kan skyde enten i et skydeområde mod øst eller vest. Når man skyder er skydeområdet forinden blevet aflyst, som det hedder, og det skulle sikre, at skibe og både ikke sejler ind i området. Men da det er de færreste lystsejlere, som nærlæser Efterretninger for søfarende, var der gang på gang sejlbåde på vej tværs gennem skydeområderne, og skydningen måtte så indstilles. Mens vi så lå og slikkede sol kunne vi more os over lystsejlere, som ikke var ordentligt bekendt med geografien ved Sjællands Odde. Ud over spidsen, Gniben, strækker dig sig nemlig et langt, langt rev ud i vandet og for enden af dette er placeret et fyr; Sjællands Rev Fyr. Meningen er så, at man skal sejle uden om fyret, for at gå klar af revet, men mangen modig sejler så vi tænke: " Det kan da ikke være meningen, at man skal sejle helt derud. Jeg smutter lige over her". Vi kunne så ligge og gætte på hvornår han gik på grund, mens vi ventede på klart felt.

"Der skydes."

På trods af den forholdsvis moderne ildledelse af 40 mm model 48 var betjeningen stadig helt manuel. I selve pjecen stod to ladere, som skiftevis isatte en laderamme med 4 patroner. Det galt om at ruppe neglene, men alligevel sætte rammerne præsist, da de ellers kunne klemme sig fast og man fik en standsning. Laderne fik laderammerne fra 2 reoler bagerst i pjecen. Reolerne blev løbende fyldt op af to langere, som stod bag ved pjecen, eller rettere sagt løb frem og tilbage med patronrammene. Pjecekommandøren, som ledede skydningen stod enten oppe ved siden af sigtesøjlen, hvis den blev anvendt eller nede bag pjecen, hvis man sød manuelt.

Efter en lille måned var det overstået, og vi var "fuldbefarne" pjecekommandører til 40 mm model 48.

Tilbage på Skoleskibet

Efter udnævnelsen til sergent blev vores hold for første gang splittet op i mindre grupper. Vi var seks, som gik om bord i Skoleskibet, som nu var skiftet til FYEN. FYEN var søsterskib til MØEN, og havde fået installeret containerne og alt skoleskibsgrej fra MØEN. Grunden til dette, var at MØEN skulle til periodisk eftersyn.
Om bord på Skoleskibet skulle vi nu fungere som dækssergenter, med henblik på udtjekning som vagtassistent.

Vagtassistenten i søværnets skibe er vagtchefens forlængede arm. Modsat vagtchefen, som under sejlads er på broen, kan vagtassistenten bevæge sig rundt på skibet og udføre opgaver efter vagtchefens anvisninger. Til hans opgaver hører bl.a. at sætte og hejse skibets fartøjer, betjene ankerspillet under ankring og letning, rondere skibet jævnligt for at sikre, at der ikke er brand eller læk. Til hjælp i sit arbejde har vagtassistenten et vagthold.
Til søs blev vi seks vagtsassistenselever nu opdelt i tre 2 mandshold, som under vejledning af en af skibets faste sergenter gik en tre tørn. I havn var der kun én af os på vagt sammen med en fast sergent. Udover den rent tekniske del af tjenesten med at hejse og sætte fartøjer, betjene ankerspillet osv. fik vi nu også vores første praktiske træning i mandskabsbehandling. Overfor de menige konstabelelever kunne man godt føre alm. kommando, mens de "gamle" konstabeler fra stambesætningen skulle behandles lidt mere "nænsomt". Vi var jo stadig i deres øjne bare "pis-elever".
Da vi nu var sergenter, skulle vi heller ikke mere skaffe og opholde os i cafeteriaet, men hørte til i sergentmessen.
I søværnets skibe er befalingsmænd og officerer tildelt messer. Ud over det rent fysiske rum er messen en form for klub, som man tilhører i den tid man er om bord. Til "medlemsskabet" hører både rettigheder og pligter. Man spiser i messen og kan opholde sig der i sin fritid. Til rådighed har messen et antal messegaster, som står for betjening og rengøring i messen. Disse messegaster gør desuden tjeneste i kabyssen og har desuden klart skibs poster, normalt som maskingeværskytter eller luftudkigge. Som medlem af messen, afleverer man en fast del af sin udkommandogodtgørelse, som messen så kan råde over til fælles forbrug. Blandt messens opgaver er også repræsentation, når skibet har officielle gæster fx. under havnebesøg i udlandet.
Skoleskibet havde på det tidspunkt vi var om bord ikke mindre end 5 forskellige messer. Chefen havde sin egen messe med tilhørende messegast. Han spiste til daglig alene hos sig selv, men kunne ved specielle lejligheder enten invitere "gæster" fra besætningen, fx kadetter eller blive inviteret af en af de andre messer.
Der var dengang 2 forskellige officersmesser; A- og B officersmessen. A-officerene var de generelt uddannede officerer, enten med skibsførereksamen, forvalter eller tekniklinien. Det var den uddannelse vi sigtede imod. B-officererne hed tidligere specialofficerer og havde som navnet antyder et speciale. De var, som man sagde: "Kommet op gennem klydset" fra stampersonellet. Havde været først konstabler og derefter sergenter med et speciale fx maskin, elektronik, artilleri osv. De havde dernæst gennemgået B-officersuddannelsen på Søofficersskolen. A-officerene var designeret til at skulle være sektions-og divisionschefer,næstkommandrende, chefer i skibene og fortsætte deres karrierer i forsvaret, mens B-officererne var specialisterne, som normalt ikke kunne nå højere rang end orlogskaptajn. I dette system var der jo klart indbygget en strid, men normalt kunne alle se, at der var behov for begge parter, for at enhederne kunne fungere.
De 2 sidste messer om bord var sergentmessen og en kadetmesse for de kadetter, som var på langt togt. Vi var således medlemmer af sergentmessen, men vidste selvfølgelig, at vi var nederst i hakkeordnen, men blev behandlet godt, så længe vi ikke "førte os frem".
Hov, jeg har glemt at nævne den "6. messe". Det menige stampersonel havde en klub, som fysisk var et form for skur forenden af containerne på minedækket i bagbords side. Her kunne det menige stampersonel opholde sig, og der var ingen adgang for elever.

I de år sejlede Skoleskibet meget. Man havde omkring 200 sejldage om året og var normalt på havet fra mandag til fredag hver uge afbrudt af weekendophold i danske eller udenlandske havne. Derfor var det naturligt, at det faste personel opfattede skibet som deres andet hjem. Messen var dagligstuen og lukafet soveværelset. Jeg har oplevet, at sergenter eller officerer havde deres familie med til søndagsfrokost i messen, når skibet lå på Holmen.
En del af stambesætningen var såkaldte dagmænd. De havde deres daglige arbejde fra 0800 til 1600, og da de ikke gik vagt, havde de således fri efter kl. 1600, med mindre skibet gennemførte øvelser. Disse dagmænd kunne således efter aftensmaden hygge sig i deres "dagligstue", uden at tænke på, at de skulle op på vagt senere på natten. Når man var til søs dengang, var der ikke TV eller video. Man kunne spille kort eller læse en bog eller gå i baren. Holdningen til alkohol på arbejdspladsen jo generelt meget anderledes den gang og når mænd var sammen, skulle man have nogle bajere, sagt med andre ord; der var tit fest i messerne. Drikkeriet havde klart et omfang, som i dag ville være helt uacceptabelt, og en af vores kammerater blev da også så forarget, at han skrev en 20 sider lang rapport til Chefen for Søværnet. Den skabte vist en del røre, men jeg registrerede ikke nogle tiltag direkte affødt af "Vismandsrapporten".
Efter en lille måned om bord var vi udtjekket som vagtassistenter og skulle nu videre.

Hvorfor søofficer.

Her er det måske tid til at standse lidt op, holde en pause med soldaterhistorierne, og gøre sig nogle tanker om, hvorfor 40 unge mennesker egentlig var på vej til at uddanne sig som søofficerer. Jeg kan jo selvfølgelig ikke give en forklaring på alles motiver, men med baggrund i mine egne, mener jeg dog at kunne give et vist indblik i, hvad der drev os.
Da vi startede som værnepligtige i 1977, var det danske undervisningssystem, folkeskoler og gymnasier efter manges mening gennemsyret af venstreorienteret indoktrinering. Hvorfor valgte vi så alligevel den uddannelse? Jeg tror de fleste af os var rundet af et godt borgerligt miljø. Vi havde i kraft af vores opdragelse og omgangskreds mod til at stå imod. Jeg tror heller ikke mange af os var særligt interesseret i politik som sådan. Hvis jeg tænker på min egen gymnasieklasse, var der ikke mange, som var politisk interesseret. Måske var den røde påvirkning også overdrevet. Jo vi læste mange artikler fra Information, men faktuelt var der kun en af mine lærere, der sagde direkte, at han var ræverød. Det var min historielærer, som i øvrigt lærte mig meget om at være kritisk overfor alle kilder, røde som blå.
Mine primære motiver for at vælge en uddannelse som søofficer var tre. Det lød som en spændende og afvekslende uddannelse. Man fik en god lederuddannelse, og der var løn under uddannelsen. Mit valg af søværnet var også præget af, at min far var ansat som civil maskinmester i Søværnets Materielkommando, og jeg gennem ham havde fået et indtryk af de mange spændende oplevelser, man kunne få med søværnets skibe.
Jeg var absolut ikke nogen koldkriger, hvis vigtigste mål var at kæmpe for Gud og fædreland, og jeg tror dette heller ikke var tilfældet for de fleste af mine kollegaer. I virkeligheden er det vel de færreste unge mennesker, der når de påbegynder en uddannelse, har et klart billede af, hvad den går ud på, og hvorledes det job den leder frem til, vil være.
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg var totalt uden holdninger. 2 ture til Vestberlin havde givet mig et meget klart indtryk af, at det var langt bedre at være på den vestlige side af muren. Når man i den Østtyske told blevet linet op uden for bussen, mens den blev kontrolleret på undersiden med spejle, var det nok ikke for at hindre vestlige borgere i at komme ind i Østtyskland. Og en tur rundt i Østberlin viste klart at det var ikke et arbejdernes paradis også selvom en østtysk kopi-cola kun kostede 13 øre (og smagte af helved til). Jeg pæne skoleelev var i øvrigt ved at blive smidt af toget på vej til Potsdam af en østtysk togbetjent, hvis uniform fuldstændigt lignede en SS-officers, på nær den var grøn. Kun vores officielt tildelte guides indgriben hindrede mig i at blive efterladt på et trinbrædt i Østberlin.

Et kig over Berlinmuren mod "Unter den Linden" 1973

Nej. Jeg havde ingen tvivl om, at det vestlige system var langt at foretrække, men det var ikke denne holdning, der var min primære grund til at søge officersvejen. Jeg tror de færreste på dette tidspunkt var klar over, hvor stor truslen mod Danmark var og hvilke konsekvenser det kunne have.

Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole

Ved udgangen af februar var vores togt med Skoleskibet MØEN forbi, og vi skulle begynde på uddannelsen til Sergent SØ på Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole (SRS) i Frederikshavn.
I søværnet er alle befalingsmænd, sergenter, oversergenter osv. specialist- eller faguddannede. De gennemfører deres befalingsmandsuddannelse som en overbygning til deres speciale, fx kampinformation, våben eller maskintekniker. Da vi jo ikke havde noget speciale, men kun var næsten grønne værnepligtige, var vores sergenttitel efter udnævnelse sergent SØ (med henblik på søofficersuddannelse). Som det kan udledes af navnet, blev der også uddannet reserveofficerer på skolen i Frederikshavn. Reserveofficerer i søværnet var civilt uddannede styrmænd og maskinmestre som blev fanget i værnepligtsnettet og skulle aftjene 18 måneders værnepligt i stedet for 9. Gennem en lynuddannelse til sergent og derefter reserveofficer kunne søværnet udnytte deres faguddannelser til tjeneste som vagtchefer og maskinofficerer om bord i skibene i ca. 9 måneder.

 Morgenmønstring på SRS

Da vi mødte på SRS, havde der allerede været en del frafald på vores hold. Flere havde erkendt, at det der med at fare rundt ude på havet nok alligevel ikke rigtig var noget for dem. Til gengæld blev holdet nu suppleret med en 5 - 6 nye. Det var konstabler, som efter kortere eller længere tids tjeneste havde ansøgt om at videreuddanne sig til officerer. Selv om de "nye" ansigter generelt var lidt ældre og erfarne end vi andre, faldt de hurtigt ind i fællesskabet.

På SRS blev vi indkvarteret på 2 mandslukafer med eget bad og toilet. Det var jo vild luksus efter Auderød og MØEN. Med på holdet helt fra begyndelse var en af mine klassekammerater fra gymnasiet, så det var naturligt at jeg skulle dele rum med Lennart. Det gik fint, selvom vi af natur var næsten som nat og dag, så kendte vi jo hinanden godt fra gymnasiet.

Vores sergentuddannelse var rettet mod at uddanne os til funktionen vagtassistent i søværnets enheder, men en del af undervisningen havde mere henblik på vores senere tjenste som officerer. Uddannelsen var derfor en blanding af teoretiske fag og mere praktisk undervisning.

Vores klasseværelse mede det nyeste i audiovisuelle hjælpemidler; Overhead projektor.

 



Et vigtigt fag var kommunikation. I sømilitær regi betyder det blandt andet, at vi skulle lære at sende og modtage blinksignalering. Dette indebar først at kunne morsealfabetet og derefter selv kunne sende og modtager signaler ved hjælp af signallamper. Det blev der brugt mange morgener på. Vi skulle også gennemføre den teoretiske del af duelighedsbeviset for sejlads. Det betød undervisning og opgaver i navigation og søvejsregler. For at uddanne os til instruktører (det militære udtryk for en lærer) underviste vi hinanden på skift i militær optræden (ret, rør, march osv) og våbenlære og skydning. Selvfølgelig var der også fut.

Lederen af gymnastikafdelingen var en lidt ældre officer, som jeg den dag i dag har mistænkt for at have været gammel kystartillerist. Han havde i hvert tilfælde en opførsel, som jeg har svært ved at se placeret i et skib. Han skulle undervise os i nærkamp, eller som det hurtigt kom til at hedde: "Hug, stik og tag til fange". Til at simulere bajonet angreb havde vi nogle stænger, som for enderne var udstyret med store læderpuder. ( Det er lidt svært at forklare, hvorfor vi skulle lære det. Jeg har aldrig i mine 30 år i søværnet set en riffel med bajonet). Han var jo selv ekspert og skulle derfor først vise os, hvordan det blev gjort. En af os skulle angribe ham, og da vi stadig på det tidspunkt var lidt benovne overfor autoriteter, var det et lidt valent angreb, som han jo let kunne parere. Men historien gik så, at kort tid efter vi havde haft vor time i bajonetfægtning, skulle han gøre det samme med en reserveofficersklasse. De var tilsyneladende ikke helt så benovne, fordi en stor styrmand hamrede ham sådan en på kassen, at resten af timen måtte aflyses. Han kørte altid på cykel til og fra arbejde, og ganske korrekt, men måske lidt for meget; stod han altid af og trak gennem vagten. Han forventede til gengæld også, at den vagthavende elev kom ud og gjorde honnør. Hvad sagde jeg? Kystartillerist.

Som en del af uddannelsen på maskinpistol var vi også på skydebanen. Det var ret interessant at opdage, at man nok ikke var helt så god som Rambo. På ca. 20 meters afstand at fyre et helt magasin på 30 skud fra hoften mod en skive og så se, at kun 5 traf.

Vi skulle også kaste en såkaldt "skarp" håndgranat. Jeg lavede et så flot kast, at jeg blev stående og nød det lige indtil instruktøren, lidt hårdhændet, trak mig om bag betondækningen - Boom og man kunne høre granatsplinterne slå ind i den anden side af betonvæggen. Det var meget illustrativt.

Undervisningen var som regel fra 0800 til 1600, så vi havde en del fritid, når vi altså ikke var tvangindlagt til et maskinskrivningskursus i blindskrift en aften om ugen med en tumpe fra Frederikshavn. Nu ligger SRS oppe i Pikkerbakkerne ca. 3 km syd for selve Frederikshavn, og selvom byen også dengang havde et ret livligt natteliv, havde vi hverken råd eller lyst til at gå i byen hver dag. Vi spillede en del fodbold, eller løb i skoven rundt om skolen. Nogle gange sad vi bare og læste på lukafet. En sådan aften bankede det på Lennarts og min dør, og ind kom Hugin. Hugin var nok ikke det mest typiske officersemne. På skoleskibet havde hans ynglings fritidsbeskæftigelse været at læse franske romaner (altså rigtige romaner) (på fransk) i køjen. Hugin udbrød nu til os, med skinger stemme: "Jeg kan ikke holde det ud, han sidder hele tiden og spiller på den æggedeler". Hugin var indkvarteret sammen med Fynboen. En lidt hippiagtig fyr fra Odense, som tit og ofte spillede guitar. Fynboen måtte senere desværre afgå fra uddannelsen, da han ved et højdespring faldt ved siden af madrassen og slog hovedet, så han derefter tit havde hovedpine og så dobbelt.

Mine gode sambo Lennart havde også i gymnasiet haft et afslappet forhold til lektier. Aftenen inden vi skulle aflevere navigationsopgaver for første gang, og jeg sad og dontede, proklamerede Lennart, at nu gik han i byen (det var vist en tirsdag). "Er du blevet færdig med opgaverne" spurgte jeg. "Nej ikke helt, men jeg tager dem med." svarede han. Næste dag afleverede Lennart til min overraskelse et helt besvaret opgavesæt. Da vi fik opgaverne tilbage, havde Lennart ikke fået så god en karakter, hvilket på det tidspunkt måske ikke var den store overraskelse. Han havde om aftenen på et værtshus mødt en søofficer, som over et par bajere havde hjulpet ham med at løse opgaverne. Der var bare den hage, at Lennarts opgavesæt var næsten ulæseligt skrevet og lugtede ret meget af gammelt øl.

Lennart var ikke den eneste, som kom lidt uheldigt af sted med spiritus. For at opøve os i at gå vagt, skulle vi på tørn forrette tjeneste som vagtmand, hvilket indebar, at sidde i vagtbygningen ved indgangen og sikre, at kun militært personel kom ind på området. I vagten var en protokol, hvor man skulle notere alle vigtige hændelser på vagten fx hvornår man havde ronderet (dvs. gået en patrulje rundt på området), ind og udpassage af FUT-officeren osv. Der skete så det, at der blev afholdt en lille fest på skolen, med god mad og lidt rødvin til. Vores kollega Per var så "heldig" at have vagten den aften, men fik lov til at spise med, før han genoptog vagten ved indgangen. Næste dag havde Per tilsyneladende forrettet sin vagt korrekt, men blev om formiddagen kaldt op til skoleofficeren. I vagtbogen stod alle indførsler klart og tydeligt, men der var alligevel klar mistanke mod ham om at have drukket på vagten. Den blev baseret på de store tydelige rødvinspletter, som også var indført i protokollen. Han slap dog med en skarp advarsel.

Vores arbejdsuge var fra mandag til fredag, og da skolen var lukket i weekenden, skulle alle rejse hjem. Dette indbar en del togrejser - for os fra Djævleøen - lange togrejser. Undervisningen sluttede fredag så betids, at man med hiv, sving og taxa kunne nå lyntoget fra Frederikshavn, der afgik kl. 1400. At betale alle disse togrejser var ikke noget problem, vi havde stadig vores værnepligtstogkort, men at få plads var en anden sag. DSB havde dengang bestemt, at pladsbilletter kunne købes op til 2 måneder før. Og denne lyntogsafgang var så populær, at vi hele tiden skulle købe pladsbilletter 2 måneder frem for at være sikker på at komme med. Hvis man ikke havde pladsbillet til lyntoget, blev man vippet af i Kvissel og måtte så med bumletoget (intercitytoget). Lyntoget var med lidt held i København kl. 2200, intercitytoget først omkring midnat. Fra Københavns Hovedbanegård, skulle jeg så med bus til Dragør (Hvis jeg ikke havde fået lokket min rare far til at hente mig). I bussen måtte jeg pænt betale, fordi forsvaret og DSB i sin kollektive visdom havde besluttet at værnepligtstogkortet ikke dækkede zone 1 og 2. For at hindre misbrug, var forklaringen. Som om nogen havde tænkt sig at bruge weekenden på udelukkende at køre København tynd med bus.

Selv med lyntoget var turen til København ret lang. Vi prøvede at fordrive tiden på bedste beskub. Det viste sig umuligt at medtage øl nok til, at de kunne række til hele turen, og vi havde jo ikke råd til at tilbringe hele turen i togbaren. Man kunne læse, sove eller lytte til andres samtaler (Dette var før Walkman´en blev opfundet). Med i toget var jo ofte vores kommede reseveofficerskollegaer. Der var sjældent grænser for, hvor meget de følte sig snydt. De havde tjent meget bedre i det civile, søværnet var dumt og kedeligt, lige så snart de var færdige med søværnet, skulle de i hvert tilfald ud at sejle langfart igen osv, osv. Sjovt nok mødte jeg tit de samme reserveofficerer stadig i søværnet årevis efter, at deres værnepligtstid var ovre, så det var måske ikke så slemt igen.
Vi kørte så meget i tog, at vi kunne rækkefølgen af stationer udenad, Kvissel, Tolne , Sindal, Hjørring....og hvad togføreren sagde ved hver enkelt: "Så er det Langå, rejsende til Struer og Thisted skal skifte." Specielt én togfører havde en meget hæs og staccato udtale, som vi blev eksperter i at kopiere.

Tilbageturen udgik fra perron 1 søndag aften kl. 2200. Her var det lidt smart, at DSB havde liggevogne i nattoget, som var fremme i Frederikshavn ca. halv syv. Nu skal man bide mærke i betegnelsen liggevogne. Der var bestemt ingen garanti for søvn. I en standardkupé blev fem fremmede mænd, kvinder, børn og soldater anbragt på 5 køjer og fik hver udleveret en hovedpude, 2 cm høj og et gråt tæppe. Disse natlige ture gav rigeligt med oplevelser. På en tur kunne vinduet i kupeen ikke lukkes helt, og da det netop den nat var snestorm, var jeg sikkert frosset ihjel, hvis jeg ikke havde haft alt mit tøj på, endvidere lå der ved ankomsten til Fredrikshavn en anseelig snedrive på gulvet.

En anden gang lå jeg under en sød dreng på ca. ti år, som netop havde fået et nyt elektronisk ur, som tilsyneladende kunne mange ting herunder bippe, hvilket det (han) gjorde størstedelen af turen. Den gang skulle toget jo fragtes over Storbælt med færge, så man kunne furagere lidt på færgen, hvis man ville. Normalt sov vi dog fra det hele.
På et tidspunkt blev skolen besøgt af et hold psykologistuderende, der som en del af deres undersøgelse lod os løse den intelligenstest, som blev anvendt ved session. Vi havde jo selvfølgelig løst den der, men vi havde også fået den samme test ved optagelseprøven til søofficersuddannelsen. Til de studerendes store overraskelse løste vi nu opgaven væsentligt dårligere end ved optagelsesprøven. De pæne mennesker havde begået den fejl, at lave testen fredag formiddag, hvor vi alle havde seriøse tømmermænd efter en torsdagstur i byen. Jeg tror aldrig de fandt en psykologisk forklaring på dette.
De ca. tre måneder på SRS rystede os jo yderligere godt sammen, og vi skulle så op til de afsluttende prøver. Så vidt jeg husker bestod vist alle, og vores ophold skulle så afsluttes med et officielt arrangement i cafeteriet onsdag aften. Vi havde så helt ekstraordinært fået lov til at låne officersmessen til en fest torsdag aften og selve udnævnelsen og afgang skulle foregå fredag formiddag.

SRS chef KK H.J. Jørgensen (kaldet Krydspejleren) holder en pæn tale for os.

Onsdag aften var lidt "stiv" og officiel, med taler fra chefen osv.




Den pæne officielle middag.


Så torsdag, hvor vi kun var os selv og vores holdofficer SVA, kunne vi slå os lidt mere løs. Vi havde allerede fået en ide om, at SVA måske ikke var så kedelig og korrekt, som han virkede til daglig. Nogle havde været i byen med ham tidligere, og havde der lært, at man sagtens kan spise stearinlys. Han startede med under middagen at lære os Søværnets Flyvetjenestes slagsang: "Aluette, gentille Aluette", hvilket jo var ret harmløst, men senere udartede festen sig lidt. Vi skulle nu alle lære, at man også kan spise tulipaner, og da SVA og Jesper dansede med vores maskot-tøjdyr, viste det sig at indeholde ca. en million Krøyer-kugler. SVA forærede flere af os en blomst fra blomsterkasserne - med rod, og vi efterlod officersmessen i en så hærget tilstand, at ingen afgangshold fik lov til at låne den i flere år.
Ved udnævnelsesceremonien næste dag, var alle påfaldende stille og afdæmpede, og SVAs store kasket var trukket endnu længere ned i panden end normalt. På togturen hjem vågnede vi dog langsomt op til dåd og gav togføreren grå hår i hovedet ved at fløjte "afgang" på alle mulige og umulige tidspunkter med vore bådsmanspiber. Vi må have været utroligt irriterende, men blev nok ikke smidt af toget på grund af vores totalt nye sergentuniformer.




Totalt stolt nybagt værnepligtig sergent SØ.



Skoleskibet MØEN del 6

Som nævnt hørte man ordreanlægget på MØEN dagen lang, og alle standardordrerne blev altid indledt med et fløjtesignal på bådsmandspibe. Det er en traditionel fløjte, som gennem århundreder er blevet brugt til fløjtesignaler om bord på søværnets skibe.

Med bådsmandspiben kan man pibe (fløjte) en ren tone eller en trille. Der er dog det specielle ved bådsmandspiben, at man skal selv lave trillen med tungen, da der ikke er nogen ært i fløjten som i en trillefløjte. Det med at kunne trille er der nogen som aldrig rigtigt får lært. Om bord på MØEN var der en sådan. Han var sergent og skulle som vagtassistent praje over ordreanlægget og derfor også pibe. Det med at lave trille kunne han ikke, så når han var på vagt, var alle helt klar over det. Det lød nemlig, som om et lille dyr havde lagt sig til at dø i vagtstuen. Efterhånden blev det også for meget for skibsledelsen, så han fik besked på at øve sig. Men hvor går man hen på et skib, når man skal øve sig i at pibe og helst ikke genere resten af skibstjenesten for meget. Man bliver sendt ned i styremaskinrummet, som ligger helt agter, nede i skibet lige over rorene. På trods af den afsides beliggenhed kunne man dog i den agterste del af skibet godt høre, at nu havde det lille dyr slæbt sig ned i styremaskinen. Det blev aldrig rigtig godt.
For at blive optaget på A-linien på Søværnets Officerskole skulle man den gang have en matematisk-fysisk studentereksamen. Der var nogle på holdet, som var biologer, og de skulle så læse deres matematik op til det højeste niveau. Til at hjælpe med det havde officersskolen udpeget en af sine lærere til at undervise dem i et første halve år, og så skulle de bestå en prøve. Jeg og 2 af mine kollegaer, som alle havde mat/fys eksamen, fik den sære ide, at vi ville følge undervisningen og lave opgaverne alligevel, med de formål at holde vores kundskaber vedlige. Nu var det sådan, at den lærer, der skulle forstå undervisningen mest af alt lignede Ib Schønberg som faren i "Far til fire", og han var lige så tør og ikke særlig pædagogisk. Så efter et par opgavesæt og tilhørende undervisningstimer syntes vi tre "Bonus Pater" kadetaspiranter, at det faktisk gik den forkerte vej med hensyn til forståelse af matematikken. Vi besluttede at melde fra, hvilket vi mente vi godt kunne, da det var frivilligt for os. Da vi så var på vej ned til holdofficer SVA, for der en djævel i os, og vi sagde kun til ham, at vi ville melde fra. Han så nu helt forkert ud i ansigtet, fordi han jo troede vi ville stoppe helt på uddannelsen. Vi grinede så, og sagde, at det kun drejede sig om matematikken, og han så noget lettet ud.

Der udbakkes mulje i cafeteriaet.

For at lære lidt om hvad alle i besætningen på et marinefartøj laver, blev i et par perioder sendt ud i divisionerne. I søværnets skibe er besætningen inddelt i divisioner alt efter hvar deres hovedbeskæftigelse er. Der var den gang teknikdivisionen, forvaltningsdivisionen, operationsdivisionen (nej det er ikke lægen) og våbendivisionen. Vi var 2 der skulle gøre tjeneste i teknikdivisionen og vores første opgave var at rense en brændoliecentrifuge. I en centrifuge renses dieselolien inden den skal anvendes i motorerne og derfor bliver den af og til helt fyldt med skidt og skal renses i petroleum. Mage til svineri skal man lede længe efter. Vi var begge totalt fedtet ind i olie og petroleum da vi var færdige. Det var ikke svært at blive enige om, at vi var lykkelige over at vi havde valgt at blive operative officerer og ikke maskinofficerer.
Nu da vi havde været om bord i et stykke tid og måske var blevet lidt for selvfede og troede vi kunne alt. Da begyndte der at dukke elever op på broen eller i kontrolrummet der havde fået mystiske opgaver. På broen kunne en elev med en kande med vand spørge om han måtte vande kompasrosen, eller en elev kom ned i kontrolrummet med en besked, at han skulle have en pose kørnerprikker. Det var nogle af de "practical jokes" som jo findes på alle arbejdspladser. Kompasrosen er tegnet på kompasskiven og har absolut ikke brug for vand. En kørnerprik er den lille fordybning, man laver i metal med en kørner. De kan ikke samles sammen i en pose.

TRITON lægger til ved duc d´alber i Kielerkanalen.

 I februar skulle vi så på vores andet udenlandstogt. Det gik til Rotterdam. Turen derned og hjem gik på samme måde som til Gent. Igennem Kielerkanalen ud og hjem. Opholdet var sjovt. Vi gik på restaurant og jeg prøvede for første gang den hollandske specialitet: "Rice Tafel". Egentlig er det jo det indonesiske køkken, men hollænderne har taget det til sig som deres eget. Jeg var ikke den eneste i vores gruppe, for hvem det var første gang. Det lykkedes os at lokke en til at tage sambal olek på sin mad i den tro, det var ketchup. Det er det ikke. I Rotterdam traf jeg også for første gang Dommer Lo. Jeg havde en hilsen til hende fra min mor. De havde været kvindelige mariner sammen i Århus. Men mere om hende senere.



På sightseeing i Rotterdam.



MØEN og TRITON med lys over toppene i Rotterdam.



Skoleskibet MØEN del 5

Som tidligere nævnt fik vi også en hel del undervisning om bord både til søs og i havn. Et fag med mange timer var tovværksarbejde. Vi skulle lære at takle og splejse tovværk og wirer, og der var også nye knob og stik at lære. Det mest almindelige tovværk er treslået, dvs at tre tyndere reb, kaldet kordeler er snoet sammen til et tykkere reb. For af  hindre rebet i at trevle op laver man en takling på enden.

Hvis rebet er af nylon, kan man også være en doven sjuske og smelte enden sammen med en tændstik. Men vi lærte selvfølgelig at takle. Vi skulle også lære at lave øjesplejs,  kortsplejs og langsplejs.

Det værste var at skulle splejse en wire. Ud over at en wire selvfølgelig er stivere at arbejde med end et tov, har stålwirer også den kedelige tendens, at de enkelte små stålgarn, som de er lavet af, kan knække. En sådan lille metaltråd, der stikker ud af en wire, kaldes en lus og kan rive ens hænder til blods, hvis man ikke er opmærksom på den. Det var bare med at klø på og lære alle splejsningerne, for vi skulle op til en prøve, hvor man skulle lave en af dem. Så vidt jeg husker, trak jeg øjesplejs og det gik OK, for jeg bestod da. Vi have altid et lille stykke reb i lommen til at binde knob med. Så kunne man øve, hvis der var lidt ekstra tid. På et tidspunkt havde skibet inviteret en gammel sømand til at komme og vise os knob og stik. Han kunne lave et pælestik på en uhyre smart og fiks måde, idet han i stedet for "slangen op af brønden" ligesom "slog" tovet ind over og drejede det, og vips havde han et pælestik. Vi var ret imponerede, og flere af os brugte nu lang tid på at lære dette trick. Faktisk gik det så godt, at jeg den dag i dag kun kan lave et pælestik ved hjælp af "tricket".
Det var fortrinsvis befalingsmændene på MØEN, der underviste os i sømandskab. Blandt dem var specielt en, som vi aldrig har glemt. Seniorsergent af Gud og Dronningens nåde; P.G. Sørensen. Han var en befalingsmand af den gamle skole, der nu kun er få tilbage af. Fx Brand Kaj og Karl Søklar. Han anvendte absolut ikke forsvarets pædagogiske principper, men han var fantastisk god til at motivere folk, og det skal forstås på en positiv måde. Han havde altid en bemærkning til enhver situation. SSG P.G. Sørensen var ikke af de mindste, faktisk var han temmelig korpulent. Muligvis af den grund havde han en dyb bas, og alt blev udtalt som kommandoer. Det er selvfølgelig svært at forestille sig, hvis man ikke har hørt ham, men nogle af hans faste udtryk lød: "Så er det hurtigt op fra banjerne, tre på lejderen og to i luften". "Hvad De ved kan stå på bagsiden af et frimærke, hvad jeg ved kan ikke stå i samtlige KTAS telefonbøger".

Han kunne også fortælle nogle drabelige historier. På vej hjem fra USA med minestrygerne af SUND-kl. var han faldet overbord, og der gik, i følge ham, en time før man havde opdaget det, vendt rundt og samlet ham op. Hans kommentar var: "Ved De hvad jeg gjorde, ved De hvad jeg gjorde? Jeg lå bare og ventede".
P.G. Sørensen underviste os bl.a. i motorbådsejlads og den dertil hørende hageeksercits. Hageeksercits er en nu næsten uddød sømandsmæssig foreteelse, som nu til dags formodentlig kun bruges på Dannebrog. Når man sejler med en motorbåd og skal lægge til kaj eller ved et faldreb fra et skib, har man to gaster, en for og en agter, som hver er udstyret med en bådshage. Det er nu deres opgave at holde motorbåden fast til kajen eller faldrebet. Nu er det jo sådan, at de ikke bare kan stå hver især og fægte med denne bådshage, nej vi er i søværnet, så de skal selvfølgelig gøre tingene i takt. Så inden vi fik lov at øve med en rigtig motorbåd, tilbragte vi mange timer på kajen med at "tørtræne" hageeksercits. P.G. Sørensens undervisning var så levende og god, at jeg er sikker på, at de fleste af os efter kort tids træning selv i dag ville kunne lave en perfekt hageeksercits.
Vi skulle dog ikke kun lære at holde en motorbåd fast. Vi skulle også som en del af vores duelighedsbevis i sejlads kunne sejle og manøvrere en motorbåd.

Bjærgemærsmanøvre med 9 meter i Fådens leje København.
Hagegasterne et totalt klar.

Derfor var det jo meget praktisk, at MØEN var udstyret med 2 motorbåde, de såkaldte 9 meter både. Den ene havde en kahyt midtskibs og blev kaldt chefens motorbåd og den anden havde bare en pressening og var arbejdsbåden. Begge både hang højt over sidedækket og skulle fires af ved hjælp af davider. Motorbåden blev først firet af til den var på højde med sidedækket, og så skulle vi om bord efter ordren: "Fald på fartøjet - fat drengene". Drengene var nogle reb med knuder, der var fastgjort til en wire mellem daviderne.

Hvis båden faldt ned, eller svampede, som det hedder, skulle vi blive hængende i drengene og derved undgå at komme til skade. Det blev heldigvis aldrig aktuelt. Nå vi trænede lystigt med motorbådene, og det gik som regel også fint. En undtagelse

var, da Talje (10) under den praktiske prøve forsøgte at sejle op af faldrebet, dog heldigvis uden at nogen kom til skade. Han fik en tur til og bestod.

Skoleskibet MØEN del 4

Tilbage fra Gent var der ikke længe til jul. Men tro ikke vi lå på den lade side alligevel. Der var undervisning fra 0800 til 1600 hver ugedag også når vi lå i havn. Og så var der vagttjeneste, ikke mindst vagttjeneste. Jeg har beskrevet søvagten, som jo selvfølgelig var nødvendig (bjergemærsmand måske undtaget) for at besætte posterne til søs. Men i havn skulle der også gås vagt. Kl. 1600 lød meldingen over ordreanlægget:"Udskejning landlov for vagtfrit personel til i morgen kl 0800. Vagten omklædning. Der vil være vagt- og brandrullemønstring kl. 1630 i kranbanen agter".
Vagt i havn afhang af hvor skibet lå. I dansk eller fremmed havn gik man såkaldt skiftevagt og på flådestationer ½skiftevagt. På Holmen gik vi ½skiftevagt, hvilket betød en 6 tørn, således at man havde vagt hver 6 dag. Vi elever bestred 2 vagter; Faldrebsgast og ordonans. Man havde 1 time på sidedækket, hvor man skulle kontrollere at alle, som kom om bord havde ret til det. Dette bestod i at kontrollere vedkommendes militære id-kort.

Jeg som vagtmand juleaften

Efter 1 time tørnede man med ordonansen bestred den post en time. Ordonansen sad fortrinsvis i vagtrummet og betjente telefonomstillingen. Efter de to timers vagt skulle man opholde sig i skibet, man kunne endda gå ned og "slange på køjen" dvs hvile sig med tøjet på. Ud over adgangskontrollen havde vagtholdet den opgave at være brandberedskab. Brand om bord i et skib er noget af det man frygter mest, måske kun overgået af at skibet direkte synker. Fra den faste besætning skulle der derfor altid være 2 røgdykkere på vagtholdet. Vagten i havn blev ledet af en vagthavende officer og en vagthavende befalingsmand.
Da vi nærmede os jul, var det jo spændende hvordan vagten ville blive fordelt. Jeg fik vagt juleaften, men havde så fri nytårsaften. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at skulle fejre jul om bord, første gang jeg ikke skulle være hjemme juleaften. Det viste sig selvfølgelig at være rigtigt hyggeligt. Alle på vagtholdet spiste sammen i cafeteriaet, og nogle af den faste besætning havde koner eller kærester på besøg.



Og vi fik endda både flæskesteg og and. Vi fik også en julegave. Ikke fra søværnet selvfølgelig, men fra en rig forretningsmand i Ålborg. Historien var den, at han havde været noget uregerlig som ung, men var blevet rettet op gennem sin tjenste i søværnet. Da han så senere var blevet en succesfuld forretningsmand, ville han give noget tilbage. Da det nu var MØEN, som var adopteret af Ålborg by, så gav han julegaver til dem som var på vagt juleaften. Et skibsglas med MØEN våbenskjold indgraveret. Jeg har det stadigvæk.

Et glas rødvin pr. mand var der sørme også.

Skoleskibet MØEN del 3.

Der var mange nye mennesker at lære at kende om bord på MØEN. Man havde så småt fået styr på ens egne kollegaer og nu var der en hel skibsbesætning oveni. Der var konstabelelever, konstabler sågar overkonstabeler. Der var en hær af sergenter, oversergenter og endda seniorsergenter. Så var der talrige officerer af alle mulige grader, så vi knapt havde styr på. En officer fik man dog hurtigt lært at kende på MØEN. Det var næstkommanderende, NK lærte man hurtigt det hed om bord. Og snart kunne vi også søværnsslag; Negerkongen. Orlogskaptajn Moesgaard, vi syntes han var tudse-gammel. Han var sikkert kun i fyrrene, men hvis han ikke var gammel, var han i hvert tilfælde af den gamle skole.

En af NKs opgaver er jo, at skibet tager sig godt ud; at det er ship-shape. Det ansvar tog han meget alvorligt. Den gang var der jo mange, som røg, og det skulle forgå udendørs på sidedækket. På trods af, at det ikke burde være uoverkommeligt at smide sine afbrændte tændstikker ud over skibssiden, endte alligevel en del af dem på sidedækket. I NKs terminologi hed disse tændstikker bjælker, og Gud nåde og trøste én hvis man blev fanget af  NK i nærheden af en bjælke, også selvom man ikke havde den mindste tilknytning til denne bjælke. Nu var NK forholdsvis let at spotte, i hvert tilfælde om dagen, idet han efter engelsk 2. verdenskrigs forbillede havde anlagt en lys kameluldsduffelcoat som overtøj. Så bare man så op for bjælker og holdt udkig efter en lys duffelcoat, var man nogenlunde sikker.
Da skoleskibets vigtigste opgave var at uddanne til søs, sejlede MØEN virkeligt meget den gang. Normalt omkring 200 sejldage om året. De fleste sejladser var fra mandag til fredag med weekend på Holmen, men af og til var der sejladser med weekend i en fremmed havn, ja måske endda en udenlandsk havn. I begyndelsen af december 1977 skulle MØEN således af sted på "langfart". Juleturen skulle gå til Gent i Belgien. Begrebet juletur blev brugt i skoleskibet i mange år. Om det stammede fra engang, hvor man skulle have nødder, marcipan og andet eksotisk med hjem til jul, ved jeg ikke, men juletur skulle man have. "Undskyldningen" for at drage til Gent det år, var at en ny nordisk sømandskirke skulle indvies.
Mandag kl. 1000 stod MØEN ud fra Holmen og kursen blev lagt mod Kiel. For at spare tid skulle vi sejle igennem Kielerkanalen. I hver ende af Kielerkanalen, henholdsvis i Kiel og i Brunsbüttel er der en sluse, som sikrer at vandstanden i kanalen er konstant, da der tit kan være forskel på vandets højde i Nordsøen og Østersøen. Normalt går et skib bare ind i slusen og fortøjer mens vandstanden hæves eller sænkes og sejler derefter ud i kanalen. Da MØEN var kommet vel ind i slusen ved Kiel, så vi pludselig en lille kameluldsfarvet duffelcoat løbe frem og tilbage på kajen; NK. Skibssiden var ikke fin nok. En, to, tre stod et skifte elever på kajen og spulede.

Der spules til den store guldmedalje. Med på turen var også gamle TRITON.

Videre gik det igennem Kielerkanalen, hvor vi for første gang så den flyvende færge. Under en jernbanebro, som passerer over kanalen var der ophængt i wirer en lille bilfærge, der så kunne fragte biler over kanalen. Det var også en oplevelse, at se store skibe sejle midt igennem landet. Da vi var fortøjet i slusen ved Brunsbüttel kom der gang i den igen. Et hold elever blev sendt ned på kajen for at male. Nu var skibsiden jo ren, så kunne vi lige så godt også male den flot grå. Det var første gang vi stiftede bekendtskab med fænomenet "monkey shine". Man maler ovenpå alt, og det ser pænt ud i ca. 14 dage, hvorefter det hele skaller af igen.

Resten af turen gik uden de store hændelser og fredag lå vi fortøjet i Gent havn med TRITON på siden. 

Den unge, lovende VPSØ Lund-Hansen

Bemærk TRITONs top moderne antiubåds-
våben: Hedgehog (udviklet i 1943)

Vel ankommet gik det store "fredag i udenlandsk havn" program i gang. Der skulle gøres rent overalt og FUT-dækket på minedækket skulle omdannes til partydæk. Det er stadig normal kutyme, at når søværnets skibe aflægger et såkaldt uofficielt besøg i en udenlandsk havn, så inviteres de lokale dignitarer så som borgmester, militærkommandanten, politichefen osv, samt danske der bor og arbejder i lokalområdet. Standardopstillingen er borde med hvide duge, pindemadder og 2 barer. Og for at give et festligt indtryk dækkes skottene (væggene) med signalflag. Jeg var så "heldig" at blive udpeget til at være tjenende ånd til cocktailpartiet i Gent, og fik derigennem en uvurderlig viden om, hvordan man går til cocktailparty. En viden jeg har udnyttet lige siden.

Chefen og mig. 

Andre på fra mit skifte, som havde vagten fredag, var blevet udpeget til at skulle stå skansevagt. Dette er en meget gammmel marinetradition, hvor man opstiller en bevæbnet vagt på 10 - 12 menige under ledelse af en sabelbevæbnet officer. De fine gæster får så lov til at inspicere vagten, mens officeren saluterer, dvs sænker sablen. At man sænker sablen stammer formodentlig fra, at man med sænket sabel ikke kan hugge hovedet af gæsten. Et problem er dog, at fordi der sjældent er meget plads på sidedækket, hvor man normalt står, kan man uforvarende komme til at ramme gæsten, når man sænker sablen.

Opstilling af skansevagten i kranbanen agter.
(Minelæggerne havde på dette tidspunkt en stor minekran for og agter, som kørte på skinner på tværs af skibet)

Her vil jeg tillade mig kort at forlade konteksten. I mine kære læsere har nok bemærket, at jeg ikke nævner mange navne. Der er to gode grunde til dette. De som genkender personer, som optræder på billederne kender dem jo i forvejen, og de som ikke kender dem, har ingen speciel interesse i at vide deres navne. Den anden grund er, at jeg er meget dårlig til at huske navne.

Lørdag havde mit skifte fri, og efter rengøring og udskejning kunne vi tage en tur ind til byen. På det tidspunkt var vi begyndt at bemærke, at vandet i toiletterne lugtede lidt underligt, også før man brugte det. Men vi tænkte ikke nærmere over det. Vi havde en dejlig fridag og om aftenen var vi i byen. Jeg husker ikke nøjagtigt hvad der skete, men jeg smagte da for første gang belgisk øl på 8 procent.
Søndag morgen var vi alle lidt blege, men hvad der var lidt mystisk, var at nogle af os, som ikke havde været i byen også havde det dårligt. Vi fik dog ikke tid til at tænke nærmere over det, fordi søndag skulle alle vi elever formere et kompagni under ledelse af en kadet og opstille udenfor den nordiske sømandskirke inden gudstjenesten.
Kadetten, som skulle lede kompagniet var sekondløjtnant og han skulle være i tjenestefrakke (søværnets lange jakke) med sabel og gehæng (bælte og skede). Altså da han ikke skulle have overtøj på, skulle resten af kompagniet (os) heller ikke have overtøj på, da uniform betyder ens. Nu er det noget lettere, at tage ekstra tøj på under en tjenestefrakke end basseuniformen med stibet krave, så selv om vi havde lange underbukser og en ekstra T-shirt på var det utroligt koldt at stå udenfor i december måned i 1½ time uden overtøj.

Resultatet var at vi rystede som små hunde da vi kom ind i kirken og skulle overvære gudstjenesten. Vi blev placeret rundt omkring i kirken blandt de øvrige gæster, formodentligt for at skabe lidt maritim kolorit. Jeg sad midt på en helt fyldt kirkebænk. Jeg havde det utroligt dårligt, jeg kunne ikke holde op med at ryste af kulde. Efter et stykke tid gjorde jeg et halvkvalt forsøg på at komme ud, men ingen af mine sidemænd, hvor iblandt der var flere præster i fuld ornat, gjorde mine til at lade mig komme ud. Jeg fik det mere og mere dårligt og pludselig var det forsent at komme ud. jeg skulle kaste op. Hvad gør man så? Jeg kastede op i min runde hue - og så kunne jeg pludselig godt få plads til at komme ud. Jeg blev kørt ned om bord, og i løbet af søndag eftermiddag faldt folk om som fluer. Det var en god omgang Roskildesyge der godt hjulpet på vej at de trange forhold på banjen og det snavsede vand i toiletterne drog hærgende gennem skibet.
Årsagen til det dårlige vand i toiletterne var at minelæggerne tog saltvand ind til brug i toiletterne, og da Gent havn ligger langt inde i landet med en kanal ud til havet, var det så som så med gennemstrømningen i havnen og dermed rent vand.
Heldigvis er Roskildesyge jo hektisk men kortvarig, så selvom banjen en overgang mindede om vores første tur, var det værste overstået om tirsdagen, hvor vi var på vej hjem.

Nordsøen viste lidt tænder på vej hjem.

Margretheholm

Jeg må beklage, at der allerede er gået ged i kronologien. Jeg kunne ikke huske, at opholdet på Margretheholm kom før sejladsen med MØEN. jeg opdagede det, da jeg fandt mit gamle stamkort.

 Men da mine læsere er intelligente mennesker, kan de nok selv finde ud af at læse de forskellige blog-afsnit i den rigtige rækkefølge.

Den 23. oktober 1977 mødte vi på Søværnets Konstabelskole (SKS) på Margreteholm. Den lå bag det egentlige Holmen og rummede indkvartering for elever og undervisningslokaler. På området ved Margretheholm lå desuden ud mod Lynetten en lille lystbådehavn, hvor søværnets sejlbåde og travaljer lå fortøjet. På området lå desuden den gamle hangar fra dengang Søværnets Flyvetjeneste havde flyvebåde og slæbestedet, hvor de blev trukket op. I den modsatte ende fra selve konstabelskolen havde Søværnets Mobile Base, MOBA, deres køretøjer parkeret, når de ikke var på øvelse. Sidst men ikke mindst lå Søværnets Havariskole på området bagved hovedbygningen over mod B&Ws  skibsværft.

På programmet den næste måned stod nu teoretisk og praktisk sømandsskab. Vi mødte nu for alvor vores holdofficer, som vi allerede kort var blevet introduceret for i Auderød Han skulle undervise os i teoretisk sømandskab. Han hed SVA og var tidligere helikopterpilot. SVA var hans flyvernavn, og der gik lang tid, før vi fandt ud af, hvad hans "borgerlige" navn var. Det var nu også ligegyldigt, for os var han og vil altid være: SVA.

Han var en ret respektindgydende person. Ikke alene var han orlogskaptajn, hvilket jo var utroligt højt i den militære rangfølge, han havde også den største kasket vi nogensinde havde set. Når han stod ved katederet i sin jakkeuniform med tre rundgående snore, følte vi os meget små i vores Anders And uniform. Selv om vi var hærdede skoleelever og havde drevet mangen en lærer til vanvid, turde vi ikke andet end opføre os ordentligt og læse på lektierne. Senere har SVA selv fortalt, at grunden til, at han var lidt stiv og korrekt var, at han selv var lidt nervøs og beklemt ved at skulle undervise i sømandskab, da det lå meget langt tilbage i hans egen hukommelse.

Men det vigtigste, vi skulle lære på Margretheholm, var mestre små både. Vi roede i 10-mands travaljer og indså, hvor svært det faktisk er at lære at ro i takt. Man må tænke på grækernes triaremer, hvor måske 300 skulle ro i takt. Vi var kun ti, og det var rigeligt. "En - tøeee". Det vigtigste er kommandoføringen; på "En" trækker man årene tilbage og på "tøeee" gennemfører man åretaget. Vi fik taget vores part af "ugler", når åren smutter ud af vandet, og man selv falder baglæns på toften, men vi lærte at ro.

Vi skulle også lære den ædle kunst at vrikke. At vrikke er at drive en lille jolle frem ved hjælp at én åre, som er placeret i en åregaffel midt på hækken af båden. På Margretheholm gik en gammel overkonstabel, som vedligeholdt bådene, og han kunne vrikke så det var en lyst. Det var dog ikke helt så enkelt, som han fik det til at se ud. Det drejede sig om at få den rigtige rytme og få drejet åren rigigt. Der var vist ingen af os som blev verdensmestre, men den dag i dag, tror jeg nok, jeg ville påtage mig at kunne vrikke en jolle frem.

Det sidste vi skulle lære, var at sejle søværnets små tre mands juniorjoller. Det var små sejlbåde med plads til tre. Efter kort tids instruktion, blev vi sluppet løs på egen hånd, og det var en pine at sejle rundt uden for Københavns Havn helt alene uden overvågning. Måske sejle til Kastrup eller Middelgrundsfortet, i flot sen-efterårsvejr og tage en slapper i græsset. Livet i søværnet var måske ikke så ilde endda.