Skoleskibet MØEN del 5

Som tidligere nævnt fik vi også en hel del undervisning om bord både til søs og i havn. Et fag med mange timer var tovværksarbejde. Vi skulle lære at takle og splejse tovværk og wirer, og der var også nye knob og stik at lære. Det mest almindelige tovværk er treslået, dvs at tre tyndere reb, kaldet kordeler er snoet sammen til et tykkere reb. For af  hindre rebet i at trevle op laver man en takling på enden.

Hvis rebet er af nylon, kan man også være en doven sjuske og smelte enden sammen med en tændstik. Men vi lærte selvfølgelig at takle. Vi skulle også lære at lave øjesplejs,  kortsplejs og langsplejs.

Det værste var at skulle splejse en wire. Ud over at en wire selvfølgelig er stivere at arbejde med end et tov, har stålwirer også den kedelige tendens, at de enkelte små stålgarn, som de er lavet af, kan knække. En sådan lille metaltråd, der stikker ud af en wire, kaldes en lus og kan rive ens hænder til blods, hvis man ikke er opmærksom på den. Det var bare med at klø på og lære alle splejsningerne, for vi skulle op til en prøve, hvor man skulle lave en af dem. Så vidt jeg husker, trak jeg øjesplejs og det gik OK, for jeg bestod da. Vi have altid et lille stykke reb i lommen til at binde knob med. Så kunne man øve, hvis der var lidt ekstra tid. På et tidspunkt havde skibet inviteret en gammel sømand til at komme og vise os knob og stik. Han kunne lave et pælestik på en uhyre smart og fiks måde, idet han i stedet for "slangen op af brønden" ligesom "slog" tovet ind over og drejede det, og vips havde han et pælestik. Vi var ret imponerede, og flere af os brugte nu lang tid på at lære dette trick. Faktisk gik det så godt, at jeg den dag i dag kun kan lave et pælestik ved hjælp af "tricket".
Det var fortrinsvis befalingsmændene på MØEN, der underviste os i sømandskab. Blandt dem var specielt en, som vi aldrig har glemt. Seniorsergent af Gud og Dronningens nåde; P.G. Sørensen. Han var en befalingsmand af den gamle skole, der nu kun er få tilbage af. Fx Brand Kaj og Karl Søklar. Han anvendte absolut ikke forsvarets pædagogiske principper, men han var fantastisk god til at motivere folk, og det skal forstås på en positiv måde. Han havde altid en bemærkning til enhver situation. SSG P.G. Sørensen var ikke af de mindste, faktisk var han temmelig korpulent. Muligvis af den grund havde han en dyb bas, og alt blev udtalt som kommandoer. Det er selvfølgelig svært at forestille sig, hvis man ikke har hørt ham, men nogle af hans faste udtryk lød: "Så er det hurtigt op fra banjerne, tre på lejderen og to i luften". "Hvad De ved kan stå på bagsiden af et frimærke, hvad jeg ved kan ikke stå i samtlige KTAS telefonbøger".

Han kunne også fortælle nogle drabelige historier. På vej hjem fra USA med minestrygerne af SUND-kl. var han faldet overbord, og der gik, i følge ham, en time før man havde opdaget det, vendt rundt og samlet ham op. Hans kommentar var: "Ved De hvad jeg gjorde, ved De hvad jeg gjorde? Jeg lå bare og ventede".
P.G. Sørensen underviste os bl.a. i motorbådsejlads og den dertil hørende hageeksercits. Hageeksercits er en nu næsten uddød sømandsmæssig foreteelse, som nu til dags formodentlig kun bruges på Dannebrog. Når man sejler med en motorbåd og skal lægge til kaj eller ved et faldreb fra et skib, har man to gaster, en for og en agter, som hver er udstyret med en bådshage. Det er nu deres opgave at holde motorbåden fast til kajen eller faldrebet. Nu er det jo sådan, at de ikke bare kan stå hver især og fægte med denne bådshage, nej vi er i søværnet, så de skal selvfølgelig gøre tingene i takt. Så inden vi fik lov at øve med en rigtig motorbåd, tilbragte vi mange timer på kajen med at "tørtræne" hageeksercits. P.G. Sørensens undervisning var så levende og god, at jeg er sikker på, at de fleste af os efter kort tids træning selv i dag ville kunne lave en perfekt hageeksercits.
Vi skulle dog ikke kun lære at holde en motorbåd fast. Vi skulle også som en del af vores duelighedsbevis i sejlads kunne sejle og manøvrere en motorbåd.

Bjærgemærsmanøvre med 9 meter i Fådens leje København.
Hagegasterne et totalt klar.

Derfor var det jo meget praktisk, at MØEN var udstyret med 2 motorbåde, de såkaldte 9 meter både. Den ene havde en kahyt midtskibs og blev kaldt chefens motorbåd og den anden havde bare en pressening og var arbejdsbåden. Begge både hang højt over sidedækket og skulle fires af ved hjælp af davider. Motorbåden blev først firet af til den var på højde med sidedækket, og så skulle vi om bord efter ordren: "Fald på fartøjet - fat drengene". Drengene var nogle reb med knuder, der var fastgjort til en wire mellem daviderne.

Hvis båden faldt ned, eller svampede, som det hedder, skulle vi blive hængende i drengene og derved undgå at komme til skade. Det blev heldigvis aldrig aktuelt. Nå vi trænede lystigt med motorbådene, og det gik som regel også fint. En undtagelse

var, da Talje (10) under den praktiske prøve forsøgte at sejle op af faldrebet, dog heldigvis uden at nogen kom til skade. Han fik en tur til og bestod.