"Patron på ladeskålen, ansætteren spændt."

Når man skal med færgen fra Sjællands Odde til Ebeltoft eller Århus, kører og kører man ud af Sjællands Odde og når endelig færgehavnen. Men hvis man tror, at man har nået spidsen, må man tro om igen. Kort før færgehavnen kan man dreje af til højre og efter endnu 5 km, når man til Søværnets Artillerikursus, som ligger helt ude på spidsen af Sjællands Odde, kaldet Gniben. Her blev vores kadetaspiranthold igen samlet 3. juli 1978. Her skulle vi uddannes til pjecekommandør på 40 mm maskinkanon model 48. Bofors 40 mm maskinkanon var og er nok stadig, en af de mest anvendte 40 mm kanoner i verden, og i 1978 var den også installeret i mange af søværnets enheder. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle havde hver 4, Torpedobådene af Søløven-klassen hver 2, og bevogningsfartøjerne 1.
Begrundelsen for at uddanne os til pjecekommandører på 40 mm var den, at vi så kunne opfylde en mobiliseringsfunktion. Under den kolde krig var det planlagt sådan, at alle i forsvaret (og reserven) havde en mobiliseringsfunktion, således at personel, som til daglig havde et job, der ikke var brug for i krigstid, var designeret til en funktion i krigsorganisationen. Hvis "ballonen gik op", som man kaldte det, skulle man så møde i sin krigsfunktion. Da vi nu og 4 år frem i tiden ville være under uddannelse skulle vores designeringsfunktion være pjecekommandør om bord på en enhed udstyret med 40 mm kanon model 48.

I uddannelsen til pjecekommandører på 40 mm var det første gang vi blev gjort til specialister i noget. Vi skilte ad og samlede kanonen utallige gange og lærte specielle navne på dele af kanonen, som var logiske i denne sammenhæng, men som vi fandt så morsomme, at flere af dem fulgte os årevis, fx: Tilbringerholdepal. (logisk nok er det den pal, som holder tilbringeren.)

Det siger sig selv, at når man skal betjene og skyde med en kanon, skal sikkerheden for personellet være i orden, og vi indlærte derfor de rigtige kommandoer så grundigt, at jeg tror de fleste af os stadig kan vågne op om natten og gengive kommandoen i overskriften korrekt.

Når jeg i teksten hele tiden har understreget, at det var model 48, vi blev uddannet på, er det fordi det var den nyeste og mest avancerede i forsvarets arsenal. Der fandtes også en model 1936, der som navnet antyder var fra (før) 2. verdenskrig. Denne var om bord på minestrygere af SUND-klassen og i hærens luftforsvar på hjul. Model 36 var kun håndrettet og blev styret af 2 mand på selve kanonen (eller pjecen, som det retteligt hedder). Model 48 kunne derimod styres enten af et radar-ildledelsesanlæg, fra en sigtesøjle eller manuelt på pjecen.

Sigtesøjlen til 40 mm.

En sigtesøjle, som vist på billedet, styrede pjecen, således at den som betjente sigtesøjlen ved hjælp af dens sigtemidler kunne rette ilden mod målet korrekt. Dette var klart en fordel i forhold til den manuelle betjening med 2 mand.  Den sublime løsning var selvfølgelig et radar-styret ildledelsesanlæg, som man fx havde på fregatterne.
Vores ophold på artilleriskolen faldt sammen med højsommeren, og det år var det rigtig fint vejr. Det var selvfølgelig rart, når al skydning foregik udendørs, men der var den bivirkning, at vejret også var perfekt til lystsejlads. Kanonerne på Gniben står således, at man kan skyde enten i et skydeområde mod øst eller vest. Når man skyder er skydeområdet forinden blevet aflyst, som det hedder, og det skulle sikre, at skibe og både ikke sejler ind i området. Men da det er de færreste lystsejlere, som nærlæser Efterretninger for søfarende, var der gang på gang sejlbåde på vej tværs gennem skydeområderne, og skydningen måtte så indstilles. Mens vi så lå og slikkede sol kunne vi more os over lystsejlere, som ikke var ordentligt bekendt med geografien ved Sjællands Odde. Ud over spidsen, Gniben, strækker dig sig nemlig et langt, langt rev ud i vandet og for enden af dette er placeret et fyr; Sjællands Rev Fyr. Meningen er så, at man skal sejle uden om fyret, for at gå klar af revet, men mangen modig sejler så vi tænke: " Det kan da ikke være meningen, at man skal sejle helt derud. Jeg smutter lige over her". Vi kunne så ligge og gætte på hvornår han gik på grund, mens vi ventede på klart felt.

"Der skydes."

På trods af den forholdsvis moderne ildledelse af 40 mm model 48 var betjeningen stadig helt manuel. I selve pjecen stod to ladere, som skiftevis isatte en laderamme med 4 patroner. Det galt om at ruppe neglene, men alligevel sætte rammerne præsist, da de ellers kunne klemme sig fast og man fik en standsning. Laderne fik laderammerne fra 2 reoler bagerst i pjecen. Reolerne blev løbende fyldt op af to langere, som stod bag ved pjecen, eller rettere sagt løb frem og tilbage med patronrammene. Pjecekommandøren, som ledede skydningen stod enten oppe ved siden af sigtesøjlen, hvis den blev anvendt eller nede bag pjecen, hvis man sød manuelt.

Efter en lille måned var det overstået, og vi var "fuldbefarne" pjecekommandører til 40 mm model 48.