Skoleskibet MØEN del 3.

Der var mange nye mennesker at lære at kende om bord på MØEN. Man havde så småt fået styr på ens egne kollegaer og nu var der en hel skibsbesætning oveni. Der var konstabelelever, konstabler sågar overkonstabeler. Der var en hær af sergenter, oversergenter og endda seniorsergenter. Så var der talrige officerer af alle mulige grader, så vi knapt havde styr på. En officer fik man dog hurtigt lært at kende på MØEN. Det var næstkommanderende, NK lærte man hurtigt det hed om bord. Og snart kunne vi også søværnsslag; Negerkongen. Orlogskaptajn Moesgaard, vi syntes han var tudse-gammel. Han var sikkert kun i fyrrene, men hvis han ikke var gammel, var han i hvert tilfælde af den gamle skole.

En af NKs opgaver er jo, at skibet tager sig godt ud; at det er ship-shape. Det ansvar tog han meget alvorligt. Den gang var der jo mange, som røg, og det skulle forgå udendørs på sidedækket. På trods af, at det ikke burde være uoverkommeligt at smide sine afbrændte tændstikker ud over skibssiden, endte alligevel en del af dem på sidedækket. I NKs terminologi hed disse tændstikker bjælker, og Gud nåde og trøste én hvis man blev fanget af  NK i nærheden af en bjælke, også selvom man ikke havde den mindste tilknytning til denne bjælke. Nu var NK forholdsvis let at spotte, i hvert tilfælde om dagen, idet han efter engelsk 2. verdenskrigs forbillede havde anlagt en lys kameluldsduffelcoat som overtøj. Så bare man så op for bjælker og holdt udkig efter en lys duffelcoat, var man nogenlunde sikker.
Da skoleskibets vigtigste opgave var at uddanne til søs, sejlede MØEN virkeligt meget den gang. Normalt omkring 200 sejldage om året. De fleste sejladser var fra mandag til fredag med weekend på Holmen, men af og til var der sejladser med weekend i en fremmed havn, ja måske endda en udenlandsk havn. I begyndelsen af december 1977 skulle MØEN således af sted på "langfart". Juleturen skulle gå til Gent i Belgien. Begrebet juletur blev brugt i skoleskibet i mange år. Om det stammede fra engang, hvor man skulle have nødder, marcipan og andet eksotisk med hjem til jul, ved jeg ikke, men juletur skulle man have. "Undskyldningen" for at drage til Gent det år, var at en ny nordisk sømandskirke skulle indvies.
Mandag kl. 1000 stod MØEN ud fra Holmen og kursen blev lagt mod Kiel. For at spare tid skulle vi sejle igennem Kielerkanalen. I hver ende af Kielerkanalen, henholdsvis i Kiel og i Brunsbüttel er der en sluse, som sikrer at vandstanden i kanalen er konstant, da der tit kan være forskel på vandets højde i Nordsøen og Østersøen. Normalt går et skib bare ind i slusen og fortøjer mens vandstanden hæves eller sænkes og sejler derefter ud i kanalen. Da MØEN var kommet vel ind i slusen ved Kiel, så vi pludselig en lille kameluldsfarvet duffelcoat løbe frem og tilbage på kajen; NK. Skibssiden var ikke fin nok. En, to, tre stod et skifte elever på kajen og spulede.

Der spules til den store guldmedalje. Med på turen var også gamle TRITON.

Videre gik det igennem Kielerkanalen, hvor vi for første gang så den flyvende færge. Under en jernbanebro, som passerer over kanalen var der ophængt i wirer en lille bilfærge, der så kunne fragte biler over kanalen. Det var også en oplevelse, at se store skibe sejle midt igennem landet. Da vi var fortøjet i slusen ved Brunsbüttel kom der gang i den igen. Et hold elever blev sendt ned på kajen for at male. Nu var skibsiden jo ren, så kunne vi lige så godt også male den flot grå. Det var første gang vi stiftede bekendtskab med fænomenet "monkey shine". Man maler ovenpå alt, og det ser pænt ud i ca. 14 dage, hvorefter det hele skaller af igen.

Resten af turen gik uden de store hændelser og fredag lå vi fortøjet i Gent havn med TRITON på siden. 

Den unge, lovende VPSØ Lund-Hansen

Bemærk TRITONs top moderne antiubåds-
våben: Hedgehog (udviklet i 1943)

Vel ankommet gik det store "fredag i udenlandsk havn" program i gang. Der skulle gøres rent overalt og FUT-dækket på minedækket skulle omdannes til partydæk. Det er stadig normal kutyme, at når søværnets skibe aflægger et såkaldt uofficielt besøg i en udenlandsk havn, så inviteres de lokale dignitarer så som borgmester, militærkommandanten, politichefen osv, samt danske der bor og arbejder i lokalområdet. Standardopstillingen er borde med hvide duge, pindemadder og 2 barer. Og for at give et festligt indtryk dækkes skottene (væggene) med signalflag. Jeg var så "heldig" at blive udpeget til at være tjenende ånd til cocktailpartiet i Gent, og fik derigennem en uvurderlig viden om, hvordan man går til cocktailparty. En viden jeg har udnyttet lige siden.

Chefen og mig. 

Andre på fra mit skifte, som havde vagten fredag, var blevet udpeget til at skulle stå skansevagt. Dette er en meget gammmel marinetradition, hvor man opstiller en bevæbnet vagt på 10 - 12 menige under ledelse af en sabelbevæbnet officer. De fine gæster får så lov til at inspicere vagten, mens officeren saluterer, dvs sænker sablen. At man sænker sablen stammer formodentlig fra, at man med sænket sabel ikke kan hugge hovedet af gæsten. Et problem er dog, at fordi der sjældent er meget plads på sidedækket, hvor man normalt står, kan man uforvarende komme til at ramme gæsten, når man sænker sablen.

Opstilling af skansevagten i kranbanen agter.
(Minelæggerne havde på dette tidspunkt en stor minekran for og agter, som kørte på skinner på tværs af skibet)

Her vil jeg tillade mig kort at forlade konteksten. I mine kære læsere har nok bemærket, at jeg ikke nævner mange navne. Der er to gode grunde til dette. De som genkender personer, som optræder på billederne kender dem jo i forvejen, og de som ikke kender dem, har ingen speciel interesse i at vide deres navne. Den anden grund er, at jeg er meget dårlig til at huske navne.

Lørdag havde mit skifte fri, og efter rengøring og udskejning kunne vi tage en tur ind til byen. På det tidspunkt var vi begyndt at bemærke, at vandet i toiletterne lugtede lidt underligt, også før man brugte det. Men vi tænkte ikke nærmere over det. Vi havde en dejlig fridag og om aftenen var vi i byen. Jeg husker ikke nøjagtigt hvad der skete, men jeg smagte da for første gang belgisk øl på 8 procent.
Søndag morgen var vi alle lidt blege, men hvad der var lidt mystisk, var at nogle af os, som ikke havde været i byen også havde det dårligt. Vi fik dog ikke tid til at tænke nærmere over det, fordi søndag skulle alle vi elever formere et kompagni under ledelse af en kadet og opstille udenfor den nordiske sømandskirke inden gudstjenesten.
Kadetten, som skulle lede kompagniet var sekondløjtnant og han skulle være i tjenestefrakke (søværnets lange jakke) med sabel og gehæng (bælte og skede). Altså da han ikke skulle have overtøj på, skulle resten af kompagniet (os) heller ikke have overtøj på, da uniform betyder ens. Nu er det noget lettere, at tage ekstra tøj på under en tjenestefrakke end basseuniformen med stibet krave, så selv om vi havde lange underbukser og en ekstra T-shirt på var det utroligt koldt at stå udenfor i december måned i 1½ time uden overtøj.

Resultatet var at vi rystede som små hunde da vi kom ind i kirken og skulle overvære gudstjenesten. Vi blev placeret rundt omkring i kirken blandt de øvrige gæster, formodentligt for at skabe lidt maritim kolorit. Jeg sad midt på en helt fyldt kirkebænk. Jeg havde det utroligt dårligt, jeg kunne ikke holde op med at ryste af kulde. Efter et stykke tid gjorde jeg et halvkvalt forsøg på at komme ud, men ingen af mine sidemænd, hvor iblandt der var flere præster i fuld ornat, gjorde mine til at lade mig komme ud. Jeg fik det mere og mere dårligt og pludselig var det forsent at komme ud. jeg skulle kaste op. Hvad gør man så? Jeg kastede op i min runde hue - og så kunne jeg pludselig godt få plads til at komme ud. Jeg blev kørt ned om bord, og i løbet af søndag eftermiddag faldt folk om som fluer. Det var en god omgang Roskildesyge der godt hjulpet på vej at de trange forhold på banjen og det snavsede vand i toiletterne drog hærgende gennem skibet.
Årsagen til det dårlige vand i toiletterne var at minelæggerne tog saltvand ind til brug i toiletterne, og da Gent havn ligger langt inde i landet med en kanal ud til havet, var det så som så med gennemstrømningen i havnen og dermed rent vand.
Heldigvis er Roskildesyge jo hektisk men kortvarig, så selvom banjen en overgang mindede om vores første tur, var det værste overstået om tirsdagen, hvor vi var på vej hjem.

Nordsøen viste lidt tænder på vej hjem.