Vi skulle nu have vores "søben", og jeg skal love for at det fik vi, på den hårde måde. MØEN sejlede nemlig lige ud i en brandstorm. Ja en fuld storm var det nok ikke, men for os bolværksmatroser føltes det sådan. Minelæggerne var ret fladbundede, og opførte sig i hårdt vejr som en sejlende skotøjsæske. MØEN girede fra side til side og op og ned, "bankede pæle", til den store guldmedalje. Resultatet udeblev ikke; en samling meget søsyge elever. Når næsten 40 elever er søsyge på en gang er to toiletter ikke meget, og resultatet var at folk kastede op, hvor de nu kunne komme til. Enkelte blev liggende på køjen og påstod hårnakket, at de var i hvert tilfælde ikke søsyge, og da det gik op for Talje (havde nummer ti i Auderød), at han nok alligevel var lidt søsyg., så var det forsent at komme ned fra den øverste køje og nå ud på toilettet. Det var utroligt, hvad den lille mand kunne indeholde. De første 24 timer gik med at være syg, tørre op efter sig selv og andre og være syg igen. På det tidspunkt tror jeg, at der allerede var enkelte på holdet, der fik sine tvivl, om et liv i søværnet alligevel var noget for dem. Vejret lagde sig dog efterhånden noget, og vi kunne falde ind i skibsrutinen.
Personellet om bord i søværnets skibe er opdelt i to halvdele kaldet Kongens og Dronningens kvarter. Derudover er man inddelt i 3 skifter; 1., 2. og 3. skifte. Formålet med dette er, at man kan lade besætningen gå vagt enten i kvarters vagt (2 skiftet) eller 3 skiftet vagt. I minelæggerne gik man under normal forlægningssejlads 3 skiftet vagt, og vi elever var derfor også opdelt i 3 skifter.
Skibsrutinen for os elever om bord fulgte følgende skema: Kl. 0700 lød over ordreanlægget udpurringssignalet. 3 utroligt lange og gennemtrængende bådsmandspibe signaler fulgt af ordren:"Rejse, rejse ud af køjerne". Man kunne dog roligt blive liggende lidt endnu. På skoleskibet brugte man stadig den gamle ordre: "Rigge køjer, vaske sig, te". Den lød kl. 0730, og nu var det ved at være tid til at vælte sig ud af køjen, hvis man skulle nå at få lidt morgenmad inden mønstringen. Kl. 0755: "Skej ud overalt op fra banjerne, poster under rengøring løser af". Mellem 0800 og 0900 havde alle elever rengøringsområder i skibet, hvor de skulle gøre rent. Jeg havde sammen med 2 andre (jeg kan ikke huske hvem) sergentgangen med lukafer, bad og toilet. Sergentgangen lå ret langt for i skibet, med det resultat, at der var ret livligt når skibet i søgang "bankede pæle". I så tilfælde var det bedst at gøre rent på toilettet og baderummmet, da man så hurtigt kunde gøre rent efter sig selv. Fra kl. 0915 og til 1130 havde vi elever undervisning, mens stambesætningen gik vagten. Kl. 1130 blev der prajet: "Skej ud overalt op fra banjerne, vaske hænder, klargøring til skafning." Skafning, altså spisning for den menige besætning herunder eleverne forgik i cafeteriaet, hvor man hentede sin mad ved en skranke. I cafeteriaet var bordene sat op i tre rækker med smalle bænke i mellem. Et af bordene var reserveret til den menige stambesætning og Gud nåde og trøste en, hvis man satte sig ved det. Da der jo ikke var plads til 40 mand ved de to resterende borde foregik skafning for eleverne i skifter. De bedste dage var når ens skifte skulle skaffe først; fra 1130 til 1200. Så kunne man nemlig nå en hel time på buffen inden undervisningen startede igen kl. 1300.
Posten som skyller (opvasker) gik også på tørn blandt eleverne. Her er Per og jeg i gang med at vaske op efter 70 mand.
Vi elever besatte 4 poster en time af gangen. Rorgænger, udkig, ordonans og bjergemærsmand. I de perioder, hvor man ikke var på post, skulle resten af skiftet opholde sig i cafeteriaet. Og på trods af at bænkene kun var ca. 30 cm brede, kunne det faktisk godt lade sig gøre "at slange" (søværns slang for at sove med tøj på) på dem.
Som rorgænger havde man i begyndelsen en fra stambesætningen på siden, for at man kunne lære rorordrerne og skibets styring at kende. Minelæggerne havde ikke et alm. rat, hvor man drejer det indtil man kan se på rorviseren, at roret ligger på det antal grader man ønsker; 5, 10, 15 osv. Rattet lignede et flyvemaskinerat, og når man trykkede det ned til f.eks. styrbords (højre) side fortsatte skibets ror med at dreje, så længe rattet blev holdt nede. For at dreje roret tilbage mod midten skulle man så trykke rattet ned mod bagbord (venstre). Dette krævede absolut en del træning, specielt når man tit på et skib, skal komme skibet "i møde", dvs. dreje roret inden skibet er drejet den modsatte vej for at holde en valgt kurs. Hvis man kom "ud af fase" kunne man komme til at dreje roret med skibet og således dreje helt vildt væk fra kursen. Som rorgænger stod man mit på broen og skulle holde øje med gyrokompasset, magnetkompasset og rorviseren. Samtidig skulle man høre godt efter, hvis der kom rorordrer fra vagtchefen. Man skulle også lære alle disse rorordrer f.eks. "Styrbord 10", læg roret ud 10 grader til styrbord.
"Bagbord let til 235", drej roret let (ca. 5 grader) så skibet drejer stlle og roligt over på kurs 235 og læg så an på den kurs. Når man havde gået vagt som elevrorgænger så længe, at ens konstabel fra stambesætningen mente at man kunne klare jobbet, blev vagtchefen bedt om at udtjekke en. Hvis vagtchefen var tilfreds, kunne man nu gå selvstændig vagt.
Posten som udkik var på åben bro over selve broen, så på den årstid vi var om bord, krævede det at man var godt klædt på. Det var specielt surt når det regnede.
Til beskyttelse mod vejrliget havde vi udleveret det såkaldte gummikamptøj. Det bestod af smækbukser, en busseronne med hætte og et par gummikampstøvler. Tøjet var af en form for gummireret grønt! lærred og så slidt i samlingene, at vandet normalt stod ind. Det var et godt trick, at tage et håndklæde rundt om halsen for at hindre vandet i at løbe ned af nakken på en. Som kampuniform var det helt til grin, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man ville ende, hvis man var udsat for stikflammer og ild under en eksplosion.
Som udkik var det ens opgave, at melde alt hvad man så på havet til vagtchefen. Dette forgik gennem et talerør ned til broen. På grund af årstiden var det jo mørkt under de fleste vagter, og man skulle så melde de lys man så og deres relative pejling fra skibets sejlretning. F.eks. "Grønt og hvidt lys i grøn 20" Det betød at man så et grønt og et hvidt lys 20 til styrbord.
Frivagt på agterdækket af MØEN.
En helt speciel oplevelse var det at gå udkik, når det var tåget. Ud over at man ikke kunne se noget, var man jo lidt anspændt, fordi man havde fået at vide, at det nu var ekstra vigtigt at man meldte hurtigt, hvis man så noget. Pludselig lød skibets tågehorn, og det sad altså kun ca. 5 m ovenover en og var lød meget, meget højt. Problemet var, at selvom man godt vidste, at nu lød tågehornet snart igen, blev man lige forskrækket hver gang.
Posten som ordonans, eller som den blev døbt: Otto Hansen, forgik mestendels i det lille vagtrum, som lå ved udgangen til agterdækket. Her skulle man passe telefonen og kunne så blive sendt omkring i skibet for at løse nogle opgaver, alene eller sammen med vagtassistenten.
Den sidste faste post vi elever besatte var bjergemærsmand. Det er nok den mest intetsigende og unødige vagt jeg nogensinde har gået. Bjærgemærsmanden skulle gå frem og tilbage på agterdækket og holde øje med om nogen faldt overbord. I så fald skulle han kaste et bjærgemærs (redningskrans) ud til ham og derefter alarmere vagtassisten og vagtchefen ved højt at råbe: "Mand over bord." Det var kun på skoleskibet, denne vagt blev gået og den var formodentlig en remenisens fra sejlskibenes tid, hvor man åbenbart faldt over bord for et godt ord. Der har så vidt jeg ved kun været brug for bjærgemærsmanden en gang i historisk tid. Året efter vores elevtid i 1978, var skoleskibet på vej mod Finland, hvor to kokke stod og pjattede på sidedækket ud for kabyssen, hvilket resulterede i, at de faldt over bord. Bjærgemærsmanden opdagede intet, men heldigvis havde vagtchefen set det, og de to blev samlet op uden mén.
Når man gik bjærgemærsvagt om vinteren, tog man alt det tøj på, man havde udleveret, og alligevel frøs man efter 10 min. Det var utroligt kedeligt (og koldt) at gå i vinden på agterdækket, så der var forskellige kneb, man kunne ty til hvis man turde. Man kunne sætte karabinhagen fra sikkerhedslinen fast i en af fodbøjlerne på kanonen og hænge og lumre i den, eller tage en regulær skraber i fenderkassen. Men det galt om at stå på sin post, hvis vagtassistenten gik en runde, hvad han heldigvis kun sjældent gjorde, da det jo var iskoldt og blæsende helt ude agter.
Bjærgemærsvagt i Kielerkanalen. Så gik der tid med det.
Bag ved skimtes TRITON.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar