FPT

FPT, "Forsvarets Psykologiske Tjeneste" stod med flammeskrift over den første uge i september 1978. Vi havde hørt mange skræmmende beretninger om psykologerne, der med en kort udtalelse kunne forvandle en ambitiøs kadetaspirant til en værnepligtig sergent. Vi skulle over en uge evalueres og vores fremtid i søværnet afgøres. Prøverne bestod dels af nogle skriftlige tests, dels af gruppesamtaler med psykologerne og til sidst 2 personlige interviews med psykologer. De skriftlige opgaver bestod af spørgeskemaer, hvor man skulle associere svar på nogle udsagn. Fx. "Min far" ..... Det var forholdsvis nemt at gennemskue krydsreferencerne og give de "rette" svar. Under gruppesamtalerne måtte man lægge lidt bånd på sine udtalelser, og skrue lidt ned for fis og ballade, idet det var helt klart, som AB ville udtrykke det; at psykologerne var ikke udøvende humorister. Ugen gik tilsyneladende godt, og vi skulle så til de afsluttende personlige samtaler. Her sad æggehovederne med næsen i ens skriftlige svar fra først på ugen. Man skulle så kommentere på nogle af disse. Jeg blev fx spurgt om mit svar på netop udsagnet: "Min far". Jeg havde svaret lidt ud i det blå: "Min bedste ven". Hvad mente jeg med det? Jo, nu da jeg var blevet voksen, følte jeg, at min far var blevet en god ven. "Det var han måske ikke før?" Lød så det næste spørgsmål. Nu var det jo ikke lige det jeg havde ment, men da jeg var barn, var han jo min far, og nu var vi jo mere på lige fod... Ja man skulle sørme passe på, hvad man rodede sig ud i.
Vi fik ikke straks resultaterne af evalueringen hos FPT, men der var nogle stykker på vores hold der røg af i det sving. Jeg husker ikke præcis hvem. Jeg er heller ikke sikker på, at vi andre ved optagelsen på officersskolen fik at vide præcist hvad det var, de enkelte der ikke kom ind, faldt på.