fredag den 1. november 2013

....et andet skib at føre.

Som fortalt var ideen med sommertogtet om bord på Svanen-Thyra, at vi i praksis skulle afprøve og udvikle vores basiske sømands- og navitionsmæssige evner. Derfor må jeg til ære for de ikke så nautisk kyndige hellere give et kort navigationskursus. Navigation til søs går meget enkelt ud på til hver tid at kende sin position, således at man ved, i hvilken retning man skal sejle, for at komme derhen man gerne vil. Når man sejler tæt på land, som i danske farvande, er det også vigtigt at undgå at gå på grund. I dag er det jo "A piece of cake" at vide hvor man er. Alle render jo rundt med mobiltelefoner med GPS i, og det har moret et gammel navigatør, at se i NCIS, hvordan man opgiver positioner på land i længde og bredde. Men i de "gode gamle dage" havde man ikke den slags moderne pjat. Der eksisterede godt nok forskellige radio navigationssystemer, som vi vil vende tilbage til. I skibe med radar, blev denne anvendt til at navigere med, men den primære navigation, i farvande som de danske,var terrestisk dvs. pejlinger til kendte punkter i land.
Navigatøren har forskellige hjælpemidler til rådighed: Et søkort over området, som er et jævnt godt forsøg på at få et udsnit af en globus ned på et fladt papir. En paralellineal, som er en vinkelmåler og forskydelig lineal i et. En bestikpasser, som er en passer med to spidser. Et ur. Et kompas og et pejlediopter, hvormed man kan bestemme kompaspejlingen til et punkt. Hvis han er heldig en log, som måler skibes fart og distance og måske en nautisk regnestok, som ligner en alm. regnestok? men er uden løber og som bruges til at omregne distance og tid til hastighed og omvendt.

Det beskedne bestiklukaf om bord på Svanen.


I Svanen-Thyra navigeredes således mest ved hjælp af pejlinger til kendte positioner i land, kirketårne, fyr osv. Og om natten med pejlinger til fyr. For at få en ordentlig position eller plads, som det retteligt kaldes, skal man have mindst to pejlinger. Der, hvor de krydses, er man. Men da man sejler frem gennem vandet (almindeligvis) er man der jo kun kort tid, ja faktisk er man jo allerede et stykke videre. Derfor må man identificere sin plads med en tid og distance. Det hellige mantra lyder: Klok og log.
Hvis man ikke har en log, må man sejle på tid alene og det går også endda. I Svanen Thyra var der ikke en fast indbygget log, men en såkaldt patentlog, som sættes efter 

 
skibet og man kan så aflæse distancen på loguret. Lidt besværligt, men det virker udemærket, så længe man ikke sejler rundt om sig selv for meget.
Nu har man sin plads, men er jo i virkligheden allerede lidt forbi. Derfor findes der et gammelt navigatør-trick, som desværre ofte er gået i glemmebogen og det nogle gange med katastrofale resultater. Bestik. Dette har ikke noget med kniv og gaffel at gøre, men er en metode, hvormed man hele tiden med en stor sansynlighed ved hvor man er.
Når man har sat sin plads i kortet med klok/log anvisning, tegner man en kurslinie i den retning man sejler, og og ud af den sætter man med faste mellem rum en lille "pind" med angivelse af  tiden eller distancen. Man kan så ved hjælp af enten sit ur eller loggen se hvor man er om fx 15 min eller 1 sømil. Hvis man ikke har en log, er det klart, at man må vide ca. hvor hurtigt man sejler, for at kunne sætte tider på kurslinien.
Nå men nok teori. Vi fik virkligt afprøvet vores færdigheder under togtet. Det er ret nervepirrende, første gang man, en mørk nat med frisk vind, skal forsøge at ramme den lille passage i Sjællands Rev, som er afmærket med 2 bøjer - uden lys. Men når det er lykkedes får man også større tiltro til, at tingene man har lært i klassen virkelig virker i det rigtige liv.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar