Margretheholm

Jeg må beklage, at der allerede er gået ged i kronologien. Jeg kunne ikke huske, at opholdet på Margretheholm kom før sejladsen med MØEN. jeg opdagede det, da jeg fandt mit gamle stamkort.

 Men da mine læsere er intelligente mennesker, kan de nok selv finde ud af at læse de forskellige blog-afsnit i den rigtige rækkefølge.

Den 23. oktober 1977 mødte vi på Søværnets Konstabelskole (SKS) på Margreteholm. Den lå bag det egentlige Holmen og rummede indkvartering for elever og undervisningslokaler. På området ved Margretheholm lå desuden ud mod Lynetten en lille lystbådehavn, hvor søværnets sejlbåde og travaljer lå fortøjet. På området lå desuden den gamle hangar fra dengang Søværnets Flyvetjeneste havde flyvebåde og slæbestedet, hvor de blev trukket op. I den modsatte ende fra selve konstabelskolen havde Søværnets Mobile Base, MOBA, deres køretøjer parkeret, når de ikke var på øvelse. Sidst men ikke mindst lå Søværnets Havariskole på området bagved hovedbygningen over mod B&Ws  skibsværft.

På programmet den næste måned stod nu teoretisk og praktisk sømandsskab. Vi mødte nu for alvor vores holdofficer, som vi allerede kort var blevet introduceret for i Auderød Han skulle undervise os i teoretisk sømandskab. Han hed SVA og var tidligere helikopterpilot. SVA var hans flyvernavn, og der gik lang tid, før vi fandt ud af, hvad hans "borgerlige" navn var. Det var nu også ligegyldigt, for os var han og vil altid være: SVA.

Han var en ret respektindgydende person. Ikke alene var han orlogskaptajn, hvilket jo var utroligt højt i den militære rangfølge, han havde også den største kasket vi nogensinde havde set. Når han stod ved katederet i sin jakkeuniform med tre rundgående snore, følte vi os meget små i vores Anders And uniform. Selv om vi var hærdede skoleelever og havde drevet mangen en lærer til vanvid, turde vi ikke andet end opføre os ordentligt og læse på lektierne. Senere har SVA selv fortalt, at grunden til, at han var lidt stiv og korrekt var, at han selv var lidt nervøs og beklemt ved at skulle undervise i sømandskab, da det lå meget langt tilbage i hans egen hukommelse.

Men det vigtigste, vi skulle lære på Margretheholm, var mestre små både. Vi roede i 10-mands travaljer og indså, hvor svært det faktisk er at lære at ro i takt. Man må tænke på grækernes triaremer, hvor måske 300 skulle ro i takt. Vi var kun ti, og det var rigeligt. "En - tøeee". Det vigtigste er kommandoføringen; på "En" trækker man årene tilbage og på "tøeee" gennemfører man åretaget. Vi fik taget vores part af "ugler", når åren smutter ud af vandet, og man selv falder baglæns på toften, men vi lærte at ro.

Vi skulle også lære den ædle kunst at vrikke. At vrikke er at drive en lille jolle frem ved hjælp at én åre, som er placeret i en åregaffel midt på hækken af båden. På Margretheholm gik en gammel overkonstabel, som vedligeholdt bådene, og han kunne vrikke så det var en lyst. Det var dog ikke helt så enkelt, som han fik det til at se ud. Det drejede sig om at få den rigtige rytme og få drejet åren rigigt. Der var vist ingen af os som blev verdensmestre, men den dag i dag, tror jeg nok, jeg ville påtage mig at kunne vrikke en jolle frem.

Det sidste vi skulle lære, var at sejle søværnets små tre mands juniorjoller. Det var små sejlbåde med plads til tre. Efter kort tids instruktion, blev vi sluppet løs på egen hånd, og det var en pine at sejle rundt uden for Københavns Havn helt alene uden overvågning. Måske sejle til Kastrup eller Middelgrundsfortet, i flot sen-efterårsvejr og tage en slapper i græsset. Livet i søværnet var måske ikke så ilde endda.