Hvorfor søofficer.

Her er det måske tid til at standse lidt op, holde en pause med soldaterhistorierne, og gøre sig nogle tanker om, hvorfor 40 unge mennesker egentlig var på vej til at uddanne sig som søofficerer. Jeg kan jo selvfølgelig ikke give en forklaring på alles motiver, men med baggrund i mine egne, mener jeg dog at kunne give et vist indblik i, hvad der drev os.
Da vi startede som værnepligtige i 1977, var det danske undervisningssystem, folkeskoler og gymnasier efter manges mening gennemsyret af venstreorienteret indoktrinering. Hvorfor valgte vi så alligevel den uddannelse? Jeg tror de fleste af os var rundet af et godt borgerligt miljø. Vi havde i kraft af vores opdragelse og omgangskreds mod til at stå imod. Jeg tror heller ikke mange af os var særligt interesseret i politik som sådan. Hvis jeg tænker på min egen gymnasieklasse, var der ikke mange, som var politisk interesseret. Måske var den røde påvirkning også overdrevet. Jo vi læste mange artikler fra Information, men faktuelt var der kun en af mine lærere, der sagde direkte, at han var ræverød. Det var min historielærer, som i øvrigt lærte mig meget om at være kritisk overfor alle kilder, røde som blå.
Mine primære motiver for at vælge en uddannelse som søofficer var tre. Det lød som en spændende og afvekslende uddannelse. Man fik en god lederuddannelse, og der var løn under uddannelsen. Mit valg af søværnet var også præget af, at min far var ansat som civil maskinmester i Søværnets Materielkommando, og jeg gennem ham havde fået et indtryk af de mange spændende oplevelser, man kunne få med søværnets skibe.
Jeg var absolut ikke nogen koldkriger, hvis vigtigste mål var at kæmpe for Gud og fædreland, og jeg tror dette heller ikke var tilfældet for de fleste af mine kollegaer. I virkeligheden er det vel de færreste unge mennesker, der når de påbegynder en uddannelse, har et klart billede af, hvad den går ud på, og hvorledes det job den leder frem til, vil være.
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg var totalt uden holdninger. 2 ture til Vestberlin havde givet mig et meget klart indtryk af, at det var langt bedre at være på den vestlige side af muren. Når man i den Østtyske told blevet linet op uden for bussen, mens den blev kontrolleret på undersiden med spejle, var det nok ikke for at hindre vestlige borgere i at komme ind i Østtyskland. Og en tur rundt i Østberlin viste klart at det var ikke et arbejdernes paradis også selvom en østtysk kopi-cola kun kostede 13 øre (og smagte af helved til). Jeg pæne skoleelev var i øvrigt ved at blive smidt af toget på vej til Potsdam af en østtysk togbetjent, hvis uniform fuldstændigt lignede en SS-officers, på nær den var grøn. Kun vores officielt tildelte guides indgriben hindrede mig i at blive efterladt på et trinbrædt i Østberlin.

Et kig over Berlinmuren mod "Unter den Linden" 1973

Nej. Jeg havde ingen tvivl om, at det vestlige system var langt at foretrække, men det var ikke denne holdning, der var min primære grund til at søge officersvejen. Jeg tror de færreste på dette tidspunkt var klar over, hvor stor truslen mod Danmark var og hvilke konsekvenser det kunne have.