mandag den 20. august 2012

Søværnets Officersskole, klasse 1A

Mandag den 30. oktober 1978 var vi sluppet igennem nåleøjet og startede som klasse 1A på Søofficersskolen (i daglig tale SOS). Af de 40 aspiranter, som var startet et år før, var vi 18 tilbage. Hertil kom 6 nye, som enten var fra tidligere hold eller optaget på anden vis. Klasse 1A 1978 bestod således af 24 kadetter, 18 af taktisk linie og 6 teknikere.

En stor del af undervisningen det første år var en overbygning til fag vi allerede kendte fra gymnasiet. Fysik, matematik, sansynlighedsregning og statistik, engelsk og fransk. Det vigtigste fag var uden tvivl navigation. Desuden var der andre nautiske fag, som det var nødvendigt, at vi skulle have, for at vores uddannelse kunne leve op til den civile skibsføreruddannelse. I nogle fag gik hele klassen sammen, men var delt op i taktikere og teknikere i andre.
I matematik og sansynlighedberegning og statistik havde vi lektor Monrad, som var fra DTH (nu DTU). Teknikerne var så "heldige" at have lektor Krølfedt (se et tidligere indlæg). Monrad var en rigtig god underviser og høstede især poing på sit øl-forsøg i statistik, som med én-stjernet signifikans viste,  at unge kadetter ikke kan smage forskel på alm.- og lyst øl. Da det senere ved forårets kadetbal gik op for os, at han var gift med Madam Mim, gjorde det ham ikke mindre populær. En af grundene til at vi skulle have udviddet matematik, var at vi skulle lære sfærisk geometri med henblik på vores undervisning i astronomisk navigation. Den sfæriske geometri må have gjort et stor indtryk på mig. Hvis du den dag i dag vækker mig om natten, kan jeg stadig ikke sige, hvad det gik ud på.


Potts ved tavlen


I fysik havde vi ligeledes en lektor fra DTH. Lektor Potts (i daglig tale selvfølgelig Pol Potts). Pol Potts var sådan set en udemærket lærer, men havde vist lidt et problem med de våde varer. Den eftermiddag, hvor vi sluttede undervisningen med 3 fysiktimer, blev vi som regel sat til at regne opgaver, og hvis vi havde nogle spørgsmål, kunne vi finde ham på nedenunder på kontorbetjentens kontor (den lokale smugkro). Da vi var på ekskursion med ham til DTH, startede vi dagen på DTHs parkeringsplads med en gammel dansk i pyrexbægrer. Han fortalte os, at det var forbudt ham at drikke spiritus på inde på DTH, derfor parkeringspladsen.
Engelsk læreren var den nu desværre hedengangne Torben Saabye. Jeg tror, han havde haft børnelammelse, fordi han var meget lille og sammenkrøllet, men hovedet var der ikke noget i vejen med. En rigtig god ting var, at vi brugte megen tid på at læse
maritim faglitteratur.


PS og undertegnede ved vores bord i klassen.


Samme sted ca. 29 år senere.

Som andet sprog kunne man vælge mellem fransk og russisk, forstået på den måde, at hvis man havde haft russisk i gymnasiet, skulle man have russisk. Dette ramte en heldig kadet, som havde enetimer i russisk i to semestre. Vi andre var så heldige at have en ret så underholdende lærer i fransk; Pierre Hyllested. Hyllested havde foruden os, den opgave, at undervise daværende statsminister Paul Hartling og han (Hyllested altså) var meget begejstret for skuespilleren Susse Vold. Kunne man få drejet samtalen over på et af de ovennævnte emner, gik der hurtigt en time med det. Hyllested underviste også på Hærens Officersskole(HO), og understegede ofte over for os, at disciplinen på SOS havde meget tilbage at ønske i forhold til HO. Vi tog derfor en dag fusen på ham, ved at stille op til en skansevagt for ham, med skansvagtføreren saluterende med pegepinden.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar