Klasse 2A

Ja, jeg må indrømme, at bloggen har ligget underdrejet i et par år nu. Faktisk tror jeg at det kommer til at tage længere tid at skrive om vores uddannelse på SOS, end det tog at gennemeføre selve uddannelsen. Jeg håber dog at mine læsere er trofaste og langmodige og orker at hænge på.

I efteråret 1979 var vores klasse tilbage på SOS, nu som klasse 2A. Samtidig med at vi begyndte igen, havde SOS fået ny CH. Kommandør Struckmann var nyudpeget chef og i den anledning blev der afholdt parade for hele kadetkorpset i den store hal. 

Efter at korpset var kommanderet ret og melding var afgivet til chefen, ventede vi en tale af den sædvanlige type; om hvor glad og beæret, han var ved at overtage chefposten på SOS. Men nej! Struckmann tog sin sabel bag om ryggen i begge hænder og gående frem og tilbage foran os, fik vi en dundertale, om hvor slapt alting var blevet, og nu skulle han nok rette det op. Vi stod i skarp retstilling i 20 minutter og fik en kæmpe skideballe. Der var nok kommet nye boller på suppen.

Den nye CH kom straks i konflikt med både lærere og elever. Han ville genindføre den gamle tradition med en samlet mønstring af hele korpset kl 8 om morgenen, hvor vagthavende kadet så skulle oplæse dagens bøn. Skolens undervisere kunne så se frem til at miste 20 minutter af første lektion hver dag. Det syntes, de var en meget dårlig ide. Hvad vi elever fandt endnu mere latterligt, var at han ville (gen) indføre kadet-bukket. Første gang hver dag en kadet mødte chefen, skulle han rette op og give et kort buk med hovedet. I 1979 fandt vi det utåleligt og fjollet. Heldigvis havde vi i kadetkorpset allerede lært så meget om søværnet, at vi vidste at der findes regler og bestemmelser for alt i søværnet. Efter nøje at have gennemtrawlet SOKPUB 698-520 Bestemmelser for militær optræden i Søværnet, kunne vi forholde chefen, at noget sådant som et kadetbuk ikke forefandtes i reglementet. 

Vi troede nu, at gassen var gået lidt af ballonen, men vi tog fejl.

I semesteret for klasse 2A var der ud over den alm. klasse undervisning på selve skolen indlagt nogle kurser på andre af søværnets uddannelsesinstitutioner. 

I marts måned var vi tre uger på kursus på Søværnets kommunikationskole på Holmen.

Vi var nok på det tidspunkt blevet lidt "dygtige" og fandt måske underviningen i betjening af fjernskrivere og andre apparater lidt kedelig. Sagen var nemlig, at undervisningen på kommunikationsskolen var normalt for konstabler, der skulle vide alt om "møtrikker og bolte" vedr. apparaterne, hvor vi mere skulle vide, hvordan de blev brug taktisk. Der var derfor lidt gnideri. Det andet fag på kurset var det i marinehistorien højt ansete "Fleet Work". 

Igennem hele marinehistorien har man haft brug for, at kunne manøvrere flådestyrker på en effektiv måde og således kontrollere, hvordan man skulle angribe fjenden. I sejlkrigstiden var den bedste formation en linje, hvor man kunne koncentrere alle skibenes ildgivning. Det er også derfor man kaldte de skibe med 68 kanoner eller flere for linjeskibe; De var store nok til at indgå i en ildlinje. Gennem tiden udviklede man så flere formationer og de tilhørende signaler. Efter 2. Verdenskrig og oprettelsen af NATO udarbejdede man, baseret på Royal Navys signalbog, en NATO publikation, hvori man kunne finde alle disse formationer og deres tilhørende signaler: The Bible of Fleet Work: ATP 1 vol II (Allied Tactical Publication).

Formationssejlads anvendes idag mest i ceremonielle funktioner.

Her tre af søværnets inspektionsskibe i "Line Abrest".

For at gøre en kort historie lang, så afsluttedes dette kursus med en prøve, hvor man på papir skulle tegne en flådestyrkes manøvrer efter opgivne signaler. Styrken skulle gennemgå 25 manøvrer, tror jeg det var, men der var en fejl i 3. manøvre. Normalt skulle en styrke på 10 skibe gå let og elegant fra en formation til en anden, men på grund af denne fejl gik styrken helt i skudder mudder og intet passede. Størstedelen af vores klasse valgte at føre den fejlagtige øvelse til ende, men enkelt opgav, da det ikke gav nogen reel mening.

Dette skulle vise sig at have store konsekvenser.

Hen på foråret 1980 blev vi sendt til Frederikshavn for at gennemgå et taktisk kursus på AIS (Action Information School). Der fik vi brev om, at tre fra klassen var dumpet på kommunikationskurset og derfor ikke kunne fortsætte i denne årgang. De havde valget mellem at gå et helt år om eller forlade uddannelsen.

"Slappe" kadetter nyder solen på AIS

Vi følte, at under de givne omstændigheder var det en kende skrapt. Dels havde der været en fejl i opgaven og dels var prøven på Kommunikationsskolen i uddannelseplanen benævnt som en kvalificerede prøve ikke en eksamen. Vi skrev et pænt brev til skolen, hvor vi oplyste ovennævnte. Da vi fandt det lidt latterligt, at sætte 20 underskrifter på brevet, skrev vi bare: Klasse 2A.

Svaret kom hurtigt: Angående brev angiveligt fra klasse 2A. Vi havde opført os upassende på kurset. Vi var ikke så dygtige, som vi troede. Vores karakterer i prøven var dårlige, og det var vores eksamensresultater fra studentereksamen iøvrigt også - Sans comparison - (uden sammenligning) så det var om eller ud. Det vil ikke være en overdrivelse, at vi var meget skuffede over i sådan nedladende behandling, og vi var kede af at sige farvel til 3 klassekammerater, som nu måtte spilde et helt år med at gå om. 

I det forårs semester blev 30 kadetter ialt sat til at gå om eller smidt ud. Struckmann fik os alligevel. Det rygtedes dog siden, at et brev fra Forsvarskommandoen til CH SOS påpegede, at han nok skulle sætte tempoet lidt ned, hvis der skulle være officerer til at sejle søværnets skibe.

Sjælland Rundt

I slutningen af 70´erne, begyndelsen af 80´erne havde højkonjunkturen (læs: vi låner,hvad vi kan og lader inflationen betale) nået et punkt, hvor rigtig mange mennesker havde investeret i en sejlbåd, og da det i længden er lidt kedeligt, at sejle helt alene opstod der en række "løb" for almindelige (og seriøse) sejlere. Det største af disse var Sjælland Rundt.
Når det passede med sejlplanen deltog Svanen/Thyra også i Sjælland Rundt. Da skibene som fortalt var lidt underriggede og desuden havde svært ved at konkurrere med helt moderne både, på grund af deres "Mål", kunne vi aldrig satse på at vinde. Men slå søsterbåden kunne man jo altid satse på at slå.
I ugen op til sejladsen tømte vi Svanen for alt unødigt gods og vi gik på jagt i bådenes sejlkøjer på Holmen. Der fandt vi en gammel, stor spiler, som tilsyneladende var syet sammen af to gamle sejl. Da vi rullede den ud på Marsmarken (Søofficersskolens fodboldbane) kunne vi se, at den var meget større end vores "almindelige" store spiler. Den var ca. 275 m2, mens vi bedømte den fundne til ca. 350m2. Vi havde fundet vores hemmelige våben. Hvis vi sejlede den almindelige i stykker, ville vi til Thyras store overraskelse blot hejse end ny endnu større spiler.

Stemningsbillede til ankers.

 

 

De fleste både, som skulle deltage i Sjælland Rundt mødtes i Helsingør lystbådehavn fredag inden starten lørdag morgen. Da vi fyldte godt i billedet, lå vi som regel på en god plads i midten af havnen, men tit kom der andre store både på siden. Også denne fredag lå en stor Swan 42 på siden af Svanen. Dens besætning var til syneladende nogle rige folks børn fra Dragør. Vi havde ikke nogen problemer med dem, og sad og hyggede i messen. Men vores CH Muller havde tilsyneladende overhørt, at de drillede vores værnepligtige kok med, at han var dum og i søværnet. Nu har jeg vist nævnt, at Muller var gammel frømand, og han gik roligt over på den fremmede båd. Han havde ikke set, hvem der sagde hvad, så han tog blot den største og lagde ham ned på dækket. Han slog ham ikke, sagde ingenting, lagde ham blot bestemt ned. Resten af aftenen var de rige drenge ikke så højtrøstede, men til deres ros, må jeg sige, at de tog det med oprejst pande, gav kokken en undskyldning og inviterede os på en rundvisning. Sikke en båd, hvilken luksus.

 

Mandag morgen gik starten, og den forgik med spiler. Det er nok et af de mest fantastiske syn, jeg har set. Flere hundrede både, alle med spiler, og det bedste; Svanen og Thyra sejlede røven ud af bukserne på dem. Det var lige vores vejr.

 

 

Et "kunstbillede" af feltet set fra spidsen.

 

 

Det år artede vinden sig sådan, at vi sejlede næsten hele vejen rundt om Sjælland for spiler. Kun få kunne indhente os. Vi fik et par timer i modstrøm- og vind i Grønsund syd for Sjælland, men ude i Øresund gik det hu - hej nordpå. Så skete katastrofen, nej spileren holdt, nej endnu værre. Da vi anduvede Helsingør lå vi som nummer 5, foran Thyra, "Hvor er mållinjen?". "Det kan da ikke være den lille bøje?". "Hvilken side skal vi passere den?"  Vi sejlede forkert. Det er sådan set ingen katastrofe, man kan bare vende og sejle tilbage og indenom bøjen. Men på en eller anden måde, sprang Muller en sikring, og i sit raseri startede han Svanens motor for at gå rundt. NU var vi diskvalificerede. Nå! retrospekt kan man sige at vi "moralsk" blev nr. 5 - en sølle trøst.











....et andet skib at føre.

Som fortalt var ideen med sommertogtet om bord på Svanen-Thyra, at vi i praksis skulle afprøve og udvikle vores basiske sømands- og navitionsmæssige evner. Derfor må jeg til ære for de ikke så nautisk kyndige hellere give et kort navigationskursus. Navigation til søs går meget enkelt ud på til hver tid at kende sin position, således at man ved, i hvilken retning man skal sejle, for at komme derhen man gerne vil. Når man sejler tæt på land, som i danske farvande, er det også vigtigt at undgå at gå på grund. I dag er det jo "A piece of cake" at vide hvor man er. Alle render jo rundt med mobiltelefoner med GPS i, og det har moret et gammel navigatør, at se i NCIS, hvordan man opgiver positioner på land i længde og bredde. Men i de "gode gamle dage" havde man ikke den slags moderne pjat. Der eksisterede godt nok forskellige radio navigationssystemer, som vi vil vende tilbage til. I skibe med radar, blev denne anvendt til at navigere med, men den primære navigation, i farvande som de danske,var terrestisk dvs. pejlinger til kendte punkter i land.
Navigatøren har forskellige hjælpemidler til rådighed: Et søkort over området, som er et jævnt godt forsøg på at få et udsnit af en globus ned på et fladt papir. En paralellineal, som er en vinkelmåler og forskydelig lineal i et. En bestikpasser, som er en passer med to spidser. Et ur. Et kompas og et pejlediopter, hvormed man kan bestemme kompaspejlingen til et punkt. Hvis han er heldig en log, som måler skibes fart og distance og måske en nautisk regnestok, som ligner en alm. regnestok? men er uden løber og som bruges til at omregne distance og tid til hastighed og omvendt.

Det beskedne bestiklukaf om bord på Svanen.



I Svanen-Thyra navigeredes således mest ved hjælp af pejlinger til kendte positioner i land, kirketårne, fyr osv. Og om natten med pejlinger til fyr. For at få en ordentlig position eller plads, som det retteligt kaldes, skal man have mindst to pejlinger. Der, hvor de krydses, er man. Men da man sejler frem gennem vandet (almindeligvis) er man der jo kun kort tid, ja faktisk er man jo allerede et stykke videre. Derfor må man identificere sin plads med en tid og distance. Det hellige mantra lyder: Klok og log.
Hvis man ikke har en log, må man sejle på tid alene og det går også endda. I Svanen Thyra var der ikke en fast indbygget log, men en såkaldt patentlog, som sættes efter 

 

skibet og man kan så aflæse distancen på loguret. Lidt besværligt, men det virker udemærket, så længe man ikke sejler rundt om sig selv for meget.

Nu har man sin plads, men er jo i virkligheden allerede lidt forbi. Derfor findes der et gammelt navigatør-trick, som desværre ofte er gået i glemmebogen og det nogle gange med katastrofale resultater. Bestik. Dette har ikke noget med kniv og gaffel at gøre, men er en metode, hvormed man hele tiden med en stor sansynlighed ved hvor man er.

Når man har sat sin plads i kortet med klok/log anvisning, tegner man en kurslinie i den retning man sejler, og og ud af den sætter man med faste mellem rum en lille "pind" med angivelse af  tiden eller distancen. Man kan så ved hjælp af enten sit ur eller loggen se hvor man er om fx 15 min eller 1 sømil. Hvis man ikke har en log, er det klart, at man må vide ca. hvor hurtigt man sejler, for at kunne sætte tider på kurslinien.

Nå men nok teori. Vi fik virkligt afprøvet vores færdigheder under togtet. Det er ret nervepirrende, første gang man, en mørk nat med frisk vind, skal forsøge at ramme den lille passage i Sjællands Rev, som er afmærket med 2 bøjer - uden lys. Men når det er lykkedes får man også større tiltro til, at tingene man har lært i klassen virkelig virker i det rigtige liv.





Svanen og Thyra

Sommertogt 1979. Nu skulle al teorien om, hvordan man navigerer og sejler til søs afprøves i praksis. Togtet skulle foregå ombord på Søværnets to sejlkuttere, Svanen og Thyra.
De to både, som heldigvis stadig er i Søværnets tal, er bygget i 1960 ved Molichs skibsværft i Hundested. De er ca. tres fod lange og er yaul- rigget ketch, dvs. de har to master, en stormast og en mesanmast, den sidste placeret bag roret. De er lidt underrigget, dvs man kunne godt fører et større sejlareal, men med den store spiler bærer de dog alligevel ca. 500 m2, hvilket må siges at være ret godt. Normalt foregår togterne i danske farvande, men de har dog en gang været over dammen til Bermuda. Besætningen består normalt af en CH og en regnskabsfører, 8 kadetter og to menige.

Svanen Thyra - et lidt nyere billede.

 

 

Jeg kom på Svanen, hvor vores CH det år var en ex-frømand ved navn Muller (tysk y), regnskabsføreren en seniorsergent, desuden var der en værnepligtig kok og en ligeledes værnepligtig maskinmand.

Blandt de 8 klassekammerater, som kom på Svanen, var der ca. en ligelig del, som havde sejlet med sejl før, og en del som aldrig havde prøvet det for alvor. Jeg var blandt den sidste del.

Vi ubefarne kom dog hurtigt efter det. Alt på bådene foregår ved håndkraft og forsejlene tightes ved hjælp at 4 messingspil - 2 i hver side. Jeg skal love for, at vi fik prøvet dem. Sejlsportsmænd har den ide, at sejlføringen hele tiden kan gøres bedre, justeres skifte sejl osv. og i den retning var Muller sejlsportsmand. Men det var jo herligt, at sejle rundt i danske farvande, noget som andre betaler i tusindvis af kr. for at kunne gøre, fik vi gratis, ja vi fik endda løn for det. Togtet førte os vidt omkring: Anholt, Samsø, Kolding, Stubbekøbing, Kiel, Helsingør.

Apteringen dvs. indretningen af bådene afspejlede, hvornår de var bygget. Chefen og rengskabsføreren havde hver et lille lukaf, mens vi kadetter sov i messen, der også var spise"stue" og opholdsrum. De 2 værnepligtige havde hver en køje ude for, foran for kabyssen.

 

Trætte kadetter nyder en ankomst pils efter et langt ben.

 

Det år skulle Svanen Thyra deltage i Kieler Woche. Det er en stor sejlregatta, som afholdes hvert år, jeg tror lige siden år 1900. Der foregår kapsejlads, men også en mængde orlogsskibe fra forskellige nationer kommer til Kiel den weekend. Vi skulle ikke deltage i selve sejladserne men havde weekend ophold sammen med resten af skoledelingen; Minelæggeren Møen og to minestrygere.

 

Flag over toppene i Marinebase Kiel.

 

I forbindelse med weekenden er der en del udveksling mellem de forskellige nationers skibe. Der er sportskonkurrencer og besøg ombord osv. Jeg var så heldig, at blive inviteret til frokost om bord i en amerikansk fregat. Jeg kom om bord iklædt min pæneste uniform med banderoler og det hele. Jeg blev inden frokost vist rundt på skibet af deres teknikofficer, som var en kæmpestor sort mand. Da vi gik til bords i messen sad jeg ved siden af teknikofficeren og ved bordet sad det største antal officerer, jeg endnu havde set på et skib. Frokosten skred frem, der var 3 retter (med vand til), og jeg konverserede med mester og de omkringsiddende på bedste vis. Så jeg talte nok mere end jeg spiste, hvilket gik op for mig halvejs gennem hovedretten, da folk omkring mig rejste sig og gik, efterhånden som de blev færdige med deres dessert. Jeg indså nu, at jeg måtte speede spisningen alvorligt op, hvis jeg ikke skulle sidde alene tilbage, når alle andre var færdige. Det var mit første møde med amerikansk bordskik.









Et er et søkort at forstå......

Velkommen igen til evt. trofaste læsere. Jeg beklager, at der er gået lang tid siden sidste indlæg, men man har utroligt travlt som pensionist. Det bekymrer mig dog lidt, at det ser ud som om, det vil tage ligeså lang tid at skrive om vores uddannelse til søofficerer, som det tog at gennemgå selve uddannelsen.

Som allerede tidligere nævnt blev der på første år lagt vægt på de fag, som skulle give os skibsføreren. I navigation havde vi mange timer, og som lærer havde vi gode, gamle Krydspejleren, som siden vi gik på sergentskole, var blevet pensioneret og fået tjansen som navigationslærer på Søofficersskolen. Han var meget vidende om området, men hans pædagogiske virkemidler var fra den gamle skole. Vi fik nu også syn for sagen om hvorfor, han blev kaldt Krydspejleren. I begyndelsen, når han stillede et spørgsmål til en elev i klassen, var der som regel to, som svarede; Han kunne se på to personer samtidig. Han havde også nogle specielle vendinger, som det tog lidt tid, at få styr på. Fx. "Se i hatten", som svar på et spørgsmål om, hvor man kunne finde oplysninger om en specifik udregning. Efter nogen tid gik det op for mig, at løsningen kunne findes i instruktionen til apparatet eller bogens indledning. Altså i låget til kassen, hatten.
Første semester af navigation var terrestisk navigation, altså hvorledes man navigerer et skib ved hjælp af pejlinger til kendte punkter, hvilke fejl som man skal tage hensyn til, magnetkompassets virkemåde osv. Den basiske navigation. Alt dette skulle man så vise at man mestrede ved en årsprøve til foråret. Her opdagede vi Krydspejlerens lidt specielle måde at give karakterer på for en skriftlig prøve. Han lavede simpelthen prøven så lang, at ingen kunne nå det hele, og man fik så karakter efter, hvor langt man var nået!
Et andet basisfag var søvejsregler, der omhandler hvorledes man skal føre sit skib i forhold til andre skibe. Vores lærer var orlogskaptajn Zittan, om hvilken, AB vist for første gang anvendte udtrykket: "Han er ikke udøvende humorist".
I faget søret havde vi en kæderygende orlogskaptajn fra forsvarsministeriet med øgenavnet Stritter. Han havde hang til lyserøde skjorter og øgenavne. En klassekammerat, som han opdagede havde læst medicin inden han kom i Søværnet, hed nu altid Doktor Kälstrøm. En anden, som i en opgave gjorde lidt for meget ud af en undersøgelse af forurenet tankvand, hed efterfølgende kun Marinebiologen.

Første semester var ret hårdt. En overgang havde vi 8 skriftlige opgaver om ugen. Det var helt klart også tilrettelagt for at skille fårene fra bukkene og det skete da også. Vi afsluttede klasse 1A teorisemester med eksamen i søvejsregler, søret, matematik og fysik samt årsprøver i de øvrige fag. I processen mistede vi 4 klassekammerater. Men nu kunne vi se frem til et herligt sommertogt.

 

Med Kronborg om styrbord.

Nyboder

De fleste ved at det var Christian den IV, der byggede Nyboder, men de gule huse med to etager, der nu udgør størstedelen af Nyboder er ikke helt tilbage fra 1600 tallet. De er kun fra 1770´erne.

Suensonsgade 45 med den lyseblå folkevogn.

 

Og på nogle områder, føles det som om de faktisk er over 200 år. Men det gode ved Nyboder var, at de den gang i slutningen af 70´erne var forbeholdt Flådens folk, og det var rimeligt nemt, for en ung kadet at få en lejlighed her. Mange af mine kollegaer kom fra andre dele af landet, og hvis man ikke havde råd eller lyst til at investere i en ejerlejlighed flyttede man ind i Nyboder. Lejlighederne er meget forskellige i størrelserne. Fra 24 m2 og op til et helt hus på 200 m2.

Jeg flyttede ind i 24 m2 i Elsdyrsgade. Lejligheden bestod af 2 værelser og køkken. Den tidligere lejer havde haft et projekt med at lave nyt køkken, men var kun nået til at rive det gamle ud, så jeg fik et nyt modulkøkken. Nu skal man ikke falde på halen over det, der var kun koldt vand og komfuret bestod af et gasblus på et gammelt kakkelbord. Opvarmningen af lejligheden forgik med en petroleumsovn, og man hentede petroleum i 20 liters dunke oppe på tanken hos Anders i Kronprinsesse gade. Det var jo absolut ikke luksus, men det var min egen lejlighed og prisen var overkommelig; 375 kr. om måneden.

Jeg havde lejligheden mod gaden og ind mod gården boede en konstabel, som sejlede i Inspektionsskibs eskadren. Jeg så ham aldrig i den periode på 1½ år, hvor jeg boede der. Til gengæld så og især hørte jeg hans pige, som boede i lejligheden. Det må have været et meget åbent forhold, for hun havde mange mandlige venner, som hun underholdt i lejligheden. Nu er væggene ikke specielt tynde, men man var ikke i tvivl om, at det gik muntert til. En fordel ved at hun boede der, var dog, at man aldrig behøvede at købe de sidste nye hits. Man hørte dem om og om igen i en uges tid, så var der et nyt på hitlisten.

Der var selvfølgelig ingen bad og toilettet var på gangen og var fælles for husets beboere. Her var man nok lidt glad for naboens veninde, da hun nok var lidt mere prober end vi drenge, men et irritationsmoment var toiletpapiret. Der var 4 bøjler til toiletpapir på WC´et, en til hver lejlighed. Men under tiden følte jeg at det gik utroligt hurtigt med min rulle, mens de andre ikke mærkbart ændrede udseende; De stjal mit toiletpapir, de skiderrikker. Jeg begyndte så at tage min rulle med ind, men det gav jo problemer, når man havde gæster: "Husk rullen".

Som sagt var Nyboder dengang kun for Flådens folk. Ikke kun uniformeret personel, men også civilt ansatte fx fra Orlogsværftet på Holmen og Søværnets Materielkommando. Det var endda muligt, hvis man havde boet i Nyboder i en lang årrække, at få en lille pensionistbolig. Min gode ven Peter havde også fået en lille lejlighed i enden af Haregade. her kunne man for alvor se betydningen af "De lave stuer i Ny´boer". Han er lidt højere end mig ca. 1,87m, og der var kun et sted i hans lejlighed, hvor han kunne stå helt oprejst. Ved siden af Peter boede en pensioneret overfyrbøder. Han brugte den meste til at ligge på køjen og drikke brændevin, men om foråret gik der ild i den gamle. Udenfor på gaden stod hans stolthed med en pressening over; En Harley Davidson med sidevogn. Af kom presseningen og på kom æggeskalden og så kørte han af sted med de hvide hår og skæg flagrende.

Nyboder var lidt ligesom en lille landsby mit i København. Man kendte ikke alle, men de lidt specielle typer var velkendte. Der var Atomdrengen, som arbejdede på Orlogsværftet. Lidt uvant den gang var han kæmpe stor og fed. Man mente, det var en sygdom, men så man på hans kone og børn, var det nu ikke helt sikkert. Der var Anders på tanken, og overfor på en bænk kunne man i godt vejr se Schøntal sidde, først minus et ben og senere helt uden ben pgr af sukkersyge. De fleste butikker i området havde også ligget der i en menneskealder. Der var kinagrillen, hvor ejeren havde sat alle sine penge i guldtænder. Bager Klinke, hvor man kunne få romkugler til ingen penge, så længe men ikke spekulerede for meget over, hvad der var i. Og ikke mindst Bangs Bodega, hvor mangen en familiefar havde lagt ugelønnen i stedet for at komme lige hjem.

Det var nemt at komme fra Nyboder til Officersskolen på Holmen. man gik ned til Toldboden, og her sejlede en lille båd over til Elefanten på den anden side af havnen. Elefanten er den mole som stikker ud fra Holmen overfor Toldboden. Den hedder således fordi den er bygget ovenpå et sænket orlogsskib ved navn Elefanten. Den lille båd hed Hønen, og jeg spekulerede i lang tid over hvorfor, den hed Hønen, indtil min far fortalte, at der oprindeligt havde været en tynd, lang bro fra Toldboden til Elefanten; en såkaldt hønsebro. Da der så kom for meget trafik ud og ind af Københvns havn blev broen erstattet af en lille færge, der naturligt blev døbt Hønen.

Fra den anden side af Toldboden, hvor Hønen lagde til, sejlede en færge til B&Ws skibsværft, som den gang stadig eksisterede. Arbejderne på B&W var ikke kendt som de mest forsvarsvenlige, faktisk var de fleste glødende kommunister. Det var dog sjældent at vi trådte hinanden over tæerne, men engang fortalte Peter mig, at der var en fyr, som flere gange, netop når han passerede ham, havde sagt: "Kanonføde". den næste dag fulgtes Peter og jeg ad ned mod Hønen, da vi mødte B&Ws natskifte, som var på vej hjem. Peter udpegede misdæderen og lige da vi nåede til ham, og han skulle sige noget, kom jeg ham i forkøbet, pegede på ham og sagde: "Du tier stille". Han blev så overrasket, at vi aldrig hørte mere.

Om eftermiddagen på vej hjem, kunne man godt være lidt brødflov, men heldigvis havde vi Monas pølsevogn, så stod overfor Nyboders boghandel på St. Kongensgade.

Efter man havde købt én eller to gange hos hende, skulle man bare sige: "Det sædvanlige". Jeg oplevede aldrig, at hun ikke kunne huske lige præcis hvad der var din sædvanlige.

Efter ca. 1½ år i vores små lejligheder enedes Peter og jeg om at forsøge at få nogle større. Nyboder blev den gang administreret af et kommandantskab under ledelse af Nyboders kommandant, der var en pensioneret søofficer. Dette var formodentligt et lev fra dengang Nyboder var en by i byen med eget politi, lægeklinik og porte, der blev låst om aftenen. For at få en lejlighed, skulle man føres på en venteliste, men Peter og jeg mente, at det var en god ide, at møde op hos kommandantens assistent Ingerdahl et par gange om ugen for lige at gøre opmærksom på vores eksistens. Det virkede åbenbart, for i løbet af kort tid fik vi hver tildelt en ny og større lejlighed på 45 m2 i henholdsvis Suensonsgade og Haregade.

Jeg stiftede nu bekendskab med begrebet gennemgangskøkken. Til lejligheden hørte en lille gårdhave, som man dog delte med ovenboen. Men for at han kunne komme ud i haven, skulle han gå igennem mit køkken. Det skulle skraldemændene også for at tømme skraldespandene, som stod i haven - og diverse håndværkere, når nået skulle laves i gården. Heldigvis var tiderne med lokum i gården forbi, natmændene bar nemlig også spandene gennem ens køkken. Jeg mener, at bemærkningen: "Godnat Ole, pengene ligger i vinduet" stammer fra den tid, idet hvis man ikke lagde en lille erkendtlighed til natmanden, kunne han let komme til at skvulpe lidt, når han gik igennem køkkenet.. Nå lejligheden var fin nok, en stor stue og to kamre samt køkken. Toilettet var stadig delt med ovneboen. Et problem havde den dog, den var ikke grundforbedret, dvs. gulvet var lagt direkte på jorden uden støbt fundament, så fugten kunne trænge lige op igennem gulvet og op i væggene. Det var ikke så stort et problem så længe vinduerne var så utætte at man fyrede for gråspurvene, og det skal tages bogstaveligt; om vinteren sad de lige på vindueskanten og kroede sig. Da det nu blev dyrere at fyre fik vi den ide, selv at indkøbe nogle plexiglas forsatsruder, og jeg skal love for at det satte gang i fugten. Da jeg vaskede væggene ned lige inden jeg skulle flytte 4 år senere, blev jeg våd på knæene af at kravle rundt på gulvtæppet. Som kollegie var det fedt at bo i Nyboder, midt i byen, men at bo der med familie og børn krævede et godt helbred.

Nu er alt ændret. I den hellige ligestillings navn er Nyboder nu fyldt med grønne og lyseblå soldater, til gengæld er der nu ikke plads til Søværnets civilt ansatte. Pensionistlejlighederne er også en saga blot, og nu skal man have tjenestested i København for at kunne bo i Nyboder, således er alle ISE sejlerne ude af billedet. Da min søn gjorde tjeneste på inspektionsskibene, ringede jeg til Forsvarets Boligkontor for ham, da han var nordpå, for at høre om det var muligt at får en lejlighed. Forsvarets Boligkontor ligger nu i Hjørring, så man smutter ikke bare lige forbi. "Har han tjenestested i København" spurgte den flinke dame. "Nej, i Frederikshavn". "Så kan han ikke leje en lejlighed i Nyboder, hvorfor flytter han ikke til Nordjylland?" Svaret røg lige ud af mig: "der er der sku´da ingen, der gider flytte op". Så var den ansøgnings samtale overstået.

 

Quick, quick -- slow

Der har i historisk tid altid været danseundervisning på Søværnets officersskole. At kunne danse høre til de områder, man skal beherske, for at være en søofficer og gentleman. Før i tiden, da skolen var internat dansede kadetterne med hinanden, og for at man (danselæreren) kunne kende forskel på, hvem der dansede som dame og hvem som mand, skulle "damen" folde det ene bukseben op. Dette system har formodentligt haft den ulempe, at en del søofficerer kun kunne danse "dame".
Da vi gik på SOS i slut 70´erne var danseundervisningen blevet frivillig, foregik onsdag aften og man måtte selv medbringe en dame. Især det sidste gjorde det jo lidt mere realistisk og interessant.
Undervisningen blev ledet af pensioneret solodanser ved Det Kongelige Teater Svend Erik Jensen. Svend Erik var ingen årsunge mere, men på trods af et lidt større livmål var han stadig spænstig og let til bens. Liv målet kunne dog give den dame, som han skulle vise trinnene sammen med, lidt problemer.

Svend Erik Jensen styrer

polonaisen med fast hånd.

De vigtigste danse man skulle beherske frem til kadetballet var selvfølgelig lanciers og så polonaisen. Men ud over dem lærte vi også engelsk vals  og quickstep. Ligesom i Matador foregik undervisningen til klaver, her spillet af Svend Eriks assistent hr. Enna. En undervisningsaften forløb på samme måde, som på danseskolernes "kaffehold"; En times dans, en halv time pause, en times dans. Men til forskel fra et "kaffehold", var kadetbaren her åben i pausen. Dette fakta gjorde, at Hr. Enna, som godt kunne tage fra i baren i pausen, af og til tabte tråden i den sidste times undervisning. Så lød Svend Eriks velartikulerede og ganske kraftige stemme ned bag fra: " Hr. Enna! Vi danser vals!" Eller: "Det er tredie tur, hr. Enna."
De faste lærere og officerer på skolen havde mulighed for også at deltage i danseundervisningen. Normalt var det kun to officerer som benyttede sig af dette, faggruppeleder idræt Cortsen og adminstrativ officer Bethelsen. Begge dansede med deres restpektive hustruer. Da disse (hustruerne altså) havde deltaget i mange år, var det tit en af dem, som blev valgt af Svend Erik til at vis de nye trin. Dette betød, at der var en indædt konkurrence mellem dem om at blive den udvalgte. Fru Berthelsen udnyttede sin spinkle statur gennem at optræde i prinsessekjoler, mens fru Cortsen, som var lidt mere firkantet måtte spille på sine flotte ben. De aftener, hvor Svend Erik forfordelte en af hustruerne var totoal ødelagt for den anden.
Det lykkedes faktisk at lærer os så meget, at kadetballerne kunne gennemføres uden nogen tilskadekomne og så Polonaisen så ordentlig ud og gik op til sidst.

SOS

SOS er det internationale nødsignal men som ovenfor nævnt også forkortelsen for Søværnets Officersskole - ingen relation. SOS blev oprettet i 1701 og er dermed Danmarks næstældste undervisningsinstitution efter Københavns Universitet. Om den er verdens ældste søofficersskole, skændes man til stadighed med den russiske søofficersskole i Skt. Petersborg. (selvfølgelig er SOS ældst).
Frem til 1964 var skolen internatskole (også kaldet kostskole - internat lyder lidt af fængsel), hvor eleverne boede på skolen og i 1970 blev organisationen reorganiseret med faggrupper, så da vi begyndte på SOS var det en helt moderne undervisningsinstitution. På nogle områder var det alligevel anderledes end dit alm. universitet. Påklædningen var jakkeuniform, under søværnets officielle sommer, 1. maj til 1. oktober, kunne man dog gå i sommeruniform, skjorte med korte ærmer. Der var mødepligt, og en gang i mellem havde man tjeneste som vagthavende kadet, hvilket var overkommeligt; møde en halv time før og hejse flaget. Sidde ved vagthavendes skrivebord i frikvarterene og nedhale flaget igen efter skoletid. Normalt var undervisningen fra kl. 0800 til 1500. Undervisningen var på helt moderne vis opdelt i moduler af 2 eller 3 undervisningstimer. Selve indretningen af skolen var (og er stadig) præget af traditionerne. Der er en hyggelig opholdstue til frikvarterene med et stor billardbord, maritime artifakter på væggene og dagens aviser og div. maritime tidskrifter.

Frikvarter med kaffe i opholdsstuen

 

 

Endevæggen i samlingshallen er dækket af et 3 etager højt billede af Slaget i Køgebugt, og i spisesalen er der en bar (dog ikke åben til daglig). Når man mødte om morgenen kunne man bestille smørrebrød til frokosten. Disse blev så smurt i løbet af formiddagen af et par "flinke damer".  I 10-frikvarteret åbnede en lille kiosk i mellemgangen, og man blev her betjent af kaptajnløjtnant Kiosk, som ret skal være ret, vist også havde et andet administrativt job på skolen.

Som nævnt var skolen organiseret med faggrupper, som hver blev ledet af en officer. Faggruppelederne underviste i enkelte fag, men ellers var der under de enkelte faggrupper ansat civile og militære timelærere.

Nu skal officerer jo også kunne begå sig socialt, og derfor var der et par årligt tilbagevendende fester. Den første vi stiftede bekendskab med var Rødvinspartyet. En rimeligt afslappet fest, arrangeret af kadetforeningen om efteråret for at "ryste" kadetterne sammen. Det var med ledsagende damer, og jeg mener at kunne huske, at vi blev "rystet" godt sammen. Der har også muligvis været en ældre kadet af teknisk linje, som har undret sig over alle de unge kadetter på mange billeder i hans kamera, som han så uforsigtigt havde efterladt på baren.

Det store brag var dog kadetballet om foråret, med damerne i lange kjoler og vi i selskabsuniform, som for yngste kadetter bestod i en butterfly i stedet for slips og hvide handsker samt bandoler og kadetdolk.

 

 

CH SOS kommandør Prause og frue hilser på gæsterne.

 

 

Efter man havde hilst på chefen og frue var der velkomst drink og dernæst middag med diverse taler her i blandt talen for damerne, som en (u)heldig kadet af ældste klasse var udvalgt til at holde. Til dette års kadetbal var der dog en ekstra tale, nemlig af kommandør Prauses tidligere sekretær fra Grønlands Kommando, hvor Prause før havde været chef. Prause havde åbenbart været så letsindig at invitere hende, og hun kvitterede med at drikke sig en skid på og holde en uannonceret tale om, hvor sjovt det havde været på Grønland og "du husker nok Prause - vi havde det rigtigt sjovt i Grønland - nodge, nodge - you know what I mean". Det vil være en underdrivelse, at sige, at der var en larmende tavshed efter talen, men hvem sprang til og reddede dagen (aftenen) Pol Potts! Han holdt en rigtig sjov tale, som fik selskabet op igen. Heldigvis er der dog en guddommelig retfærd til, idet sekretæren senere på aftenen faldt ned af hovedtrappen og brækkede håndledet.

Efter middagen var der polonaise og lanciers samt fri dans om ikke til den lyse morgen så da til kl. 0100.

 



 Polonaise er en form for indmarch, som bedst kan beskrives ved, at man går rundt i cirkler og kommer ingen vegne.

 

Nu kommer ingenting af sig selv, undtagen nullermænd, så hvordan kunne vi bovlamme kadetter polonaise og lanciers. Det vender vi tilbage til.







Søværnets Officersskole, klasse 1A

Mandag den 30. oktober 1978 var vi sluppet igennem nåleøjet og startede som klasse 1A på Søofficersskolen (i daglig tale SOS). Af de 40 aspiranter, som var startet et år før, var vi 18 tilbage. Hertil kom 6 nye, som enten var fra tidligere hold eller optaget på anden vis. Klasse 1A 1978 bestod således af 24 kadetter, 18 af taktisk linie og 6 teknikere.

En stor del af undervisningen det første år var en overbygning til fag vi allerede kendte fra gymnasiet. Fysik, matematik, sansynlighedsregning og statistik, engelsk og fransk. Det vigtigste fag var uden tvivl navigation. Desuden var der andre nautiske fag, som det var nødvendigt, at vi skulle have, for at vores uddannelse kunne leve op til den civile skibsføreruddannelse. I nogle fag gik hele klassen sammen, men var delt op i taktikere og teknikere i andre.
I matematik og sansynlighedberegning og statistik havde vi lektor Monrad, som var fra DTH (nu DTU). Teknikerne var så "heldige" at have lektor Krølfedt (se et tidligere indlæg). Monrad var en rigtig god underviser og høstede især poing på sit øl-forsøg i statistik, som med én-stjernet signifikans viste,  at unge kadetter ikke kan smage forskel på alm.- og lyst øl. Da det senere ved forårets kadetbal gik op for os, at han var gift med Madam Mim, gjorde det ham ikke mindre populær. En af grundene til at vi skulle have udviddet matematik, var at vi skulle lære sfærisk geometri med henblik på vores undervisning i astronomisk navigation. Den sfæriske geometri må have gjort et stor indtryk på mig. Hvis du den dag i dag vækker mig om natten, kan jeg stadig ikke sige, hvad det gik ud på.

Potts ved tavlen



I fysik havde vi ligeledes en lektor fra DTH. Lektor Potts (i daglig tale selvfølgelig Pol Potts). Pol Potts var sådan set en udemærket lærer, men havde vist lidt et problem med de våde varer. Den eftermiddag, hvor vi sluttede undervisningen med 3 fysiktimer, blev vi som regel sat til at regne opgaver, og hvis vi havde nogle spørgsmål, kunne vi finde ham på nedenunder på kontorbetjentens kontor (den lokale smugkro). Da vi var på ekskursion med ham til DTH, startede vi dagen på DTHs parkeringsplads med en gammel dansk i pyrexbægrer. Han fortalte os, at det var forbudt ham at drikke spiritus på inde på DTH, derfor parkeringspladsen.
Engelsk læreren var den nu desværre hedengangne Torben Saabye. Jeg tror, han havde haft børnelammelse, fordi han var meget lille og sammenkrøllet, men hovedet var der ikke noget i vejen med. En rigtig god ting var, at vi brugte megen tid på at læse
maritim faglitteratur.

PS og undertegnede ved vores bord i klassen.

Samme sted ca. 29 år senere.

Som andet sprog kunne man vælge mellem fransk og russisk, forstået på den måde, at hvis man havde haft russisk i gymnasiet, skulle man have russisk. Dette ramte en heldig kadet, som havde enetimer i russisk i to semestre. Vi andre var så heldige at have en ret så underholdende lærer i fransk; Pierre Hyllested. Hyllested havde foruden os, den opgave, at undervise daværende statsminister Paul Hartling og han (Hyllested altså) var meget begejstret for skuespilleren Susse Vold. Kunne man få drejet samtalen over på et af de ovennævnte emner, gik der hurtigt en time med det. Hyllested underviste også på Hærens Officersskole(HO), og understegede ofte over for os, at disciplinen på SOS havde meget tilbage at ønske i forhold til HO. Vi tog derfor en dag fusen på ham, ved at stille op til en skansevagt for ham, med skansvagtføreren saluterende med pegepinden.







Værnepligtige SØ hold 1977

Igen (eller måske igæng) må vi forlade kronologien for en kort bemærkning, da der ved SVAs foranstaltning er fremkommet billeder fra holdets optagelse på SRS:

Bag fra, fra venstre:  Hugin, Holst, Lauer, NAK, Wiesmann, Kim Kyhl,
                                  Peter, K.E. , Ivan, Meyer, Kählström, Lennart,
                                  Møllgaard, Per, Snitborg, Bo

Bag fra, fra venstre:  Lindahl, Jarnum, Schelde, Henrik ?, Gullaksen, Frigast,
                                  ?, Nils, ? , Harald, ?, Bondrup
                                  AB, ?, ?, Jesper, Fynboen.
Som I kan se har jeg lidt brug for hjælp med anden del af holdet.

Tilbage i Auderød

I september 78, ca. et år efter vi selv var startet som værnepligtige i Auderød, var halvdelen af holdet tilbage i Auderød, men nu selv som delingsførere for en deling værnepligtige. Vi skulle nu i praksis afprøve, hvad vi havde lært på sergentskolen om undervisning og mandskabsbehandling. Vores delinger bestod, som det var normalt dengang, af en blanding af høj og lav, frivillige og tvungne, fra alle dele af landet.

I min deling var der især 3 drenge, som skilte sig ud, og som jeg husker den dag idag. Den ene var bornholmer og talte meget bornholmsk. Heldigvis kommer jeg fra Dragør, og sjovt nok minder det gamle dragørmål meget om bornholmsk, så selvom jeg ikke taler dragørsk, kunne jeg dog nogenlunde forstå ham. Værre var det med de to sønderjyder i min deling. Det tog et stykke tid, helt at forstå, hvad de sagde, og undervejs lærte jeg en del "nye" gloser. Et hul hedder fx "a gaf" på sønderjysk. Spørgsmålet kom en dag på skydebanen: "Hva´ ska´a gøre, hvis a ha´ fået jord i a gaf"? "Hvad har du"? Det vakte også jubel, da den ene foran hele kompagniet før den første time i træningsbassinet spurgte: "Hva´ ska´ a gøre, hvis a ikke har nogen bade-bavs"? Det største problem med de to alsinger var dog, at mage til sludrevorne personer har jeg aldrig mødt. De knevrede løs med hinanden fra tidlig morgen til sen aften. I begyndelsen var de tilfældigvis placeret ved siden af hinanden i marchkolonnen. Det gik slet ikke. De kunne simpelt hen ikke tie stille. Selvom jeg flyttede dem fra hinanden, knevrede de stadig løs, når vi marcherede og sidste udvej var som regel: "Giv agt, løb". Det lukkede munden på dem, om end kun for en kort periode.

Min deling.

Som delingsførere havde vi ansvaret for en del af delingens uddannelse. Vi underviste i betjening af håndvåben, gevær M 75, og gennemførte skydeprogrammet med delingen på skydebanen. Vi underviste i militær optræden, dvs. ret og rør, march osv. Vi underviste også i sømandskab, knob og stik og øvelser med kasteliner og trosser på Lappedykkeren.

Kompagnibygningerne i Auderød lå i en halvcirkel.

I de andre fag så som redningsmidler, førstehjælp, FUT, brand osv. fungerede vi som hjælpelærere, mens faglærere stod for selve undervisningen. Auderød var sådan indrettet, at alle faciliteter lå indenfor 10 min gang, og man kunne så benytte "gåturen" mellem de forskellige undervisningssteder til at indøve militær optræden.

Under vores tid som delingsførere, afslørede det sig også, at ikke alle havde lige gode evner til at føre kommando. Dagens program afsluttedes med at delingerne marcherede op foran kompagnibygningen, deling for deling, og kompagnibefalingsmanden kunne så give evt. information samlet til hele kompagniet, inden der var aftrædning. Der gik selvfølgelig sport i for os delingsførere at kunne marchere sin deling op og stoppe lige på det rette sted. En dag gik det helt galt for kollega Hugin, hvis deling forsatte direkte ind i den næste deling, mens Hugin råbte forvivlet: "Jeg kan ikke huske, hvordan man standser".

Selvom mange af vores værnepligtige var tvungne ind, var der dog meget få disciplinære problemer. Jeg tror det skyldes, at grunduddannelsen i Auderød var meget koncentreret og uden meget spiltid. Samtidig var de fleste instruktører engagerede i deres undervisning, og dette gjorde, at selv værnepligtige, som ellers var sure over at skulle ind, fandt at tiden ikke var spildt og det måske var andre og interessante ting, man kunne lære i søværnet.

Efter en måned i Auderød var det nu alvor; Vi skulle starte på Søofficersskolen.

Svanen og Thyra

Den 14. august 1978 var vi fire fra årets kadetaspiranthold som mødte til sejlende tjeneste om bord i søværnets 2 sejlkuttere; Svanen og Thyra.
Svanen og Thyra er 2 60 fods yachts bygget ved Molich i Hundested engang i 60´erne. De har 2 master og er yawl-rigget, dvs. den agterste mast, mesanmasten står agten for rorstammen. Men nok om det tekniske. De er to fantastisk flotte skibe, og det er en fornøjelse at lære at sejle med sejl om bord i dem. Man kan kun undre sig over, at vores venner i FKO ikke forlængst har skrottet dem.

Thyra med spiler.

Jeg mønstrede sammen med Kählstrøm, kadetaspirant af MP-klassen, om bord i Svanen, hvor vi skulle fungere som bestikstyrmænd/kød for ældste B-klasse af navigatørlinjen. En bestikstyrmand skal føre navigationen i søkortet, udsætte pladser og føre bestik (nej ikke kniv og gaffel, jeg skal senere forklare, hvad bestik går ud på). Da B-kadetterne selv var under uddannelse i terrestisk navigation, var det så, som så, hvor meget vi kom til kortet, men det gjorde ikke så meget, der var rigeligt andet at lære med at hejse og bjerge sejl og betjene spil. Vores CH på Svanen var Gert Larsen, som var lidt af en herre, men en fantastisk sømand. Jeg lærte virkeligt meget om

Svanen i frisk vejr.

vejr og vind og deres indflydelse på, hvordan man kan sejle. Gert vidste, hvor langt man kunne presse båden, og vi havde nogle rigtigt spændende sejladser. Gert Larsen havde i en periode været 1. styrmand på Danmark, så der var ikke rigtig nogen, der kunne lære ham noget om sejlskibssejlads.

"Skipper, vi synker" Gert:"Gu´ gør vi ej."

Kählstrøm og jeg havde 3 fine uger om bord i Svanen. Det var anstrengende, og man sov godt om natten (når man sov), men en rigtigt godt togt med et par gode havneophold bl.a. Svendborg.

Svanen Thyra i Svendborg.

  

KT-aspirant Lund-Hansen til rors.

(bemærk det moderne sikkerhedsudstyr)



Filekursus og tegningslæsning

Næste del af vores uddannelse var et tre ugers kursus i grundlæggende brug af håndværktøj og uddannelse i at kunne læse (og tegne) tekniske tegninger. Set i dag i bagklogskabens afklarende lys, er det måske lidt svært at se, hvad nytte vi har haft af det. Det var jo selvfølgeligt rart at vide, at man, hvis der var behov for det, selv kunne tegne og bygge en torpedobåd. Behov for dette opstod heldigvis aldrig, da de fleste af os studenter var udstyrede med luffer i stedet for hænder.
Ovennævnte lyder måske lidt negativt, men fakta var, at det faktisk var ret sjovt at bruge hænderne under kyndig instruktion af gode lærere. Og det lykkedes da også at fremstille noget:

Det overlevende resultat af min korte karriere som jern-og metallærling.

FPT

FPT, "Forsvarets Psykologiske Tjeneste" stod med flammeskrift over den første uge i september 1978. Vi havde hørt mange skræmmende beretninger om psykologerne, der med en kort udtalelse kunne forvandle en ambitiøs kadetaspirant til en værnepligtig sergent. Vi skulle over en uge evalueres og vores fremtid i søværnet afgøres. Prøverne bestod dels af nogle skriftlige tests, dels af gruppesamtaler med psykologerne og til sidst 2 personlige interviews med psykologer. De skriftlige opgaver bestod af spørgeskemaer, hvor man skulle associere svar på nogle udsagn. Fx. "Min far" ..... Det var forholdsvis nemt at gennemskue krydsreferencerne og give de "rette" svar. Under gruppesamtalerne måtte man lægge lidt bånd på sine udtalelser, og skrue lidt ned for fis og ballade, idet det var helt klart, som AB ville udtrykke det; at psykologerne var ikke udøvende humorister. Ugen gik tilsyneladende godt, og vi skulle så til de afsluttende personlige samtaler. Her sad æggehovederne med næsen i ens skriftlige svar fra først på ugen. Man skulle så kommentere på nogle af disse. Jeg blev fx spurgt om mit svar på netop udsagnet: "Min far". Jeg havde svaret lidt ud i det blå: "Min bedste ven". Hvad mente jeg med det? Jo, nu da jeg var blevet voksen, følte jeg, at min far var blevet en god ven. "Det var han måske ikke før?" Lød så det næste spørgsmål. Nu var det jo ikke lige det jeg havde ment, men da jeg var barn, var han jo min far, og nu var vi jo mere på lige fod... Ja man skulle sørme passe på, hvad man rodede sig ud i.
Vi fik ikke straks resultaterne af evalueringen hos FPT, men der var nogle stykker på vores hold der røg af i det sving. Jeg husker ikke præcis hvem. Jeg er heller ikke sikker på, at vi andre ved optagelsen på officersskolen fik at vide præcist hvad det var, de enkelte der ikke kom ind, faldt på.

"Patron på ladeskålen, ansætteren spændt."

Når man skal med færgen fra Sjællands Odde til Ebeltoft eller Århus, kører og kører man ud af Sjællands Odde og når endelig færgehavnen. Men hvis man tror, at man har nået spidsen, må man tro om igen. Kort før færgehavnen kan man dreje af til højre og efter endnu 5 km, når man til Søværnets Artillerikursus, som ligger helt ude på spidsen af Sjællands Odde, kaldet Gniben. Her blev vores kadetaspiranthold igen samlet 3. juli 1978. Her skulle vi uddannes til pjecekommandør på 40 mm maskinkanon model 48. Bofors 40 mm maskinkanon var og er nok stadig, en af de mest anvendte 40 mm kanoner i verden, og i 1978 var den også installeret i mange af søværnets enheder. Fregatterne Peder Skram og Herluf Trolle havde hver 4, Torpedobådene af Søløven-klassen hver 2, og bevogningsfartøjerne 1.
Begrundelsen for at uddanne os til pjecekommandører på 40 mm var den, at vi så kunne opfylde en mobiliseringsfunktion. Under den kolde krig var det planlagt sådan, at alle i forsvaret (og reserven) havde en mobiliseringsfunktion, således at personel, som til daglig havde et job, der ikke var brug for i krigstid, var designeret til en funktion i krigsorganisationen. Hvis "ballonen gik op", som man kaldte det, skulle man så møde i sin krigsfunktion. Da vi nu og 4 år frem i tiden ville være under uddannelse skulle vores designeringsfunktion være pjecekommandør om bord på en enhed udstyret med 40 mm kanon model 48.

I uddannelsen til pjecekommandører på 40 mm var det første gang vi blev gjort til specialister i noget. Vi skilte ad og samlede kanonen utallige gange og lærte specielle navne på dele af kanonen, som var logiske i denne sammenhæng, men som vi fandt så morsomme, at flere af dem fulgte os årevis, fx: Tilbringerholdepal. (logisk nok er det den pal, som holder tilbringeren.)

Det siger sig selv, at når man skal betjene og skyde med en kanon, skal sikkerheden for personellet være i orden, og vi indlærte derfor de rigtige kommandoer så grundigt, at jeg tror de fleste af os stadig kan vågne op om natten og gengive kommandoen i overskriften korrekt.

Når jeg i teksten hele tiden har understreget, at det var model 48, vi blev uddannet på, er det fordi det var den nyeste og mest avancerede i forsvarets arsenal. Der fandtes også en model 1936, der som navnet antyder var fra (før) 2. verdenskrig. Denne var om bord på minestrygere af SUND-klassen og i hærens luftforsvar på hjul. Model 36 var kun håndrettet og blev styret af 2 mand på selve kanonen (eller pjecen, som det retteligt hedder). Model 48 kunne derimod styres enten af et radar-ildledelsesanlæg, fra en sigtesøjle eller manuelt på pjecen.

Sigtesøjlen til 40 mm.

En sigtesøjle, som vist på billedet, styrede pjecen, således at den som betjente sigtesøjlen ved hjælp af dens sigtemidler kunne rette ilden mod målet korrekt. Dette var klart en fordel i forhold til den manuelle betjening med 2 mand.  Den sublime løsning var selvfølgelig et radar-styret ildledelsesanlæg, som man fx havde på fregatterne.
Vores ophold på artilleriskolen faldt sammen med højsommeren, og det år var det rigtig fint vejr. Det var selvfølgelig rart, når al skydning foregik udendørs, men der var den bivirkning, at vejret også var perfekt til lystsejlads. Kanonerne på Gniben står således, at man kan skyde enten i et skydeområde mod øst eller vest. Når man skyder er skydeområdet forinden blevet aflyst, som det hedder, og det skulle sikre, at skibe og både ikke sejler ind i området. Men da det er de færreste lystsejlere, som nærlæser Efterretninger for søfarende, var der gang på gang sejlbåde på vej tværs gennem skydeområderne, og skydningen måtte så indstilles. Mens vi så lå og slikkede sol kunne vi more os over lystsejlere, som ikke var ordentligt bekendt med geografien ved Sjællands Odde. Ud over spidsen, Gniben, strækker dig sig nemlig et langt, langt rev ud i vandet og for enden af dette er placeret et fyr; Sjællands Rev Fyr. Meningen er så, at man skal sejle uden om fyret, for at gå klar af revet, men mangen modig sejler så vi tænke: " Det kan da ikke være meningen, at man skal sejle helt derud. Jeg smutter lige over her". Vi kunne så ligge og gætte på hvornår han gik på grund, mens vi ventede på klart felt.

"Der skydes."

På trods af den forholdsvis moderne ildledelse af 40 mm model 48 var betjeningen stadig helt manuel. I selve pjecen stod to ladere, som skiftevis isatte en laderamme med 4 patroner. Det galt om at ruppe neglene, men alligevel sætte rammerne præsist, da de ellers kunne klemme sig fast og man fik en standsning. Laderne fik laderammerne fra 2 reoler bagerst i pjecen. Reolerne blev løbende fyldt op af to langere, som stod bag ved pjecen, eller rettere sagt løb frem og tilbage med patronrammene. Pjecekommandøren, som ledede skydningen stod enten oppe ved siden af sigtesøjlen, hvis den blev anvendt eller nede bag pjecen, hvis man sød manuelt.

Efter en lille måned var det overstået, og vi var "fuldbefarne" pjecekommandører til 40 mm model 48.

Tilbage på Skoleskibet

Efter udnævnelsen til sergent blev vores hold for første gang splittet op i mindre grupper. Vi var seks, som gik om bord i Skoleskibet, som nu var skiftet til FYEN. FYEN var søsterskib til MØEN, og havde fået installeret containerne og alt skoleskibsgrej fra MØEN. Grunden til dette, var at MØEN skulle til periodisk eftersyn.
Om bord på Skoleskibet skulle vi nu fungere som dækssergenter, med henblik på udtjekning som vagtassistent.

Vagtassistenten i søværnets skibe er vagtchefens forlængede arm. Modsat vagtchefen, som under sejlads er på broen, kan vagtassistenten bevæge sig rundt på skibet og udføre opgaver efter vagtchefens anvisninger. Til hans opgaver hører bl.a. at sætte og hejse skibets fartøjer, betjene ankerspillet under ankring og letning, rondere skibet jævnligt for at sikre, at der ikke er brand eller læk. Til hjælp i sit arbejde har vagtassistenten et vagthold.
Til søs blev vi seks vagtsassistenselever nu opdelt i tre 2 mandshold, som under vejledning af en af skibets faste sergenter gik en tre tørn. I havn var der kun én af os på vagt sammen med en fast sergent. Udover den rent tekniske del af tjenesten med at hejse og sætte fartøjer, betjene ankerspillet osv. fik vi nu også vores første praktiske træning i mandskabsbehandling. Overfor de menige konstabelelever kunne man godt føre alm. kommando, mens de "gamle" konstabeler fra stambesætningen skulle behandles lidt mere "nænsomt". Vi var jo stadig i deres øjne bare "pis-elever".
Da vi nu var sergenter, skulle vi heller ikke mere skaffe og opholde os i cafeteriaet, men hørte til i sergentmessen.
I søværnets skibe er befalingsmænd og officerer tildelt messer. Ud over det rent fysiske rum er messen en form for klub, som man tilhører i den tid man er om bord. Til "medlemsskabet" hører både rettigheder og pligter. Man spiser i messen og kan opholde sig der i sin fritid. Til rådighed har messen et antal messegaster, som står for betjening og rengøring i messen. Disse messegaster gør desuden tjeneste i kabyssen og har desuden klart skibs poster, normalt som maskingeværskytter eller luftudkigge. Som medlem af messen, afleverer man en fast del af sin udkommandogodtgørelse, som messen så kan råde over til fælles forbrug. Blandt messens opgaver er også repræsentation, når skibet har officielle gæster fx. under havnebesøg i udlandet.
Skoleskibet havde på det tidspunkt vi var om bord ikke mindre end 5 forskellige messer. Chefen havde sin egen messe med tilhørende messegast. Han spiste til daglig alene hos sig selv, men kunne ved specielle lejligheder enten invitere "gæster" fra besætningen, fx kadetter eller blive inviteret af en af de andre messer.
Der var dengang 2 forskellige officersmesser; A- og B officersmessen. A-officerene var de generelt uddannede officerer, enten med skibsførereksamen, forvalter eller tekniklinien. Det var den uddannelse vi sigtede imod. B-officererne hed tidligere specialofficerer og havde som navnet antyder et speciale. De var, som man sagde: "Kommet op gennem klydset" fra stampersonellet. Havde været først konstabler og derefter sergenter med et speciale fx maskin, elektronik, artilleri osv. De havde dernæst gennemgået B-officersuddannelsen på Søofficersskolen. A-officerene var designeret til at skulle være sektions-og divisionschefer,næstkommandrende, chefer i skibene og fortsætte deres karrierer i forsvaret, mens B-officererne var specialisterne, som normalt ikke kunne nå højere rang end orlogskaptajn. I dette system var der jo klart indbygget en strid, men normalt kunne alle se, at der var behov for begge parter, for at enhederne kunne fungere.
De 2 sidste messer om bord var sergentmessen og en kadetmesse for de kadetter, som var på langt togt. Vi var således medlemmer af sergentmessen, men vidste selvfølgelig, at vi var nederst i hakkeordnen, men blev behandlet godt, så længe vi ikke "førte os frem".
Hov, jeg har glemt at nævne den "6. messe". Det menige stampersonel havde en klub, som fysisk var et form for skur forenden af containerne på minedækket i bagbords side. Her kunne det menige stampersonel opholde sig, og der var ingen adgang for elever.

I de år sejlede Skoleskibet meget. Man havde omkring 200 sejldage om året og var normalt på havet fra mandag til fredag hver uge afbrudt af weekendophold i danske eller udenlandske havne. Derfor var det naturligt, at det faste personel opfattede skibet som deres andet hjem. Messen var dagligstuen og lukafet soveværelset. Jeg har oplevet, at sergenter eller officerer havde deres familie med til søndagsfrokost i messen, når skibet lå på Holmen.
En del af stambesætningen var såkaldte dagmænd. De havde deres daglige arbejde fra 0800 til 1600, og da de ikke gik vagt, havde de således fri efter kl. 1600, med mindre skibet gennemførte øvelser. Disse dagmænd kunne således efter aftensmaden hygge sig i deres "dagligstue", uden at tænke på, at de skulle op på vagt senere på natten. Når man var til søs dengang, var der ikke TV eller video. Man kunne spille kort eller læse en bog eller gå i baren. Holdningen til alkohol på arbejdspladsen jo generelt meget anderledes den gang og når mænd var sammen, skulle man have nogle bajere, sagt med andre ord; der var tit fest i messerne. Drikkeriet havde klart et omfang, som i dag ville være helt uacceptabelt, og en af vores kammerater blev da også så forarget, at han skrev en 20 sider lang rapport til Chefen for Søværnet. Den skabte vist en del røre, men jeg registrerede ikke nogle tiltag direkte affødt af "Vismandsrapporten".
Efter en lille måned om bord var vi udtjekket som vagtassistenter og skulle nu videre.

Hvorfor søofficer.

Her er det måske tid til at standse lidt op, holde en pause med soldaterhistorierne, og gøre sig nogle tanker om, hvorfor 40 unge mennesker egentlig var på vej til at uddanne sig som søofficerer. Jeg kan jo selvfølgelig ikke give en forklaring på alles motiver, men med baggrund i mine egne, mener jeg dog at kunne give et vist indblik i, hvad der drev os.
Da vi startede som værnepligtige i 1977, var det danske undervisningssystem, folkeskoler og gymnasier efter manges mening gennemsyret af venstreorienteret indoktrinering. Hvorfor valgte vi så alligevel den uddannelse? Jeg tror de fleste af os var rundet af et godt borgerligt miljø. Vi havde i kraft af vores opdragelse og omgangskreds mod til at stå imod. Jeg tror heller ikke mange af os var særligt interesseret i politik som sådan. Hvis jeg tænker på min egen gymnasieklasse, var der ikke mange, som var politisk interesseret. Måske var den røde påvirkning også overdrevet. Jo vi læste mange artikler fra Information, men faktuelt var der kun en af mine lærere, der sagde direkte, at han var ræverød. Det var min historielærer, som i øvrigt lærte mig meget om at være kritisk overfor alle kilder, røde som blå.
Mine primære motiver for at vælge en uddannelse som søofficer var tre. Det lød som en spændende og afvekslende uddannelse. Man fik en god lederuddannelse, og der var løn under uddannelsen. Mit valg af søværnet var også præget af, at min far var ansat som civil maskinmester i Søværnets Materielkommando, og jeg gennem ham havde fået et indtryk af de mange spændende oplevelser, man kunne få med søværnets skibe.
Jeg var absolut ikke nogen koldkriger, hvis vigtigste mål var at kæmpe for Gud og fædreland, og jeg tror dette heller ikke var tilfældet for de fleste af mine kollegaer. I virkeligheden er det vel de færreste unge mennesker, der når de påbegynder en uddannelse, har et klart billede af, hvad den går ud på, og hvorledes det job den leder frem til, vil være.
Nu skal det ikke forståes sådan, at jeg var totalt uden holdninger. 2 ture til Vestberlin havde givet mig et meget klart indtryk af, at det var langt bedre at være på den vestlige side af muren. Når man i den Østtyske told blevet linet op uden for bussen, mens den blev kontrolleret på undersiden med spejle, var det nok ikke for at hindre vestlige borgere i at komme ind i Østtyskland. Og en tur rundt i Østberlin viste klart at det var ikke et arbejdernes paradis også selvom en østtysk kopi-cola kun kostede 13 øre (og smagte af helved til). Jeg pæne skoleelev var i øvrigt ved at blive smidt af toget på vej til Potsdam af en østtysk togbetjent, hvis uniform fuldstændigt lignede en SS-officers, på nær den var grøn. Kun vores officielt tildelte guides indgriben hindrede mig i at blive efterladt på et trinbrædt i Østberlin.

Et kig over Berlinmuren mod "Unter den Linden" 1973

Nej. Jeg havde ingen tvivl om, at det vestlige system var langt at foretrække, men det var ikke denne holdning, der var min primære grund til at søge officersvejen. Jeg tror de færreste på dette tidspunkt var klar over, hvor stor truslen mod Danmark var og hvilke konsekvenser det kunne have.

Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole

Ved udgangen af februar var vores togt med Skoleskibet MØEN forbi, og vi skulle begynde på uddannelsen til Sergent SØ på Søværnets Sergent- og Reserveofficersskole (SRS) i Frederikshavn.
I søværnet er alle befalingsmænd, sergenter, oversergenter osv. specialist- eller faguddannede. De gennemfører deres befalingsmandsuddannelse som en overbygning til deres speciale, fx kampinformation, våben eller maskintekniker. Da vi jo ikke havde noget speciale, men kun var næsten grønne værnepligtige, var vores sergenttitel efter udnævnelse sergent SØ (med henblik på søofficersuddannelse). Som det kan udledes af navnet, blev der også uddannet reserveofficerer på skolen i Frederikshavn. Reserveofficerer i søværnet var civilt uddannede styrmænd og maskinmestre som blev fanget i værnepligtsnettet og skulle aftjene 18 måneders værnepligt i stedet for 9. Gennem en lynuddannelse til sergent og derefter reserveofficer kunne søværnet udnytte deres faguddannelser til tjeneste som vagtchefer og maskinofficerer om bord i skibene i ca. 9 måneder.

 Morgenmønstring på SRS

Da vi mødte på SRS, havde der allerede været en del frafald på vores hold. Flere havde erkendt, at det der med at fare rundt ude på havet nok alligevel ikke rigtig var noget for dem. Til gengæld blev holdet nu suppleret med en 5 - 6 nye. Det var konstabler, som efter kortere eller længere tids tjeneste havde ansøgt om at videreuddanne sig til officerer. Selv om de "nye" ansigter generelt var lidt ældre og erfarne end vi andre, faldt de hurtigt ind i fællesskabet.

På SRS blev vi indkvarteret på 2 mandslukafer med eget bad og toilet. Det var jo vild luksus efter Auderød og MØEN. Med på holdet helt fra begyndelse var en af mine klassekammerater fra gymnasiet, så det var naturligt at jeg skulle dele rum med Lennart. Det gik fint, selvom vi af natur var næsten som nat og dag, så kendte vi jo hinanden godt fra gymnasiet.

Vores sergentuddannelse var rettet mod at uddanne os til funktionen vagtassistent i søværnets enheder, men en del af undervisningen havde mere henblik på vores senere tjenste som officerer. Uddannelsen var derfor en blanding af teoretiske fag og mere praktisk undervisning.

Vores klasseværelse mede det nyeste i audiovisuelle hjælpemidler; Overhead projektor.

 



Et vigtigt fag var kommunikation. I sømilitær regi betyder det blandt andet, at vi skulle lære at sende og modtage blinksignalering. Dette indebar først at kunne morsealfabetet og derefter selv kunne sende og modtager signaler ved hjælp af signallamper. Det blev der brugt mange morgener på. Vi skulle også gennemføre den teoretiske del af duelighedsbeviset for sejlads. Det betød undervisning og opgaver i navigation og søvejsregler. For at uddanne os til instruktører (det militære udtryk for en lærer) underviste vi hinanden på skift i militær optræden (ret, rør, march osv) og våbenlære og skydning. Selvfølgelig var der også fut.

Lederen af gymnastikafdelingen var en lidt ældre officer, som jeg den dag i dag har mistænkt for at have været gammel kystartillerist. Han havde i hvert tilfælde en opførsel, som jeg har svært ved at se placeret i et skib. Han skulle undervise os i nærkamp, eller som det hurtigt kom til at hedde: "Hug, stik og tag til fange". Til at simulere bajonet angreb havde vi nogle stænger, som for enderne var udstyret med store læderpuder. ( Det er lidt svært at forklare, hvorfor vi skulle lære det. Jeg har aldrig i mine 30 år i søværnet set en riffel med bajonet). Han var jo selv ekspert og skulle derfor først vise os, hvordan det blev gjort. En af os skulle angribe ham, og da vi stadig på det tidspunkt var lidt benovne overfor autoriteter, var det et lidt valent angreb, som han jo let kunne parere. Men historien gik så, at kort tid efter vi havde haft vor time i bajonetfægtning, skulle han gøre det samme med en reserveofficersklasse. De var tilsyneladende ikke helt så benovne, fordi en stor styrmand hamrede ham sådan en på kassen, at resten af timen måtte aflyses. Han kørte altid på cykel til og fra arbejde, og ganske korrekt, men måske lidt for meget; stod han altid af og trak gennem vagten. Han forventede til gengæld også, at den vagthavende elev kom ud og gjorde honnør. Hvad sagde jeg? Kystartillerist.

Som en del af uddannelsen på maskinpistol var vi også på skydebanen. Det var ret interessant at opdage, at man nok ikke var helt så god som Rambo. På ca. 20 meters afstand at fyre et helt magasin på 30 skud fra hoften mod en skive og så se, at kun 5 traf.

Vi skulle også kaste en såkaldt "skarp" håndgranat. Jeg lavede et så flot kast, at jeg blev stående og nød det lige indtil instruktøren, lidt hårdhændet, trak mig om bag betondækningen - Boom og man kunne høre granatsplinterne slå ind i den anden side af betonvæggen. Det var meget illustrativt.

Undervisningen var som regel fra 0800 til 1600, så vi havde en del fritid, når vi altså ikke var tvangindlagt til et maskinskrivningskursus i blindskrift en aften om ugen med en tumpe fra Frederikshavn. Nu ligger SRS oppe i Pikkerbakkerne ca. 3 km syd for selve Frederikshavn, og selvom byen også dengang havde et ret livligt natteliv, havde vi hverken råd eller lyst til at gå i byen hver dag. Vi spillede en del fodbold, eller løb i skoven rundt om skolen. Nogle gange sad vi bare og læste på lukafet. En sådan aften bankede det på Lennarts og min dør, og ind kom Hugin. Hugin var nok ikke det mest typiske officersemne. På skoleskibet havde hans ynglings fritidsbeskæftigelse været at læse franske romaner (altså rigtige romaner) (på fransk) i køjen. Hugin udbrød nu til os, med skinger stemme: "Jeg kan ikke holde det ud, han sidder hele tiden og spiller på den æggedeler". Hugin var indkvarteret sammen med Fynboen. En lidt hippiagtig fyr fra Odense, som tit og ofte spillede guitar. Fynboen måtte senere desværre afgå fra uddannelsen, da han ved et højdespring faldt ved siden af madrassen og slog hovedet, så han derefter tit havde hovedpine og så dobbelt.

Mine gode sambo Lennart havde også i gymnasiet haft et afslappet forhold til lektier. Aftenen inden vi skulle aflevere navigationsopgaver for første gang, og jeg sad og dontede, proklamerede Lennart, at nu gik han i byen (det var vist en tirsdag). "Er du blevet færdig med opgaverne" spurgte jeg. "Nej ikke helt, men jeg tager dem med." svarede han. Næste dag afleverede Lennart til min overraskelse et helt besvaret opgavesæt. Da vi fik opgaverne tilbage, havde Lennart ikke fået så god en karakter, hvilket på det tidspunkt måske ikke var den store overraskelse. Han havde om aftenen på et værtshus mødt en søofficer, som over et par bajere havde hjulpet ham med at løse opgaverne. Der var bare den hage, at Lennarts opgavesæt var næsten ulæseligt skrevet og lugtede ret meget af gammelt øl.

Lennart var ikke den eneste, som kom lidt uheldigt af sted med spiritus. For at opøve os i at gå vagt, skulle vi på tørn forrette tjeneste som vagtmand, hvilket indebar, at sidde i vagtbygningen ved indgangen og sikre, at kun militært personel kom ind på området. I vagten var en protokol, hvor man skulle notere alle vigtige hændelser på vagten fx hvornår man havde ronderet (dvs. gået en patrulje rundt på området), ind og udpassage af FUT-officeren osv. Der skete så det, at der blev afholdt en lille fest på skolen, med god mad og lidt rødvin til. Vores kollega Per var så "heldig" at have vagten den aften, men fik lov til at spise med, før han genoptog vagten ved indgangen. Næste dag havde Per tilsyneladende forrettet sin vagt korrekt, men blev om formiddagen kaldt op til skoleofficeren. I vagtbogen stod alle indførsler klart og tydeligt, men der var alligevel klar mistanke mod ham om at have drukket på vagten. Den blev baseret på de store tydelige rødvinspletter, som også var indført i protokollen. Han slap dog med en skarp advarsel.

Vores arbejdsuge var fra mandag til fredag, og da skolen var lukket i weekenden, skulle alle rejse hjem. Dette indbar en del togrejser - for os fra Djævleøen - lange togrejser. Undervisningen sluttede fredag så betids, at man med hiv, sving og taxa kunne nå lyntoget fra Frederikshavn, der afgik kl. 1400. At betale alle disse togrejser var ikke noget problem, vi havde stadig vores værnepligtstogkort, men at få plads var en anden sag. DSB havde dengang bestemt, at pladsbilletter kunne købes op til 2 måneder før. Og denne lyntogsafgang var så populær, at vi hele tiden skulle købe pladsbilletter 2 måneder frem for at være sikker på at komme med. Hvis man ikke havde pladsbillet til lyntoget, blev man vippet af i Kvissel og måtte så med bumletoget (intercitytoget). Lyntoget var med lidt held i København kl. 2200, intercitytoget først omkring midnat. Fra Københavns Hovedbanegård, skulle jeg så med bus til Dragør (Hvis jeg ikke havde fået lokket min rare far til at hente mig). I bussen måtte jeg pænt betale, fordi forsvaret og DSB i sin kollektive visdom havde besluttet at værnepligtstogkortet ikke dækkede zone 1 og 2. For at hindre misbrug, var forklaringen. Som om nogen havde tænkt sig at bruge weekenden på udelukkende at køre København tynd med bus.

Selv med lyntoget var turen til København ret lang. Vi prøvede at fordrive tiden på bedste beskub. Det viste sig umuligt at medtage øl nok til, at de kunne række til hele turen, og vi havde jo ikke råd til at tilbringe hele turen i togbaren. Man kunne læse, sove eller lytte til andres samtaler (Dette var før Walkman´en blev opfundet). Med i toget var jo ofte vores kommede reseveofficerskollegaer. Der var sjældent grænser for, hvor meget de følte sig snydt. De havde tjent meget bedre i det civile, søværnet var dumt og kedeligt, lige så snart de var færdige med søværnet, skulle de i hvert tilfald ud at sejle langfart igen osv, osv. Sjovt nok mødte jeg tit de samme reserveofficerer stadig i søværnet årevis efter, at deres værnepligtstid var ovre, så det var måske ikke så slemt igen.
Vi kørte så meget i tog, at vi kunne rækkefølgen af stationer udenad, Kvissel, Tolne , Sindal, Hjørring....og hvad togføreren sagde ved hver enkelt: "Så er det Langå, rejsende til Struer og Thisted skal skifte." Specielt én togfører havde en meget hæs og staccato udtale, som vi blev eksperter i at kopiere.

Tilbageturen udgik fra perron 1 søndag aften kl. 2200. Her var det lidt smart, at DSB havde liggevogne i nattoget, som var fremme i Frederikshavn ca. halv syv. Nu skal man bide mærke i betegnelsen liggevogne. Der var bestemt ingen garanti for søvn. I en standardkupé blev fem fremmede mænd, kvinder, børn og soldater anbragt på 5 køjer og fik hver udleveret en hovedpude, 2 cm høj og et gråt tæppe. Disse natlige ture gav rigeligt med oplevelser. På en tur kunne vinduet i kupeen ikke lukkes helt, og da det netop den nat var snestorm, var jeg sikkert frosset ihjel, hvis jeg ikke havde haft alt mit tøj på, endvidere lå der ved ankomsten til Fredrikshavn en anseelig snedrive på gulvet.

En anden gang lå jeg under en sød dreng på ca. ti år, som netop havde fået et nyt elektronisk ur, som tilsyneladende kunne mange ting herunder bippe, hvilket det (han) gjorde størstedelen af turen. Den gang skulle toget jo fragtes over Storbælt med færge, så man kunne furagere lidt på færgen, hvis man ville. Normalt sov vi dog fra det hele.
På et tidspunkt blev skolen besøgt af et hold psykologistuderende, der som en del af deres undersøgelse lod os løse den intelligenstest, som blev anvendt ved session. Vi havde jo selvfølgelig løst den der, men vi havde også fået den samme test ved optagelseprøven til søofficersuddannelsen. Til de studerendes store overraskelse løste vi nu opgaven væsentligt dårligere end ved optagelsesprøven. De pæne mennesker havde begået den fejl, at lave testen fredag formiddag, hvor vi alle havde seriøse tømmermænd efter en torsdagstur i byen. Jeg tror aldrig de fandt en psykologisk forklaring på dette.
De ca. tre måneder på SRS rystede os jo yderligere godt sammen, og vi skulle så op til de afsluttende prøver. Så vidt jeg husker bestod vist alle, og vores ophold skulle så afsluttes med et officielt arrangement i cafeteriet onsdag aften. Vi havde så helt ekstraordinært fået lov til at låne officersmessen til en fest torsdag aften og selve udnævnelsen og afgang skulle foregå fredag formiddag.

SRS chef KK H.J. Jørgensen (kaldet Krydspejleren) holder en pæn tale for os.

Onsdag aften var lidt "stiv" og officiel, med taler fra chefen osv.




Den pæne officielle middag.


Så torsdag, hvor vi kun var os selv og vores holdofficer SVA, kunne vi slå os lidt mere løs. Vi havde allerede fået en ide om, at SVA måske ikke var så kedelig og korrekt, som han virkede til daglig. Nogle havde været i byen med ham tidligere, og havde der lært, at man sagtens kan spise stearinlys. Han startede med under middagen at lære os Søværnets Flyvetjenestes slagsang: "Aluette, gentille Aluette", hvilket jo var ret harmløst, men senere udartede festen sig lidt. Vi skulle nu alle lære, at man også kan spise tulipaner, og da SVA og Jesper dansede med vores maskot-tøjdyr, viste det sig at indeholde ca. en million Krøyer-kugler. SVA forærede flere af os en blomst fra blomsterkasserne - med rod, og vi efterlod officersmessen i en så hærget tilstand, at ingen afgangshold fik lov til at låne den i flere år.
Ved udnævnelsesceremonien næste dag, var alle påfaldende stille og afdæmpede, og SVAs store kasket var trukket endnu længere ned i panden end normalt. På togturen hjem vågnede vi dog langsomt op til dåd og gav togføreren grå hår i hovedet ved at fløjte "afgang" på alle mulige og umulige tidspunkter med vore bådsmanspiber. Vi må have været utroligt irriterende, men blev nok ikke smidt af toget på grund af vores totalt nye sergentuniformer.




Totalt stolt nybagt værnepligtig sergent SØ.